Finlands vej til freden
Ribbentrop-Ryti-aftalen - forspil og efterspil
af Henrik Bertelsen
DEL 4/4
Indholdsfortegnelse:
Den afgørende fase
Våbenstilstand
Epilog
Konklusion
Bilag I
Bilag 2
Bilag 3
Bilag 4
Bilag 5
Kilder
Om aftenen den 30. august mødtes Mannerheim, Hacksell, Ryti, Waldén, Linkomies, Heinrichs, Enckell og Tanner til en konference om det sovjetiske svar. Mannerheim var skeptisk; han syntes, det var et skridt ud i mørket og tvivlede på, om det var Sovjetunionens endelige fredsvilkår. Endvidere anså han det for umuligt at få de tyske tropper evakueret inden den 15. september. Tanner var stemt for at sige ja og mente, at rigsdagens godkendelse var nødvendig. Hacksell og Linkomies var af samme mening. Mannerheim udtalte, at man sikkert kunne klare evakueringen i Sydfinland, hvorimod det var nødvendigt med en længere frist i nord. Ryti tilrådede korrekt op
1. Boheman, s. 260. Valtiopäivät 1944. Pöytäkirjat III, s. 60. 2. Blücher, s. 389.
577
træden over for Tyskland. Enckell mælede ikke et ord. Der var endvidere en del
uafklarede punkter: Hvis vilkårene ikke kunne opfyldes, ville så sovjetiske tropper
trænge ind i landet med et deraf følgende kaos som i Italien og Rumænien? Ville de
tyske stærke militærenheder i Nordfinland overhovedet lade sig evakuere frivilligt?
Ville finske og tyske soldater komme i kamp mod hinanden?1.
Nøjagtig et år senere på et tidspunkt, da Paasikivi var statsminister, fik han besøg
af Kaarlo Hillilä2, der fortalte statsministeren følgende: På den tid, da
der forhandledes om våbenstilstand, forsøgte man fra Gestapos side at få en ny finsk
regering indsat, hvis opgave skulle være at fortsætte krigen mod Sovjetunionen.
Regeringsplanerne med ministernavne blev senere fundet i Danmark i Gestapos arkiv. Blandt
andre blev generalløjtnant Poovo Talvela nævnt. Han var forbindelsesofficer hos OKW, og
inden sin afrejse fra Tyskland havde han været til middag hos Himmler, hvor
regeringsmulighederne var blevet drøftet. Endvidere havde Talvela både før og efter
våbenstilstanden været finner behjælpelig med at flygte til Sverige. Endelig havde
Talvela og politikeren Tyko Reinikka3 været medlemmer af en komité, som havde
til formål at befordre finske intellektuelle til Danmark, som dengang endnu var besat af
tyskerne4.
Den 31. august indrømmede Enckell for første gang over for Blücher, at der via
Stockholm allerede var kontakt med Moskva. På Bffichers spørgsmål, om det var sket med
den tyske regerings viden og billigelse, svarede Enckell nej, og det var heller ikke
nødvendigt. Han ønskede iøvrigt ikke at gå nærmere ind på de sovjetiske betingelser
og det hidtidige forløb af forhandlingerne med Sovjetunionen5.
Fra Enckell havde Gripenberg fået besked på at skaffe oplyst, hvad der var rigtigt i det
sovjetiske svars tekst, eftersom der var uklarhed med hensyn til, hvad der skulle ske,
hvis de tyske tropper ikke senest den 15. september havde forladt finsk territorium, og
Moskva havde telegraferet, at »De væbnede tyske styrker skulle afvæbnes og udleveres
til de allierede som krigsfanger«6.
1. Tanner, s. 266.
2. Kaarlo Hillilä (1902-1965) embedsmand, landshøvding i Laplands len, indenrigsminister
efteråret 1944, tilhørte Agrarpartiet, fra 1946 direktør i Folkepensionsanstalten.
3. Tyko Reinikka (1887-1964), bankdirektør, politiker, knyttet til Agrarpartiet, minister
i Linkomies' regering 1943-44, han havde dengang udtalt: »Hvis I i foråret 1944 havde
godkendt de sovjetiske betingelser, så ville halvdelen af Finlands befolkning nu være
på vej til Sibirien«; i 1945 anklaget som krigsansvarlig, idømt to års fængsel,
benådet i 1947.
4. Paasikivi, s. 15, 187.
5. Blåcher, s. 400.
6. Gripenberg, s. 277.
578
Om morgenen den 2. september fik Gripenberg en vigtig meddelelse, som han skulle
videresende til Moskva:
Finland var i stand til med egne styrker at evakuere eller internere de tyske tropper, som
befandt sig syd for en linie Uleelven og Sotkamoområdet og forsvare dette mod eventuelle
angreb, men det var en forudsætning, at fjendtlighederne blev afbrudt over hele fronten
f.eks. den 3. september klokken 8 om formiddagen. De finske tropper ville begynde
tilbagetrækningen til 1940-grænserne den 6. september. Det var vigtigt, at russerne ikke
fik indtrykket af en finsk forhalingspolitik1.
Samme dag blev den finske rigsdag ekspresindkaldt; mange nåede ikke frem i tide til
mødet, hvor regeringen anbefalede at acceptere de sovjetiske præliminærkrav. Den
stærkt bevægede statsminister sluttede sin forelæggelsestale med ordene: »På denne
skæbnetunge dag må vi give afkald på meget af det, som vi i kærlighed har taget vare
på og værnet om. Men det må være os en trøst, at vi ikke tager dette skridt af
personlig frygtsomhed, ikke af personlige bekvemmelighedshensyn, ej heller af manglende
offervilje, thi vi ved for Gud i det høje, at vi har ofret ene og alene af den grund, at
vi elsker dette land, og at vi er rede til at give afkald på alt, for at dette folk kan
få lov at leve«. Med 113 stemmer mod 43 blev det vedtaget at indlede forhandlinger med
Sovjetunionen om våbenstilstand på grundlag af de stillede forhåndsbetingelser2.
Samme aften blev der sendt et positivt svar til Moskva, og Berlin fik meddelelse om den
trufne beslutning med opfordring til at trække tropperne ud af Finland inden den 15.
september.
Paasikivi er i sine dagbogsoptegnelser tilfreds med den trufne beslutning; den burde blot
være taget længe før - vor udenrigspolitik føres ikke med hovedet, men med bagdelen -
vi burde aldrig være kommet ind i denne krig. Paasikivis gamle universitetslærers ord i
1898 »1 politisk henseende er Finlands folk ikke særlig begavet« gør eleven nu til
sine.
»Jag fattar icke just så snart,
Men det är så underbart,
Hur efteråt blir alting mig så klart«.
Det er mottoet for finsk udenrigspolitik3.
Klokken 22 havde Blücher sit sidste møde med den finske udenrigsmini-
1. Boheman, s. 260, Gripenberg, s. 278.
2. Valtiopäivät 1944. Pöytäkirjat 111, s. 77ff .
3. Paasikivi, s. 32-33.
579
ster, hvor han fik meddelelse om dagens begivenheder. Den tyske gesandt gav udtryk for sin
vrede og bitterhed over forræderiet mod våbenbroderskabet; præsident Rytis løfte var
blevet brudt, og det var uforeneligt med Finlands ære at afvæbne og udlevere tyske
soldater. Den diplomatiske forbindelse mellem de to lande var dermed afbrudt, og Berlin
anmodede det svenske gesandtskab i Helsingfors under Beck-Friis om at varetage tyske
interesser1. Klokken 23 holdt statsministeren en radiotale til det finske folk,
hvor han dog fortav aftalen om afvæbningen og udleveringen af de tyske tropper.
General Lothar Rendulic, der havde kommandoen over 20. Bergsarmee på 200.000 friske,
veluddannede mand i Lapland, agtede at opsøge præsidenten i et sidste minuts desperate
forsøg på at holde Finland fast ved alliancen med Tyskland. Erfurth var bekymret for, at
Rendulics barske facon ikke ville fremme disse bestræbelser i den ømtålelige situation;
han forsøgte derfor at give den yngre fremfusende kollega et par gode råd om, hvordan
man burde optræde over for en gentleman som Mannerheim, og han tilbød at ledsage
Rendulic til audiensen, men denne frabad sig følgeskabet.
Erfurth fik senere et referat af mødets forløb: Rendulic havde gjort opmærksom på, at
de sovjetiske krav kunne medføre et væbnet opgør mellem tyske og finske enheder, som
kunne resultere i 90 % tab på begge sider, eftersom de bedste soldater i Europa kom til
at kæmpe mod hinanden. Mannerheim havde anslået en konverserende tone og talt uden om
alle aktuelle spørgsmål, hvorpå Rendulic truende havde mindet præsidenten om, at de
tidligere havde kæmpet mod hverandre, nemlig i Karpatherne under første verdenskrig.
Men hans overtalelsesforsøg var til ingen nytte2. Tidligere havde Rendulic
haft planer om, at den tyske infanteridivision, der på det tidspunkt befandt sig i
Sydfinland, kunne danne kærnen i en modstandsbevægelse, som tyskvenlige enheder af den
finske hær ville slutte sig til. Rendulic havde forestillet sig, at den finske general
Talvela, der var kendt for sine tyske sympatier, skulle være nøglepersonen i en
modstandskamp. Disse planer blev dog aldrig realiseret. Det finske folks store flertal var
villig til at følge regeringens politik, og der fostredes ingen Quislinge i den finske
politiske inderkreds3.
Statsminister Hacksells radiotale havde vakt mistro i Moskva på grund af, at han ikke
havde omtalt de tyske troppers tilbagetrækning og/eller
1. Blücher, s. 403ff .
2. Rendulic, s. 283ff.
3. Tanner, s. 269.
580
internering. Ved 22-tiden den 3. september ringede Semjónov til Boheman og
bad ham arrangere et møde med Gripenberg så hurtigt som muligt; denne blev telefonisk
tilkaldt og lovede at komme omgående. Boheman var allerede gået i seng; han stod op, tog
en slåbrok på og gik ned for at åbne porten for Gripenberg. Portdøren smækkede i bag
Boheman, som ikke havde fået nøglen med sig. Gripenberg ankom, og de to herrer forsøgte
at få ringet viceværten op, men forgæves. Det var en yderst pinlig situation, hvis
dette hemmelige møde skulle blive henlagt til en bænk på. Nogle minutter senere, inden
den sovjetiske legationsråd kom, dukkede en beboer i ejendommen op, som lukkede dem ind i
opgangen. Semjónov meddelte, at den sovjetiske regering var villig til at afbryde
krigshandlingerne i overensstemmelse med Mannerheims forslag, men den finske regering
skulle allerede samme nat offentliggøre et kommuniqué om afbrydelsen af de diplomatiske
forbindelser med Tyskland. Hvis Gripenberg ville meddele ham klokkeslettet for
kommuniqueets udsendelse, ville Semjónov lade dette gå videre til Moskva, og
fjendtlighederne kunne derefter straks indstilles. Det lykkedes at få forbindelse med
Enckell via Bohemans telefon; kommuniquet blev udsendt, og Semjónov blev underrettet. På
sin vis kan man sige, at våbenhvilen blev aftalt i lejligheden på anden sal,
Strandvägen 35, bemærker Boheman1.
Krigshandlingerne ophørte. for de finske styrkers vedkommende den 4. september - på
sovjetisk side den 5. september.
Forklaringen på dette døgns interval findes muligvis i Rumænien, hvorfra det finske
hovedkvarters efterretningsafdeling havde modtaget en alarmerende meddelelse fra en finsk
agent.
Da våbenstilstanden mellem Sovjetunionen og Rumænien skulle træde i kraft, havde de
rumænske frontsoldater jublende forladt deres stillinger og glædet sig over, at krigen
var forbi. Men sovjethæren havde fortsat fremrykningen, afvæbnet rumænerne og hurtigt
gjort sig til herre over landet. På grund af dette afskrækkende eksempel udstedte det
finske hovedkvarters operative afdeling strenge ordrer om, at de finske tropper skulle
forblive i deres stillinger, når kamphandlingerne skulle indstilles næste morgen klokken
syv. I dagens løb forsøgte russerne at trænge ind i finnernes forsvarsværker med
støtte af artilleriild. Men overalt var de sovjetiske angreb blevet slået tilbage.
Først næste morgen indstilledes operationerne.
I den senere indgåede våbenstilstandsaftale indføjedes efter sovjetisk øn-
1. Boheman, s. 261.
581
ske et punkt om, at de sovjetiske tropper havde indstillet fjendtlighederne et døgn
senere end finnerne1.
Den officielle reaktion fra tysk side lod ikke vente længe på sig. Det goebbelske
propagandaapparat rasede over finnernes forræderi med voldsomme personlige angreb på
præsident Mannerheim.
Straks efter de diplomatiske forbindelsers afbrydelse fik Blücher telegrafisk ordre fra
Ribbentrop om at opflamme de nationale kræfter i landet til modstand mod regeringens
politik. Den forhenværende gesandt svarede, at der ikke fandtes noget tegn på modstand
blandt folket mod Mannerheims politik, og såvel hæren som officerskorpset stod bag
præsidenten. Han forklarede, at næsten hele landets befolkning var overbevist om, at
Tyskland havde tabt krigen2.
Blücher kunne havde tilføjet, at Finland ikke var Italien; i Finland fandtes ikke noget
stort velorganiseret fascistparti, som var i stand til at gennemføre Mussolinis
tilhængeres »kamp til den bitre ende«, som det havde været tilfældet nøjagtigt et
år tidligere i Italien.
Eksgesandten blev fulgt til toget i Helsingfors af udenrigsministeriets protokolchef. Den
12. september gik general Erfurth med de sidste af sine landsmænd ombord i et tysk
fartøj i Helsingfors' havn. Han modtog en afskedsvisit af flådens chef, gennem hvem
præsident Mannerheim overbragte sine afskedshilsener3.
Den finske våbenstilstandsdelegations sammensætning blev følgende: Statsminister
Hacksell, forsvarsminister Waldén, generalstabschef Heinrichs, generalløjtnant Oscar
Enckell og som tilforordnede sagkyndige: Kancellichef i udenrigsministeriet P. J.
Hyrminen, bjergråd Bendt Grönblom og jur. dr. Erik Castrén.
Mannerheim, Hacksell og Enckell var enige om, at Paasikivi ikke skulle være medlem af
delegationen. Det interview, som han om sommeren havde givet den svenske presse, havde
vakt indignation. Hans udtalelser blev anset for illoyale mod Finland og leflende over for
Sovjet. Senere beskyldte Paasikivi Linkomies for at have intrigeret mod ham, hvilket
Linkomies skarpt tilbageviste. For egen regning tilføjer Linkomies dog, at det havde
1. Mäkelä: Hemligt krig, s. 176ff.
2. Blücher, s. 442.
3. Erfurth, s. 180ff.
582
ikke været nogen fordel, hvis Paasikivi havde deltaget, thi da ville Molotov om muligt
havde stillet endnu større krav til finnerne, eftersom russerne vidste, at Paasikivi
ville have fulgt dem i næsten alt1.
Paasikivi og politikeren Mantio Pekkala2 drøftede situationen.
De var enige om, at der næppe bliver tale om forhandlinger i Moskva. I virkeligheden vil
mødet være en samtale om, hvordan de sovjetiske krav rent praktisk skal gennemføres, og
det vil være hovedsagelig militære og økonomiske spørgsmål, der skal drøftes.
Pekkala mente, at det var et fejlgreb, at Paasikivi ikke var med, men det ønskede
Mannerheim åbenbart ikke. Paasikivi sagde, at han var også helst fri for at tage
ansvaret for en så vanskelig opgave. Kun Mannerheim kan få folket til at forstå, at
fred er nødvendig nu, og at man er nødt til at tage et opgør med tyskerne. Vi burde
have sluttet fred allerede i foråret. Krigens udfald var allerede afgjort, og militæret
burde have indset det. Alle junikampenes døde og sårede kunne have været sparet, og der
havde ikke været nogen Ribbentrop-Ryti-aftale, som skadede vor anseelse hos de allierede
og vor sag i Kreml.
Pekkala kan oplyse Paasikivi om, at det var Tanner, der modsatte sig hans deltagelse i
delegationen til Moskva, ligesom Tanner har modarbejdet Paasikivi som statsminister efter
Linkomies. »Tanner synes at være tarveligere end jeg troede«, bemærkede Paasikivi.
På samme tid havde Paasikivi en diskussion med Hjalmar Procopé, som udtalte, at Finland
burde have fortsat krigen på Tysklands side. I sin tid kunne finnerne have erobret
Belomórsk og deltaget aktivt i angrebet på Leningrad, så havde meget set anderledes ud.
Nu bider tyskerne sig fast i Nordfinland; de opgiver ikke et territorium, de har erobret.
Paasikivi var uenig med sin gæst på alle punkter3.
Den finske delegation passerede fronten på Det karelske Næs ved Ikontola den 7.
september, hvorfra den under sovjetisk eskorte i bil med tildækkede vinduer kørte til en
flyveplads, og sidste etape til Moskva blev tilbagelagt i flyvemaskine.
Finnerne måtte gå i venteposition en uge på et hotel i Moskva, da den rumænske
våbenstilstandsdelegation var ankommet kort forinden, og den skulle ekspederes, før
finnerne kunne komme til. Rumænerne var blevet modtaget som repræsentanter for en ny
allieret magt, og i modsætning til finnernes lurvede logi var de blevet indkvarteret i
sovjetregeringens gæste-
1. Linkomies, s. 327-28.
2. Manuo Pekkala (1890-1952), generaldirektør for Forststyrelsen, rigsdagsmand fra 1927,
først som socialdemokrat, fra 1944 som folkedemokrat, minister i flere perioder,
statsminister 1946-48.
3. Paasikivi, s. 35ff.
583
hus i Ostróvskij Pereúlok. Forskelsbehandlingen og den pinagtige ventetid virkede
deprimerende.
Den 12. september, da rumænerne var færdigbehandlet og havde skrevet under, fik finnerne
med få timers varsel besked på, at man var klar til at forhandle med dem. Statsminister
Hacksell gik til sit værelse for endnu en gang at gennemarbejde sit indlæg som
delegationens formand. Han blev ramt af et slagtilfælde, fundet på sin seng ude af stand
til at rejse sig og havde mistet talens brug. Man bad om udsættelse af mødet, men det
blev afslået, og sent om aftenen mødtes den finske delegation under midlertidig ledelse
af forsvarsminister Waldén med udenrigskommissær Mólotov, der ved sin side havde
afdelingschef i udenrigskommissariatet Dekanósov og som militær ekspert general Zhdanov.
De vestallierede var repræsenteret ved Storbritaniens Moskva ambassadør Sir Archibald
Clark-Kerr.
Den 19. september blev våbenstilstanden underskrevet. Se bilag 3. Den næste i køen af
våbenstilstandsforhandlere var bulgarerne.
Resultatet af Moskvaforhandlingerne blev karakteriseret af premierminister Winstort
Churchill i en tale i underhuset den 28. september:
»De våbenstilstandsvilkår, som er aftalt med Rumænien og Finland, præges naturligvis
af Ruslands vilje. Jeg må dog henlede opmærksomheden på det mådehold, som
karakteriserer de russiske betingelser. De to lande marcherede blindt op bag Hitler og
forsøgte at ødelægge Rusland, og de ydede deres bidrag til de uhørte lidelser, som det
russiske folk har været udsat for, har overlevet og sejrrigt overvundet«1.
De tyske troppers rømning af det sydlige Finland skete fredeligt og var afsluttet
inden den i våbenstilstandsaftalen fastsatte dato, den 15. september. Den på Hitlers
ordre samme dag iværksatte operation »Tanne Ost«, der som mål havde besættelse af
øen Hogland i Den finske Bugt, førte til det første væbnede sammenstød mellem de
fordums våbenbrødre. Tyskerne blev kastet tilbage, men i Lapland fortsatte kampene i
flere måneder. Et nyt kapitel i Finlands historie var begyndt.
Efter våbenstilstanden var trådt i kraft blev der i Finland nedsat en
undersøgelseskommission, der skulle afgive betænkning med hensyn til krigs-
1. Hansard, s. 488.
584
ansvarlighedsspørgsmålet og visse politikeres embedshandlinger under krigen.
Kommissionen havde professor Eirik Hornborg som formand1.
Hornborgkommissionens arbejde skal ses på baggrund af den finsk-sovjetiske
våbenstilstandsaftale af 19. september 1944, hvis § 13 lyder: »Finland forpligter sig
til at samarbejde med de allierede magter med hensyn til at anholde og dømme de personer,
som skal anklages for krigsforbrydelser«.
Ved krigsforbrydelser forstår man i almindelighed forbrydelser mod menneskeheden,
voldshandlinger, grusomheder eller raceforfølgelser. Våbenstilstandsaftalens § 13 peger
tilbage til et punkt i en deklaration, som USA.s, Storbritaniens og USSR.s
udenrigsministre blev enige om på Moskvakonferencen i 1943. Deklarationen omtaler
afstraffelse af tyske officerer, soldater eller medlemmer af det tyske
nationalsocialistiske parti, der havde gjort sig skyldige i mord og grusomheder. Som en
udløber af Potsdamkonferencen i 1945 blev der den 8. august af USA, Storbritanien, USSR
og Frankrig vedtaget en konvention om oprettelse af en international militærdomstol, der
foruden egentlige krigsforbrydelser skulle pådømme »forbrydelser mod freden«.
Den 19. april 1945 afgav statsminister Paasikivi en erklæring i rigsdagen, hvori det hed:
»Opfyldelse af våbenstilstandsaftalens paragraf 13 i overensstemmelse med dens ord og
ånd samt fjernelse af årsagerne til mistro i så henseende hører til de vigtigste
opgaver i vor udenrigspolitik«. I slutningen af august fremlagde regeringen et lovforslag
til en undtagelseslovgivning med henblik på tiltale og dom af de krigsansvarlige, hvorved
man forstod den eller de personer, som på afgørende måde havde medvirket til, at
Finland kom i krig med Sovjetunionen og Storbritanien i 1941, eller senere forhindrede
initiativer til en fredsslutning. Da loven omtalte oprettelse af en særdomstol til
behandling af sagerne, var en grundlovsændring påkrævet. For loven stemte 129
medlemmer, 12 stemte imod og 58 afholdt sig fra at stemme eller var fraværende
(rigsdagens formand har ikke stemmeret i den finske rigsdag)2.
Angående forhenværende præsident Rytis aftale med Ribbentrop siges det i betænkningen:
Til forklaring på foranstaltningen kan anføres den overordentlig kritiske og tilspidsede
situation, som umuliggjorde anvendel-
1. Eirik Hornborg (1879-1965), historiker, har skrevet »Finlands håvder« i
fire bind, 1929-33, tilhørte Det svenske Folkeparti, stor politisk indflydelse som
redaktør af tidsskriftet »Nye Argus« 1927-48, modarbejdede den halvfascistiske
Lappobevægelse i 1930'rne, modstander af samarbejdet med Tyskland 1941-44.
Hornborg-kommissionens betænkning blev lagt som grund for krigsansvarsprocessen.
2. Procopé, s. 12ff.
se af sædvanlige normer for bedømmelse og gav en vis motivering for endog desperate
og usikre forsøg på at forbedre udgangspositionen for en fredsslutning. Hornborg kunne
ikke godkende den ekspertudtalelse, der gik ud fra, at overenskomsten med Ribbentrop
skulle være i overensstemmelse med gældende lov. (se side 547ff).
Ifølge denne udtalelse skulle præsidenten altså have en lovmedholdig mulighed til frit
at vurdere, hvornår folkets og landets velfærd kræver en fredsslutning. En sådan
forfatningsskik kan ikke anses for at være forenelig med et statsoverhoveds pligter og
med regeringsformen1.
Der blev rejst tiltale mod: Forhv. præsident Ryti, de forhenværende statsministre
Rangell og Linkomies, forhv. finansminister Tanner, forhv. udenrigsminister Ramsay, de
forhv. ministre Kekkonen og Reinikka samt forh. gesandt i Berlin Kivimäki. Domstolen fik
15 medlemmer: Præsidenten i højesteret, præsidenten i overforvaltningsdomstolen samt et
medlem af det juridiske fakultet ved universitetet i Helsingfors; de øvrige medlemmer
blev valgt af rigsdagen efter forholdstalsvalgmåden. Således fik agrarpartiet,
socialdemokraterne og folkedemokraterne hver tre dommere, det konservative samlingsparti,
det liberale fremskridtsparti og det svenske folkeparti hver et medlem. Anklager var
justitskansleren Toivo Tarjanne. Processen varede fra den 15. november 1945 til den 21.
februar 1946.
Forhenværende præsident Ryti blev fundet skyldig i de mod ham rejste syv anklagepunkter,
derunder aftalen med Ribbentrop, og han blev idømt 10 års tugthus på grund af
skærpende omstændigheder; de øvrige tiltalte blev idømt fængsel fra seks til to år.
I 1949 blev Risto Ryti benådet på grund af dårligt helbred.
Den 16. oktober 1946 klokken elleve minutter over et om natten blev Joachim von Ribbentrop
hængt i Nürnbergfængslet.
Udenrigspolitikkens primat over indenrigspolitikken var en af Paasikivis
grundsætninger. I den finske republiks første to decennier var udenrigspolitikken blevet
styret af indenrigspolitiske forhold. Efter 1944 blev det omvendt.
Denne nye afvejning af forholdet mellem udenrigs- og indenrigspolitik blev introduceret af
Mannerheim og udmøntet af Paasikivi. Betydningen af
1. Hornborg, s. 183ff.
586
Mannerheims indsats er ubestridt. Ingen anden end han kunne formå den offentlige mening
og hæren til at opgive kampen mod Sovjetunionen og vende våbnene mod de hidtidige
våbenbrødre i Nordfinland. Selv det dødsensfarlige spil om Ryti-Ribbentrop-aftalen
vandt han til uvurderlig gavn for sit land - selv omkostningerne taget i betragtning.
Mannerheim havde tidligt haft et klart blik for Ruslands legitime strategiske interesser i
Finland og tillige forsøgt at fjerne Sovjets mistænksomhed. I 1944 lagde han brat kursen
om i en slags resolut, fatalistisk pessimisme med pragmatisk forståelse for den militære
nødvendighed.
Paasikivis hovedtese havde altid været, at russernes interesse for Finland var
militær-strategisk, ikke økonomisk eller politisk-ideologisk, og at denne interesse
kunne imødekommes med bevarelse af finsk selvstændighed og demokratisk samfundsordning.
Denne holdning blev fastholdt som »Paasikivi-Kekkonen-linien« i Finlands forhold til den
store østlige nabo, og den er gældende den dag i dag.
Man kan drage en parallel mellem omvæltningerne i Finland i 1809 og 1944. 1 begge
tilfælde bliver Finlands stilling ændret fra en risikofyldt grænseposition til et
fredeligt naboskab med Rusland/Sovjetunionen. På landdagen i Borgå i 1809 udtalte zar
Aleksander den første de berømte ord: »Finland er hermed ophøjet blandt nationernes
tal«, og han lovede at respektere Finlands forfatning fra 1772 med egen landdag og senat.
Det gode finsk-russiske forhold 1809-1899 fremhæves ofte, og det betones, at i denne
periode udvikledes den finske nationalfølelse, og grunden blev lagt til det moderne
samfund på alle områder.
Det russiske Rige/Sovjetmagten har to gange gennem statsakter - zarens erklæring i 1809
og Lenins anerkendelse af Finlands selvstændighed i januar 1918 - befordret det finske
folks suverænitet.
Til støtte for egne synspunkter finder man let karakteristiske eksempler på forsøg på
at tilegne sig populære tildragelser i finsk historie. Det indses tydeligt, når
Mannerheimgestalten bliver behandlet. På den ene side hæfter man sig ved hans indsats i
1944, der peger fremad, og som betragtes som hans største præstation. På den anden side
er han symbolet på finsk forsvarskamp mod øst. Og finnerne selv finder ingen
inkonsekvens i disse vurderinger.
Wipert von Blücher skriver i sine memoirer, at »Finland blev kastet ud i storpolitiske
strømhvirvler, ligesom et stykke flådtømmer rives med ad en frådende elv«. Det
malende billede synes at forudsætte, at småstater er totalt magtesløse i
stormagtskonflikter, hvor sådanne lande lignes med bønderne, der gøres til genstand for
gambit i et skakparti. Men international politik er ikke skakspil. I så fald skulle
Finland for længst være fejet bort fra
587
brættet. Men landet klarede sig med livet i behold, og trods kolde og lunkne
krigsspændinger har Finland befæstet sin stilling som neutral stat.
Den kendte finske diplomat Max Jakobson omtaler i sin bog »Egna vägar«, at lige siden
1944 og frem til vor tid har udlændinge til stadighed stillet spørgsmålet: Hvorfor har
Sovjetunionen ladet Finland beholde sin selvstændighed? I den form synes spørgeren a
priori at gå ud fra den antagelse, at Finlands selvstændighed udelukkende skulle bero
på Sovjetunionens velvilje. Man kan også af spørgsmålet drage den slutning, at i
følge sagens natur skulle Finland ikke bestå som selvstændigt land, og at spørgeren
følgelig må nære mistanke om, at Sovjetunionen sikkert må have et eller andet skjult,
skummelt motiv til at tolerere finsk uafhængighed. Den mulighed, at finnerne selv skulle
have haft noget med den sag at gøre, kommer åbenbart slet ikke i betragtning.
For egen regning ville jeg tilføje, at finnerne netop ikke har og ikke vil forsøge at
flåde tømmer op mod strømmen.
Med henvisning til de forhandlinger, som er blevet ført med Dem, ønsker jeg at give
udtryk for min tilfredshed med, at Tyskland vil tilgodese Finlands ønsker med hensyn til
militærhjælp og umiddelbart vil bistå Finlands tropper ved at sende tyske styrker og
krigsmateriel for at slå det russiske angreb i Karelen tilbage. Endvidere har jeg noteret
mig det i Deres rigsregerings navn afgivne løfte om, at Det tyske Rige også fremdeles
vil yde Finland al den støtte, som ligger inden for mulighedernes grænse med det formål
sammen med Finlands stridskræfter at slå den russiske offensiv mod Finland tilbage.
I denne forbindelse forsikrer jeg Dem, at Finland er besluttet på ved Tysklands side at
fortsætte krigen mod Sovjetunionen lige til den trussel, som Finland er udsat for fra
Sovjetunionens side, er afværget. I betragtning af den våbenbroderhjælp, som Tyskland
yder Finland i den nuværende vanskelige situation, erklærer jeg som republikken Finlands
præsident, at jeg kun i forståelse med den tyske rigsregering vil slutte fred med
Sovjetunionen og ikke vil tillade, at Finlands af mig udnævnte regering eller nogen anden
person indleder forhandlinger om våbenstilstand eller fred eller forhandlinger, som
tjener disse formål undtagen i enighed med en tysk rigsregering.
(sign.) Risto Ryti
Entwurf zum Militärvertrag
Uddrag af »Udkast til militæroverenskomst« som forelagt rigsforstander Svinhufvud af
general von der Goltz:
§ 1. Finland forpligter sig til i fredstid at opretholde en stående hær indbefattet
marine på mindst 1 % af sin befolkning og til at vedtage en forsvarslov med
gennemførelse af almindelig værnepligt.
§ 2. Finland forpligter sig til at organisere, uddanne og udruste sin hær i
overensstemmelse med de for Tysklands hær gældende principper.
§ 4. Finland forpligter sig til at indføre en statsform, der sikrer den tyskvenlige
udenrigspolitiks beståen.
§ 5. I tilfælde af at Tyskland kommer i krig med en magt, der samtidig truer Finlands
grænser eller interesser... skal Finlands hær sættes ind på de nordlige og østlige
frontafsnit. Til dens indsats på andre krigsskuepladser kræves en særlig overenskomst.
§ 8. Tyskland forpligter sig til at støtte Finlands krav under de nuværende
forhandlinger med Rusland, forsåvidt dette er i Finlands og i det fremtidige finsk-tyske
forbunds velforståede interesse. (Enckell, s. 362).
Uddrag af Våbenstilstandsoverenskomsten mellem Sovjetunionen og Det forenede Kongerige
på den ene side og Finland på den anden side.
Artikel I
I forbindelse med indstilling af krigshandlinger fra finsk side den 4. september 1944 og
fra sovjetisk side den 5. september 1944 forpligter Finland sig til at trække sine
tropper tilbage bag den sovjetisk-finske grænse fra 1940 i overensstemmelse med den
fremgangsmåde, der er bestemt i tillægget til nærværende overenskomst.
Artike12
Finland forpligter sig til at afvæbne de tyske land-, sø- og luftstyrker, som er
forblevet i Finland efter den 15. september 1944 og at overgive deres perso-
589
nel til den Allierede (Sovjetiske) Overkommando som krigsfanger. Den sovjetiske regering
vil bistå den finske hær med denne opgave.
Den finske regering forpligter sig ligeledes til at internere tyske og ungarske
statsborgere på finsk territorium.
Artikel 6
Den fredstraktat, der blev indgået mellem Sovjetunionen og Finland den 12. marts 1940 i
Moskva, sættes i kraft underkastet de ændringer, der følger af nærværende
overenskomst.
Artikel 7
Finland tilbageleverer til Sovjetunionen »Oblast« omkring Petsamo (Pechenga), som af
Sovjetstaten frivilligt blev afstået til Finland i overensstemmelse med fredstraktaterne
af 14. oktober 1920 og 12. marts 1940, inden for de grænser, som er angivet i tillægget
og kortet, vedlagt nærværende overenskomst.
Artikel 8
Sovjetunionen giver afkald på sine rettigheder til leje af Hangö-halvøen, som blev
tilkendt Sovjetunionen efter fredstraktaten af 12. marts 1940, og Finland på sin side
forpligter sig til på lejebasis at overdrage til Sovjetunionen land- og søterritorium
på Porkkala-Udd til oprettelse af en sovjetisk marinebase.
Grænserne for land- og søterritoriet omkring basen på Porkkala-Udd er fastlagt i
tillægget til nærværende artikel og afsat på kortet.
Artikel II
De tab, der er blevet påført Sovjetunionen af Finland ved militære operationer og ved
okkupation af sovjetisk territorium, skal af Finland erstattes Sovjetunionen til et beløb
på 300 millioner dollars, som skal erlægges over seks år i varer (tømmer,
træprodukter, papir, cellulose, skibe, flodtransportmidler, diverse maskiner).
Finland forpligter sig ligeledes til at erstatte de tab, der er påført ejendom
tilhørende andre allierede stater og deres statsborgere i Finland. Disse
erstatningsbeløb skal fastsættes separat.
Artikel 13
Finland forpligter sig til i samarbejde med de allierede magter at pågribe personer,
anklaget for krigsforbrydelser, og at medvirke ved disses domfældelse.
590
Artikel 21
Finland forpligter sig til omgående at opløse alle pro-Hitler organisationer (eller af
fascistisk karakter), på finsk territorium, såvel politiske, militære eller
para-militære, såvel som andre organisationer, der fører en propaganda fjendtlig mod de
allierede, i særdeleshed mod Sovjetunionen, og må ikke i fremtiden tillade eksistensen
af lignende organisationer.
Artikel 22
Der skal oprettes en allieret Kontrolkommission, som indtil en fredsslutning med Finland
skal regulere og kontrollere gennemførelsen af nærværende overenskomst under den
Allierede (Sovjetiske) Overkommandos ledelse og instruktion, som repræsenterer de
allierede magter.
Artikel 23
Nærværende overenskomst træder i kraft fra tidspunktet for dens underskrivelse.
Stadfæstet i Moskva den 19. september 1944 i en kopi, som skal opbevares af
Sovjetunionens regering, på russisk, engelsk og finsk, idet den russiske og engelske
tekst er den autentiske.
Bekræftede kopier af nærværende overenskomst med tillæg og kort, vil blive overgivet
af Sovjetunionens regering til hver af de andre regeringer, på hvis vegne nærværende
overenskomst er blevet underskrevet.
For
Sovjetunionens og det Forenede Kongeriges regeringer
A. Zhdanov
For
Finlands regering
C. Enckell
R. Waldén
E. Heinrichs
0. Enckell
(Palm, s. 155ff.)
Uddrag af forhørsprotokollen over Hans Metzger ved Civilian Interrogation Centre, British Military Mission Denmark, Alsgade skole, den 9. oktober 1945.
591
Hans Metzger, født 1912 i Wiesbaden, faderen Carl Metzger var før 1914 rektor for
Skovbrugshøjskolen i Hannover, såret under første verdenskrig, fra 1916-18 i Sverige
som sagkyndig i forbindelse med tyske tømmerindkøb, i 1918 i Finland som
efterretningsofficer i von der Goltz' østersødivision, derefter bosiddende i
Helsingfors, professor i skovbrug ved Helsingfors universitet og tillige knyttet til den
tyske legation som finans- og handelsattaché.
Sønnen Hans Metzger studerede jura dels ved Helsingfors, dels ved Marburg universiteter,
tog eksamen i 1934. I 1933 indmeldte både far og søn sig i N.S.D.A.P.s lokalafdeling i
Helsingfors samtidig med det store flertal af de i hovedstaden bosiddende tyskere. Hans
Metzger var først ansat i det tyske landbrugsministerium og derefter i Auswärtiges Amt.
Fra juli 1939 var han ansat som presseattaché ved den tyske legation i Helsingfors.
I juni 1944 fik Metzger af gesandt Blücher overdraget den praktiske tilrettelæggelse af
udenrigsminister Ribbentrops besøg. Adspurgt hvem der havde taget initiativet til dennes
rejse, svarede H. M., at så vidt han vidste, havde Hitler aftenen før (den 21. juni
1944) uventet hurtigt beordret Ribbentrop til at rejse til Finland. Sammen med det øvrige
legationspersonale og sin far forlod H. M. Helsingfors efter det diplomatiske brud mellem
Finland og Tyskland i september 1944.
Fra oktober 1944 var H. M. knyttet til den tyske legation i Stockholm, men i februar 1945
blev han afskediget fra A. A.s tjeneste, angivelig fordi han var involveret i
kompetencestridigheder mellem Auswärtiges Amt og Sicherheitsdienst. Fra den 15. marts
1945 var Hans Metzger i København.
Ved sin arrestation i Århus efter den tyske kapitulation var Hans Metzger i besiddelse af
et identitetskort for diplomater, udstedt den 27. marts 1945 ved den tyske
rigsbefuldmægtigede i Danmark Werner Best, tillige med passerpas til Vesterport og
Dagmarhus. Det er uklart, hvilke opgaver i Danmark H. M. havde. Efter sin egen forklaring
skulle han sende indberetninger fra og om den svenske presse, da han talte flydende
svensk. Det samme sprog benyttede han sig af, da han på baren »Kakaduen« gjorde
bekendtskab med den prostituerede Inge Sørensen, som han flyttede ind hos i
Christiansgården, Dronningens Tværgade. Da kvarteret i forbindelse med befrielsen i maj
1945 var under beskydning, flyttede parret til Strandvejen 38 i Tårbæk, hvor de lejede
fire værelser hos en fru Hoffmann, der var medlem af det danske nazistparti. Over for
Inge Sørensen havde Metzger udgivet sig for svensker med navnet Kalle Jonsson, men da han
følte jorden brænde under sig, fortalte han hende om sin egentlige identitet og bad
hende om at hjælpe sig med at dække over ham. Inge Sørensen fortalte imidlertid sin
broder i Århus, hvem hendes ven i virkeligheden var, og han, der
592
havde været medlem af frihedsbevægelsen, sørgede for, at Hans Metzger blev arresteret
under et besøg i Århus.
Under forhøret benægtede H. M. enhver form for medvirken til fordel for
Sicherheitsdienst, og han havde kun haft en flygtig forbindelse med SD.s leder i Finland,
Sturmbannführer Bross, ligesom han afviste, at han havde haft noget at gøre med
hvervning til SS blandt finske flygtninge i Sverige efter september 1944. I Danmark havde
han overhovedet intet ulovligt foretaget sig.
Sign. den 25. oktober 1945,
Køngved, løjtnant.
Ref. CID/1/M 56.
Hans Metzger menes, mens han var ansat som presseattaché ved den tyske legation i
Stockholm, at have været særdeles aktiv for at så splid mellem Finland og Sovjetunionen
efter september 1944. Han skulle have udspredt rygter om, at under kampene i Nordfinland
havde adskillige finske generaler og højere officerer sluttet sig til tyskerne for at
danne »en fri finsk regering«, og at en borgerkrig i Finland var nær forestående.
Rygterne blev gengivet vidt og bredt i den svenske presse, og de vakte stort røre.
Sign. R. F Hemmingway, major
OC CI Sub-Section.
(Forsvarets efterretningstjeneste, B-arkivet, pk. 94).
I den selvstændige republiks tid blev Gammelfennomanerne, et konservativt parti fra
storfyrstendømmets dage, til Det nationale Samlingsparti (Kansallinen Kokoomus), som til
vore dage har bevaret sit konservative præg. De liberale Ungfennomaner dannede efter 1918
Fremskridtspartiet (Edistyspuolue), der var reformvenligt, men tog skarp afstand fra
socialismen. Det svenske Folkeparti har først og fremmest varetaget det nationale
mindretals interesser. I republikkens første årti fik partiet en stærk højredrejning,
men i opposition til Samlingspartiets markerede støtte af finsk i administration og
undervisning i sprogstriden placerede partiet sig efterhånden mere mod midten.
Agrarpartiet (Maalaisliitto) fik især tilslutning fra landbobefolkningen og havde i
1920'rne og 30'rne stor fremgang ved rigsdagsvalgene. Under
593
den økonomiske krise gik partiet ind for øget statskontrol af erhvervslivet, men var
antisocialistisk i sin grundholdning. Det store socialdemokrati var moderat,
revisionistisk og evolutionært; det lå på mange måder på linie med de øvrige
socialdemokratiske arbejderpartier i Skandinavien. I skarp modsætning hertil byggede Det
kommunistiske Parti på den revolutionære, rene marxistiske ideologi efter sovjetisk
forbillede. I 1920'rne svingede partiets mandattal omkring 1/3 af venstrepartiernes
repræsentation. I 1930 vedtog rigsdagen loven om kommunismens kriminalisering; partiet og
dets virksomhed var derefter forbudt til 1944. Fra 1933 var IKL (Isänmaallinen
kansanliike, Den fædrelandske Folkebevægelse) repræsenteret i rigsdagen. Det var et
yderliggående højreparti med nazistisk ideologi.
Efter våbenstilstanden i 1944 blev kommunistpartiet omgående legaliseret, og sammen med
et mindre venstresocialistisk parti dannedes det ny parti Folkedemokraterne, som sammen
med et af indre uro splittet socialdemokrati besatte omkring halvdelen af rigsdagens 200
pladser. IKL blev i henhold til våbenstilstandens § 21 forbudt; dets vælgere har
mestendels vendt sig til Samlingspartiet, som havde en del fremgang. Det svenske
Folkeparti og Fremskridtspartiet har begge mistet indflydelse. Det sidstnævnte er nu
opløst og afløst af Det finske Folkeparti, som imidlertid har haft vanskeligt ved at
gøre sig gældende. Det gamle Agrarparti har taget navneforandring til Centrumpartiet
(Keskustopuolue) i et forsøg på at vinde tilslutning blandt bybefolkningen, hvilket i
nogen grad er slået fejl. Det må dog erindres, at det var agrarpolitikeren Urho
Kekkonen, som fra 1956 til 1982 besatte præsidentposten.
Den finske præsident vælges hvert 6. år af 300 elektorer. Valget finder sted den 15.
februar - samme dato som Finland i 1362 fik ret til at sende repræsentanter til det
svenske kongevalg. Valget foretages i en eller flere omgange, indtil en af kandidaterne
har opnået mindst 151 af de 300 stemmer.
Som eksempel anføres valgrunden i 1956:
| I | II | III | |
| Fagerholm (Socialdemokratiet) | 72 | 114 | 149 |
| Kekkonen (Agrarpartiet) | 88 | 102 | 151 |
| Kilpi (Folkedemokraterne) | 856 | - | - |
| Toumioja (Samlingspartiet) | 57 | - | - |
| Rydman (Fremskridtspartiet) | 7 | - | - |
| Törngren (Det svenske Folkeparti) | 20 | - | - |
| Paasikivi | 84 | - |
Utrykte
Finlands Rigsarkiv: R. R. Kokoelma 24, s. 4-6. Jatkosotan aika promemoriat. Hjalmar
J. Procopé Kokoelma, 602:121. Lähetelleläskaudelta Washingtonissa, kansion 79, s. 1-3.
Auslands-Informations-Dienst des Auswärtigen Amts. Nr. 48.
Sotasyyllisoikeuden asiakirjat. (Dokumenter vedrørende krigsansvarlighedsprocessen
1945-46).
Valtiopäivät 1944. Pöytätkirjat. (Rigsdagsprotokoller).
Georg Achates Gripenbergs dagböcker 1940-44 (GAG).
Justitskanslerembedets Arkiv.
Danmarks Rigsarkiv: Forsvarets efterretningstjeneste, B-arkivet, pk. 94.
Udenrigsministeriets arkiv: 122.D. L Finland: Indrepolitiske forhold, pk. IV,
Trykte
Aviser
Berlingske Tidende, den 28. juni 1944.
Social-Demokraten, den 30. juni 1944.
Information, juni 1944.
Land og Folk, juli/august 1944.
Erindringer og Fremstillinger
Assarsson, Vilhelm: I skuggan af Stalin. Stockholm, 1963.
Bitva za Leningrad 1941-44. Under redaktion af generalløjtnant S. P. Platonov.
Moskva-Leningrad 1964.
Blücher, Wipert von: Gesandter zwischen Diktatur und Demokratie. Wiesbaden, 1950.
Boheman, Erik: På vakt. Kabinettssekreterare under andra världskriget. Stockholm,
1964.
Born, Ernst von: Levnadsminnen. Helsingfors, 1954.
Churchill, Winston: The Second Worid War, III-V. London, 1950-52.
Dau, Mary: Danmark og Sovjetunionen 1944-47. København, 1969.
Died, Gerda-Louise und Hermann, Kurt: General Dietl. München, 1951.
Enckell, Carl: Politiska minnen I-11. Helsingfors, 1956.
Erfurth, Waldemar: Der finnische Krieg 1941-44. Wiesbaden, 1950.
(Når intet andet anføres, er denne bog kilden).
Erfurth, Waldemar: Sotapäiväkirja (Krigsdagbog) 1944, Poorvo, 1954.
Gripenberg, G. A.: London-Vatikanet-Stockholm. En beskickningschefs minnen, bd. II.
Stockholm, 1960.
Hafström, Gerhard: President Ryti och Ribbentroppakten. Svensk Tidsskrift, 1952.
Hansard, bind 403. London, 1944.
Jägerskiöld, Stig: Marskalken av Finland 1941-44. Helsingfors, 1979.
Heinrichs, Erik: Mannerheirngestalten, bd. 11. Helsingfors, 1959.
Hornborg, Eirik: Stormig höst. Helsingfors, 1960.
Klink, Ernst: Die deutsch-finnische Zusammenarbeit 1944. Stuttgart, 1951.
Langer, William L. -Gleason, S. Everett: The Undeclared War 1940-41. New York,
1953.
Linkomies, Edwin: Vaikea aika. Suomen páärninisterinä sotavuosina 1943-44.
(Tunge tider. Finlands statsminister i krigsåret 1943-44). Helsinki 1970.
Lundin, C. Leonard: Finland och andra världskriget. Ekenäs, 1958.
Mannerheim, Gustav: Minnen, bd. II Helsingfors, 1952.
Marrandi, Rein: Med grannens ögon. Finlands fortsättningskrig 1941-44. Svensk
pressdiskussion. Ekenås, 1970.
Mäkelä, Jukka L.: Teräsvyöry Kannaksella (Stållavinen på Det karelske Næs).
Vaasa, 1977.
(Når intet andet anføres, er denne bog kilden).
595
Mäkelä, Jukka L.: Hemligt krig, Stockholm, 1966.
Nevakivi, Jukka: Maanalaista diplomatiaa (Underjordisk diplomati). Helsinki. 1983.
Oesch, Kari Lennart: Finlands öde avgöres på Nåset år 1944. Borgå, 1957.
Paasikivi, J. K.: Dagböcker 1944-56. Vid katastrofens rand. I Borgå, 1985.
Palm, Thede: The Finnish-Soviet Armisticenegotiations of 1944. Uppsala, 1971.
Philippi, A. -Heim, F.: Der Feldzug gegen Sowjetrussland 1941-45. Stuttgart, 1962.
Procopé, Hjalmar J.: Fällanda dom som friar. Stockholm, 1960. (Forh. præsident
Rytis forsvar for krigsansvarlighedsdomstolen 11.-13. december 1945).
Quensel, Nils: Minnesbilder. Stockholm, 1973.
Rendulic, Lothar: Gekämpft gesiegt geschlagen. Wels-Heidelberg, 1952.
Schwartz, Andrew J.: America and the Russo-Finnish War. Washington, 1960.
Tanner, Väniö: Vägen till fred 1943-44. Helsingfors, 1952.
Tanner, Väniö: Suomen tie rauhaan 1943-44. Helsinki, 1952.
(Når intet andet anføres, er den svenske udgave kilden)
Wirtanen, Atos: Politiska minnen. Borgå, 1973.
(Når intet andet anføres, er denne bog kilden).
Wirtanen, Atos: Mot mörka makter. Tammerfors, 1963.
Aspelmeier, Kurt: Deutschland und Finland während der beiden Weltkriege. Hamburg,
1967.
Erfurth, Waldemar: Das Problem der Murman-Bahn. Wehrwissenschaftliche Rundschau, Jg. 2,
1952.
Frietsch, C. 0.: Finlands ödesår 1939-43. Helsingfors, 1945.
Jakobson, Max: Egna vägar. Stockholm, 1968.
Juva, Einar: Rudolf Waldén 1878-1946. Poorvo, 1957.
Jägerskiöld, Slig: Från krig till fred. Gustaf Mannerheim 1944-1951. Helsingfors, 1981.
Palencia, Isabel de: Alexandra Michailovna Kollontay. Stockholm, 1946.
Polvinen, Tuomo: Finland i stormagtspolitiken 1941-44. Bakgrunden till
fortsättningskriget. Stockholm, 1969.
Shirer, William L.: The Rise and Fall of the Third Reich. New York, 1960.
Werth, Alexander: Russia at War 1941-45. London, 1964.
Wuorinen, John H.: Finland and the World War II 1939-44. New York, 1948.
Wuorinen, John H.: A History of Finland. New York, 1965.
GÅ TIL INDHOLDSFORTEGNELSEN GÅ TIL DEL 3 GÅ TIL DEL 1 GÅ TIL DET ÅBNE AKADEMIS HJEMMESIDE
Copyright
1998 Henrik Bertelsen. Uddrag fra "HISTORIE" udgivet af Jysk Selskab
For Historie, Jyske Samlinger, Ny Række XVI, ISSN 0107-4725, 1985-1987.
Publiceret på internettet med tilladelse fra Jysk Selskab for Historie og fra
forfatteren.
Antal besøgende: