Udviklingen fra Helsinki deklaration I til Helsinki deklaration II svarer
til den beskrevne amerikanske domstolspraksis,⁴¹ hvor man først vægtede
individets selvbestemmelsesret for siden at vende tilbage til "The reasonab-
le physician-standard." Helsinki deklaration II's bestemmelse om lægens ret
til at skønne om det informerede samtykkes praktisering er helt parallel til
denne standard.
     Med Helsinki deklaration II blev feltet, således som også WMA havde
understreget nødvendigheden af, generobret for lægeprofessionens selvre-
gulering og med konsekvenser for de Nürnbergske principper vedrørende
frivillighed, information og samtykke.
     Helsinki deklaration II har siden 1975, med få sproglige revisioner, udgjort
det centrale retningsgivende dokument for biomedicinsk forskning i de lan-
de, der, i modsætning til USA, ikke har en statslig regulering på området.⁴²
Det bør imidlertid understreges, at deklarationen ikke er et juridisk binden-
de dokument, men ifølge Rehof (1989) "retligt set er at betragte som et privat
bidrag til opstilling af adfærdskodeks for en bestemt profession"(p. 10).
     Som ved Nürnberg-koden er der også for Helsinki deklarationens ved-
kommende blevet stillet spørgsmål ved dens internationale karakter, og her-
under om den er forenelig med indholdet af retligt bindende internationale
standarder som De Forenede Nationers konvention fra 1966 om civile og
politiske rettigheder. Artikel 7 heri lyder således:

     "No one shall be subjected to torture or to cruel, inhuman or degrading
     treatment or punishment.1n particular, no one shall be subjected without
     his free consent to medical or scientific experimentation."

Ifølge Rehof (ibid.) blev det i forbindelse med udkastet til FN-konventionen
besluttet, at der ikke til udtrykket "experimentation" skulle knyttes en kva-
lificerende omstændighed. Der var således kun tale om forbud mod invol-
vering i ufrivillige forsøg, som indebar en risiko. Men som beskrevet inde-

---

     ketten vedrører reguleringen af forholdet mellem lægerne indbyrdes, og etikken
     vedrører forholdet mellem lægerne og deres patienter. Se blandt andet Rothmann
     (1990).
41. Jf. kapitel 2.
42. I 1982 udformede The World Health Organization (WHO), i samarbejde med Coun-
     cil for International Organization of Medical Sciences (CIOMS), også et sæt etiske
     retningslinier kaldet "International Guidelines for Biomedical Research Involving
     Human Subjects." Disse retningslinier er imidlertid fortrinsvis rettet mod forskning
     i udviklingslande (er optrykt i beretningerne fra den Centrale Videnskabsetiske
     komite).

69