search on human beings cannot be undertaken
without his free consent after
he has been informed." 9
Den utilitaristisk udformede indledningsparagraf
er her indsnævret
betydeligt til fordel for det deontologiske synspunkt, at terapeutisk,
klinisk
forskning skal være til gavn for forsøgspersonen
selv, og at vedkommende,
om muligt, skal have afgivet et skriftligt, informeret samtykke
hertil. Pro-
blemet bliver lidt vanskeligere, når det drejer sig om den
eksperimentelle
forskning, hvis resultater ikke umiddelbart kan anvendes i behandlingsøje-
med, og hvor forsøgspersonerne enten er raske personer eller
patienter med
en sygdom, som ikke udgør det egentlige forskningsobjekt.
I disse tilfælde
hedder det til gengæld, at der altid må kræves
et skriftligt informeret sam-
tykke.
Helsinki deklarationen er tydeligvis præget
af Nürnberg-kodens termi-
nologi, og af dens stærke understregning af begreberne:
Frivillighed, infor-
mation og samtykke, og selvom den indledende programerklæring
er utili-
taristisk begrundet, så er substansen fortsat præget
af de deontologiske
principper, der blev introduceret i Nürnberg.
Helsinki deklaration II
Der skulle imidlertid ikke gå
mange år, før Helsinki deklarationen fik et
noget andet indhold. Allerede i 1975 på WMA's 29. møde
i Tokyo blev dekla-
rationen revideret og antog navnet Helsinki deklaration II. Forløbet
forud
for Tokyo-mødet vil blive skitseret i det følgende:
Vinteren 1975 nedsatte de nordiske lægeforeninger
en arbejdsgruppe,
der fik til opgave at udforme et udkast til en revideret deklaration.
I dette
udvalg sad professor, dr.med. Erik Enger fra Norge, docent Clarence
Blom-
quist fra Sverige og professor, dr.med. Povl Riis fra Danmark.
Disse tre
udvalgsmedlemmer har hver på deres måde bidraget til en
forklaring på,
hvorfor en revision var ønskelig.
Enger (1966) retter således følgende kritik
mod Helsinki deklaration I:
"Det er synet på menneskeverdets
ukrenkelighed som ligger bag Helsin-
ki-deklarasjonens regel om at det ikke kan utføres eksperimenter
uten
potentiell nytte for forsøks-personen. Unntaket er når
det skjer frivilligt
og i full forståelse av forsøkets natur. Det er dette
kategoriske kravet som
er forfatterens hovedinnvending mot deklarasjonen ...
9. Jf. del III, pkt. 3a.
