Den kliniske forskers
etiske dilemma er hvorledes han skal forene hen-
synet til individets ukrenkelighed med hensynet
til nødvendige medi-
cinske fremskridt ved hjelp av kontrollerte forsøk.
Kan han gjennemføre
kliniske undersøkelser som forsøkspersonen
ville afslått om deres fulle
natur hadde vært kjent?"
(Enger, 1966, p. 78-79).
Engers synspunkt er således, at bestemmelserne i Helsinki
deklaration I
vedrørende både den terapeutiske relevans for forsøgspersonen
og det fri-
villige, informerede samtykke kan virke hindrende for den kontrollerede
kliniske forsknings udbredelse.
Også Blomquist (1971) har indvendinger over
for deklarationen:
"Det finns många
brister i Helsingfors-deklarationen. I många avseen-
den ar den inkonsistent och ofullstandig och den
är ofta diffus och svår-
tolkad. Den gör intryck av att i många
hanseenden vara frukten av en
kompromiss mellan olika viljor och åsikter."
(Blomquist, 1971, p. 338)
I andre sammenhænge har Blomquist (1965) også berørt
deklarationens
kompromisagtige karakter og antydet, at det forberedende arbejde
var
udført af et udvalg med overvægt af læger med katolsk
baggrund. Han
fremfører således, at deklarationen bygger på katolske
a priori normer, der
har naturretten som grundlag.1O
Når Blomquist således udtrykker sin kritik
af det såkaldte katolske ind-
slag i Helsinki deklaration I udtrykker han måske i virkeligheden,
i lighed
med Enger, sin utilfredshed med deklarationens syn på "menneskeverdets
ukrenkelighed", fordi dette syn er sammenhængende med den
deontologi-
ske etik, der vægter udbyttet af forsøgsdeltagelsen
for den individuelle for-
søgsperson.
10. Deklarationen er oprindeligt skrevet på fransk og bærer med sin deontologiske
vægtning netop præg af franske lægers etiske anskuelser, idet disse har erklæret sig
for en deontologisk fremfor en utilitarisisk etik, dette understreges blandt andet af
titlen på den franske lægeforenings etiske kode, som kaldes "Code déontologie"
(Moulin,1988).
Den franske lovgivning vedrørende kliniske forsøg med mennesker og de etiske
komiteers funktion (Loi no. 88-1.1.38 du 2o décembre 1988 relative a la protection des
personnes qui se prétend a des recherches biomédicales) er ligeledes præget af deon-
tologisk begrundede beskyttelsesforanstaltninger over for enkeltindividet.
Flere af de ledende forskningscentre i USA vedrørende forskningsetik praktiserer
ligeledes en deontologisk etik (således f.eks Hastingscentret), og disse centre er ofte
oprettet i tilknytning til de katolske universiteter.
60
