lige sfære, arbejdede på at undgå offentlig regulering og kontroI.⁴ Disse
bestræbelser forenedes i Verdens lægeforeningen (WMA), der allerede i 1961
havde et udkast klar vedrørende etiske rekommandationer for læger, der
udfører klinisk forskning. På grund af vanskeligheder med at nå til enighed
om indholdet, blev det endelige dokument dog først vedtaget i 1964 på
WMA's 18. møde (Gutteridge et.al., 1982). Mødet fandt sted i Helsingfors,
hvorfor dokumentet kom til at hedde Helsinki deklarationen.⁵
  Som beskrevet udvikledes doktrinen om informeret samtykke ved de
amerikanske domstole fra slutningen af 50'erne til begyndelsen af 70'erne,
og begrebet indgik parallelt hermed i den bioetiske diskurs. I Helsinki
deklarationen fra 1964 har begrebet endnu ikke fundet sin plads, men prin-
cipperne om frivillighed, information og samtykke findes alligevel heri.
  Deklarationen indledes med en programerklæring, hvori nødvendighe-
den af den kliniske forskning begrundes. Dette må ske, hedder det, for at
øge den videnskabelige indsigt af hensyn til "the suffering humanity." Den-
ne argumentation ses at være i overensstemmelse med den utilitaristiske
forskningsetik, hvor det gode endemål tjener som etisk begrundelse for
udførelsen af kliniske forsøg med mennesker.
Imidlertid foretages der også i deklarationen en central distinktion imel-
lem klinisk forskning hvor "the aim is essentially therapeutic for the pati-
ent", og klinisk forskning "the essential object of which is purely scientific
and without a therapeutic value to the person subjected to the research." ⁶
  Om den terapeutiske, kliniske forskning hedder det, at lægen kan forene
klinisk forskning med professionel omsorg "only to the extent that clinical
research is justified by its therapeutic value for the patient",⁷ og videre, at
lægen skal indhente patientens frit afgivne samtykke efter fuldstændig
information, "if at all possible, consistent with patient psychology."⁸ Dette
samtykke skal være skriftligt og kan til enhver tid trækkes tilbage af for-
søgspersonen.
  Om den eksperimentelle, kliniske forskning hedder det, at "clinical re-

---

4.    Her må skelnes mellem kontrollen med registrering af lægemidler, som en række lan-
       de introducerede allerede i mellem- og efterkrigsårene, og som vedrører godken-
      delse af nye lægemidler, og den kontrol, der vedrører selve den etiske udførelse af for-
      søg med mennesker.
5.   Deklarationen er gengivet i sin fulde ordlyd i bilag II.
6.   Jf. deklarationens indledningsafsnit, pkt. 5.
7.   Jf. del II, pkt. 2.
8    Jf. del II, pkt. 1.