"Undtagelsesbestemmelsen gør således, at det øverste princip i virkelig-
     heden ikke er respekten for enkeltindividets autonomi, men derimod
     princippet om medicinsk paternalisme. Prioriteringen mellem forsknin-
     gens nyttevirkning og individets autonomi... er på denne måde blevet
     underlagt paternalismen, som er i klar modstrid med individuel autono-
     mi."                                                                               (Pedersen 1984, p. 225)

Riis (1986) er imidlertid af den opfattelse, at når Helsinki deklaration II
åbner mulighed for ikke at indhente forsøgspersonernes informerede sam-
tykke, så er det ikke udtryk for en undsigelse af autonomibegrebet og der-
med af deontologiens etiske princip, idet en:

     "Rigid overholdelse af autonomiens forrang for selv det kærlige formyn-
     deri vil nemlig kunne medføre en konsekvensetisk uantagelig situation,
     idet patienten skal betale med mistet livsvilje og tro på fremtiden, for at
     den kliniske forsker kan hævde, at hun eller han aldrig har solgt ud af
     autonomiprincippet. Det klassiske eksempel er den alvorligt syge pati-
     ent, der ville kunne hjælpes gennem deltagelse i en systematisk under-
     søgelse af et nyt, men ikke risikofrit behandlingsprincip, og hvor prisen
     for fuld information om situationens alvor og dermed ethvert nyt
     behandlingsforsøgs berettigelse kan være dyb mismod og en forbandel-
     se af det videnskabelige principrytteri. Helsinki-deklarationen kræver i
     sådanne tilfælde eksterne kontrolforanstaltninger, hvoraf den vigtigste
     er risikovurdering og samtykke ved stedfortrædere, i dette tilfælde især
     de videnskabsetiske komiteers læge medlemmer."      (Riis, 1986 p. 569)

Riis angiver her, at bestemmelsen i del II, pkt. 5, har til formål at beskytte
patienterne, men dette fremgår ikke af deklarationens tekst, hvor de grun-
de, der kunne motivere forskeren til at finde det vigtigt ikke at indhente
informeret samtykke, netop ikke er ekspliciteret. Det kunne således også
tænkes, at forskningspolitiske grunde kunne være motiverende for ikke at
indhente samtykke. Således er det da også blevet fortolket af andre, eksem-
pelvis det udvalg under det danske Sundhedsministerium, der i 1988 fik til
opgave at udarbejde en betænkning om et lovreguleret dansk videnskabse-
tisk komitesystem. I bilag 7 til betænkningen,³⁶ kaldet problemnotat om det
videnskabsetiske komitesystem, kan man om bestemmelsen i Helsinki
deklarationens del I, pkt. 5, læse:

---

36. Forskning på mennesket. Etik/Jura. Sundhedsministeriets betænkning nr. 1185,
     1989.


66