Finlands vej til freden
Ribbentrop-Ryti-aftalen - forspil og efterspil
af Henrik Bertelsen

DEL 3/4

Indholdsfortegnelse:

Reaktioner, kommentarer og debat
Intet nyt fra østfronten - optakt til ny Stockholm-runde
Præsidentskifte og ny regering
Ribbentrop -Ryti-aftalen under afvikling

Reaktioner, kommentarer og debat

USA's reaktion på Finlands alliance med Tyskland kom omgående. Som ventet meddelte præsident Roosevelt fra Det hvide Hus, at USA afbrød de diplomatiske forbindelser med Finland på anbefaling af chargé d'affaires Gullion og udenrigsminister Hull. Den amerikanske præsident udtalte i den anledning: »Det amerikanske folk lader sig ikke købe ved amortisationsbetalinger på gæld til USA«.
Fra tysk side fik bruddet mellem USA og Finland følgende kommentar med på vejen: »USA betragter tilsyneladende Finland som en sydamerikansk bananrepublik, men Finland er en fri europæisk stat. Det amerikanske gesandtskab og de amerikanske journalister drev åbenlys spionage i Helsingfors. Under vinterkrigen 1939-40 drak amerikanske millionærer champagne og dansede swing til ære for Finland. Derudover foretog man sig intet. Kampene på Det karelske Næs blev ligestillet med stammefejder mellem apacher og siouxer. Den camouflerede vinterhjælp til Finland skulle ske i form af en invasion gennem Nordskandinavien. Den senile udenrigsminister Hull kendte ikke forskel på Helsingfors og Helsingborg.
For Finland var det amerikanske venskab lig nul«¹.
I Stockholm blev den svenske regering først den 28. juni officielt informeret om Ribbentrops besøg i Helsingfors. Utrikesdepartementet havde imidlertid natten til den 25. juni fået telefonisk meddelelse om, at »R« var ankommet til Finland, hvortil Gripenberg spurgte: »Hvem er R? Rommel eller Rundstedt?«

1. Auslands..., nr. 48.

554
 
Kabinetssekretær Boheman forelagde udenrigsminister Christian Günther teksten til Ribbentrop-aftalen. Denne hæftede sig ved ordene »den våbenbroderhjælp, som lyskland yder Finland i dets nuværende vanskelige situation«. »Er formuleringen affattet således for tidsmæssigt at begrænse Finlands tilknytning til Tyskland?«, spurgte Günther. Det mente Gripenberg; enhver anden end Ryti vil kunne slutte fred med Sovjetunionen¹.
Den svenske regering var foruroliget over udviklingen i Finland. Statsråd Nils Quensel har skildret en regeringsdrøftelse i den anledning. Den svenske hærchef general Jung var den udfarende kraft: »Stemningen i de ledende kredse i Helsingfors er alt for optimistisk ... Tysklands nederlag er uundgåeligt ... Ruslands fredsbetingelser vil med tiden blive hårdere og hårdere ... Finland mister sin selvstændighed, og russerne bliver vore naboer... et endnu alvorligere militærpolitisk problem end før«. Det blev drøftet, om man fra svensk side skulle prøve at få de finske politikere og den militære ledelse til at indse, hvor farlig forbindelsen med Tyskland var og lægge kursen om, inden det blev for sent. Quensel anbefalede et besøg hos Mannerheim, som var i opposition mod Ryti og hans tyske politik. Hvis Mannerheim ville tage initiativet, ville al snak om et dolkestød i ryggen på Finland forstumme. Men statsminister Per Albin Hansson anså det for farligt at drive en kile ind blandt finnerne på dette tidspunkt, og dermed faldt interventionsplanerne til jorden².
Et så omstridt og fundamentalt skridt som Ribbentrop-Ryti-aftalen udløste selvsagt en stribe svenske pressekommentarer.
I begyndelsen mente flere aviser, at et tysk kup havde fundet sted i Finland i lighed med det, som var foretaget i Ungarn, og at ministeriet Linkomies nu var en ren Quisling-regering. »Finlands regering sidder nu på de tyske bajonetter«, fastslog Richard Lindström i »Morgontidningen«:
»Finland er nu en tysk provins som Schwaben eller Thüringen« og videre: »Er man virkelig aldeles døv og blind i den finske regering over for det, som sker rundt om på krigsskuepladserne?«
»Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning« talte rent ud om »Rytis pronunciamento«, og »Arbetaren« håbede på et folkeoprør mod Ryti - »Det finske demokratis sidste værn er manden på gaden - han kan i sidste øjeblik kaste diktatorerne på porten, så kan demokratiet endnu reddes«. »Dagsposten« indtog dog det standpunkt, at Finland måtte gøre resolut modstand

 1. Gripenberg, s. 239, 244.
2. Nils Quensel (1894-1971), jurist, embedsmand, præsident i Kammarråtten 1940-61, konsultativ statsråd fra 1936 til 1951, da han trak sig tilbage efter en skandale i forbindelse med en homoseksuel straffesag. Quensel, s. 254.

555
 
og føre en kamp til det yderste mod den angribende stormagt - et synspunkt det pågældende blad stod isoleret med. »Svenska Morgenbladet« skrev selvretfærdigt: »Vi (svenskerne) ville under alle omstændigheder aldrig binde vor skæbne til Hitlers Tyskland. »Svenska Dagbladet«: »I verdenskrigens ellevte time har Finlands regering bundet nationens skæbne til Det tredie Rige, som er omringet fra alle sider og kæmper for sit liv«.
»Stockholms-Tidningen«: »Tyskland er langt fra i stand til at yde den hjælp, som kan vende krigslykken, og som er nødvendig for at redde Finland. Det som venter dette land kan ikke blive andet end en gentagelse af de ulykker og lidelser, som er overgået Italien«. »Aftontidningen« formodede, at den tyske krigsledelse havde tildelt Finland en pindsvinestilling, som kunne efterlades, når Baltikum var blevet evakueret. Den overordentlig skarpe reaktion i svensk presse, der grænsede til bitterhed, kunne forklares ved, at Finland aldrig tidligere - ikke engang i foråret 1944 - havde ænset de svenske fredstilskyndelser¹.
For den danske presses vedkommende må man tage de særlige forhold i betragtning, som med hensyn til censur, tvangsindlagte pressemeddelelser fra DNB m.m. var gældende i besættelsestiden.
»Berlingske Tidende« den 28. juni (DNB): »Der opnåedes på alle punkter fuld enighed i rigsregeringens og den finske regerings opfattelser, båret af våbenbroderskabsånden mellem hærene og venskabet mellem de to folk«, hvorefter der citeres fra »Völkischer Beobachter«: »... i Finland er man overbevist om, at der ikke findes nogen udvej med Moskva, fordi ethvert forsøg på ad diplomatisk vej at nå til en mellemstatlig ordning må mislykkes som følge af bolschevismens erobringsplaner«, og fra »Deutsche Allgemeine Zeitung«: »... finnerne har ikke ladet sig lede på afveje af skinhellige bolshevistiske tilbud ... Finland er samtidig en hjørnepille og en bølgebryder for Europas forsvar imod bolshevismen«.
»Social-Demokraten« den 30. juni 1944. Berlin, Torsdag (RB): »Visse svenske blades tagen stilling til det i Helsingfors opnåede resultat gøres i tyske kredse til genstand for skarpe betragtninger... som nonsens betegnes navnlig påstanden om, at rigsudenrigsministeren skulle have begivet sig til Helsingfors ud fra en tvangssituation«.
Når man vender blikket mod de ledende finske politikeres beretninger om, hvad der i virkeligheden var foregået under midsommerkrisen og deres måde at løse den på, så hersker der megen uklarhed. Dette gælder i særdeleshed præsidentens underskrift på aftalen med Tyskland. Ud fra det foreliggende kildemateriale kunne man stille spørgsmålet: Hvem var det, der

 1. Marandi, s. 251ff.

556
 
påtog sig ansvaret(æren) for at have rådet Ryti til med sin egen underskrift alene at pålægge landet forpligtelser i forhold til Tyskland? Eller spurgt på en anden måde: Hvem fik ideen?
Statsminister Linkomies tildeler i sine erindringer sig selv den afgørende rolle, da beslutningen skulle tages. han ræsonnerede sig frem til følgende argument mod rigsdagens medvirken: Hvad ville der ske, hvis rigsdagen skulle gå imod aftalen med Tyskland? Så måtte regeringen gå af, og efter parlamentarisk skik måtte så Det svenske Folkeparti og Socialdemokratiet påtage sig regeringsansvaret og vælge det andet alternativ: fredsforhandlinger med USSR, hvilket ville fremkalde en voldsom opinion mod regeringen. Dette kunne tyskerne udnytte, og på den måde ville landet havne i fuldstændig opløsning. Regeringen måtte sammen med præsidenten tage ansvaret alene. Linkomies tog i bil ud til Ryti på Ekudden, hvor præsidenten blev stillet over for et ultimatum: Linkomies ville omgående indgive sin afskedsbegæring, hvis præsidenten ikke på regeringens anbefaling skrev under uden rigsdagens medvirken. Ryti virkede meget nervøs, men sluttelig accepterede han; dog modsatte han sig indigneret at holde nogen radiotale til nationen om det, der var blevet besluttet. Til Linkomies' store undren lod Ryti senere under krigsansvarsprocessen retten forstå, at det var på Mannerheims indstændige opfordring med henvisning til den militære nødvendighed, at han havde skrevet under uden rigsdagens godkendelse og uden en ministers kontrasignatur. Talen til nationen måtte Linkomies så senere holde¹.
Ryti hævdede senere for krigsansvarlighedsdomstolen, at hans vurdering havde vist sig at være rigtig. »Vi var i en frygtelig situation. Hjælp var nødvendig for at undgå en militær katastrofe ... men i fald hjælpen blev modtaget var dens forudsætning en risikabel forbindelse, som, såfremt den skulle blive langvarig, også kunne ende i en katastrofe. Denne løsning indebar for Finland dog den mulighed, at landet kunne undgå fuldstændig tilintetgørelse. Såfremt jeg alene påtog mig ansvaret for aftalens indgåelse, kunne rigsdagen bevare sin juridiske og moralske handlefrihed til at anlægge en ny kurs, når den mente, at det ville være hensigtsmæssigt og rigtigt. I statsrådets behandling af denne sag, erklærede jeg, at jeg var parat til at gå af, når et sådant gunstigt tidspunkt skulle indtræffe«².
Den efter krigens afslutning vedtagne krigsansvarlighedslov indebar, at landets præsident på det tidspunkt i efteråret 1945 kunne stilles for retten. Mannerheims navn kom dog ikke for alvor på tale i forbindelse med de

 l. Linkomies, s. 292-93.
2. Rytin puolustuspuhe, S.a. II, s. 7.

557
 
personer, mod hvem der skulle rejses tiltale. Paasikivi som statsminister og kredsen omkring ham var fast besluttet på, at der ikke skulle rejses anklage. mod den forhenværende marskal. Det var også af betydning at sovjetregeringen heller ikke ønskede nogen aktion mod landets præsident; han var en betydningsfuld garant for loyal opfyldelse af våbenstilstandsvilkårene og en korrekt politik. Ved flere lejligheder fik Mannerheim tilmed af kontrolkommissionen forsikring om, at han ikke havde noget at frygte i den retning. Det er også bemærkelsesværdigt, at de finske kommunister i regeringen havde en tilsvarefide mådeholden stilling.
Men Mannerheim selv ønskede fuld klarhed over sin egen situation. Derfor tilbød han i et brev af 14. oktober 1945 til justitsråd Onni Petäys, at han var rede til at modtage justitsråden og besvare spørgsmål, som måtte have relevans til hans eventuelle ansvarlighed. Onni Petäys var af justitsminister Kekkonen blevet anmodet om at lede en forundersøgelse mod de krigsansvarlige finske politikere på grundlag af Hornborgkomiteens betænkning (se s. 584).
Mødet blev fastsat til den 18. oktober og fandt sted på Mannerheims bolig Brunnsparken nr. 22; tilstede var endvidere præsidentens adjudant oberst Ragnar Grönvall, der tog referat. Petäys havde i samråd med Kekkonen formuleret 25 spørgsmål til præsidenten, hvoraf to har betydning for Ribbentrop-Ryti-aftalen.
 Spørgsmål nr. 22: Hvad var hr. Marskalkens opfattelse af den af Ribbentrop krævede aftale.
Svar: At den var aldeles nødvendig for at få militærhjælp uden hvilken vor situation var katastrofal. Der måtte skabes militær ligevægt, fronten stabiliseres og kampmoralen højnes. Derved kunne der senere skabes muligheder for fredsforhandlinger med russerne. Det var meningen, at præsidenten skulle underskrive en forpligtelse, der kun var bindende for ham selv. Dette var min holdning, som jeg fremførte med stor vægt over for præsident Ryti. Min tanke var, at præsidenten skulle gøre dette uden at underrette regeringen, og uden at noget regeringsmedlem kontrasignerede aftalen. Og det skulle ske så hurtigt som muligt og derpå fredsforhandlinger.
Petäys: Forskellen var altså, at Ryti gjorde dette i regeringen?
Mannerheim: Ja, det var forskellen. Ikke desto mindre var det fra præsident Rytis side en medborgerlig bedrift, som jo i hvert fald gav landet nye chancer. Han gjorde landet en overordentlig stor tjeneste. På det tidspunkt var moralen langt nede, og jeg tror, regeringen var parat til at strække sig meget vidt.

558
 
Petäys: Kan man tænke sig, at nogen finne - måske i den bedste mening - havde givet Ribbentrop et vink om at komme?
Mannerheim: Det er nok muligt, men det er svært at vide.
 Spørgsmål nr. 23:
Har hr. Marskalken siden forsvaret præsident Rytis handling i den sag?
Svar: Ja, og det vil jeg fortsat gøre. Dengang kom den ene og den anden fra regeringen og sagde, at vi måtte overgive os på nåde og unåde, hvortil jeg svarede: Under ingen omstændigheder.
Petäys: Må jeg spørge, hvilke regeringsmedlemmer det var?
Mannerheim: I telefonen sagde jeg til Waldén, at eftersom Ribbentrop lader sig nøje med dette (Rytis underskrift alene), så er det en sag, man bør ordne på den måde. Det er allerbedst, at hverken regering eller rigsdag forpligtes.
Optegnet som her fremstillet i det omfang, som det har været muligt uden kendskab til stenografi, og bekræftet, at det er gjort på ære og samvittighed.

Første adjudant
oberst Ragnar Grönvall¹

Tanner beretter, at præsidenten i begyndelsen ikke ville gå med til at underskrive uden rigsdagens samtykke; han fastholdt, at de lovlige formler i et så vigtigt anliggende måtte overholdes. Først efter at have rådspurgt to forfatningseksperter, der forsikrede, at loven ikke hindrede en foranstaltning af den art, bestemte Ryti sig til at signere. Hvorvidt de også udtalte sig om aktstykkets gyldighed, forlyder der ikke noget om².
Tanner sammen med sine fire socialdemokratiske ministerkolleger plus en fremskridtsmand stemte i statsrådet imod at lade Ryti godkende aftalen. Først efter at Ribbentrop var fløjet til Berlin med Rytis underskrift på dokumentet i lommen meddelte Tanner den socialdemokratiske partiledelse, at han for sit vedkommende ikke ville tillægge det underskrevne papir nogen større vægt. Vigtigere aftaler var blevet brudt, når der var behov for det³.
Det svenske Folkeparti udtrykte sig meget skarpt. Dets rigsdagsgruppe erklærede, at regeringens fremgangsmåde var i åbenlys strid mod forfatnin-

 1. Oberst Grönvalls notater den 18. oktober 1945, Justitskanslerembedets Arkiv.
2. Tanner, s. 209.
3. Tanner, s. 214.

559
 
gen og tog afstand fra partiets to regeringsrepræsentanter, Ramsay og Ehrenrooth, der havde stemt for, at præsidenten skrev under¹.
Fra uventet hold hørtes pludselig en stemme efter mange års tavshed.
I et interview i Finlands TV udtalte den næsten 70-årige forhenværende presseattaché Hans Metzger i september 1981, at efter hans mening forpligtede aftalen med Ribbentrop kun præsident Ryti personligt og kun sålænge, han var republikkens præsident. Metzger hævdede endvidere, at det var hans forslag, at Ryti alene skulle underskrive, og at det var lykkedes ham at overbevise den tyske udenrigsminister om, at det var Ribbentrop selv, der skulle have undfanget ideen. Metzger bestred, at han nogensinde skulle have været - som det var påstået - »Hitlers øje og Himmlers øre«. Han havde aldrig haft nogen afgørende indflydelse, men blot fungeret som mellemmand. Under sin løbebane havde han dog fået en vis indsigt i magtstrukturens intriger og krinkelkroge². Om Hans Metzger iøvrigt, se bilag 4.
Om den forfatningsmæssige lovmedholdige ret for en finsk præsident til uden rigsdagens medvirken og godkendelse - på egen hånd med sin underskrift alene at pålægge sit land forpligtelser i forhold til en anden magt henvises til Hornborgkommissionens betænkning på side 584.
Denne undersøgelses centrale spørgsmål drejer sig om to forhold: 1. Hvorfra stammer inventionen om, at Ryti alene ved sin underskrift kunne forpligte Finland?
Mannerheims påstand om, at det skulle skyldes ham, er ikke sandsynlig. Hans memoirer tjener bl.a. til at stille marskallen i et fordelagtigt lys, og det er ikke nogen ringe bedrift at have bidraget til at finde redningsplanken i en kritisk situation. I Tanners meget udførlige redegørelse for hele hændelsesforløbet op til den 26. juni omtales intetsteds noget om Mannerheims forslag i den form, som det skildres i dennes »Minnen«. At præsidenten alene skulle underskrive aftalen, mener Tanner var en tysk opfindelse, hvorimod general Erfurth hævder, at det var de finske kronjuristers forslag³.
Det kan forekomme ret forbløffende, at man i Tyskland lod sig stille tilfreds med Rytis brev som eneste garanti for pagten mellem de to lande. General Rendulic har forklaret fænomenet på den for ham karakteristiske facon: »I følge finsk statsret har præsidenten fuldmagt til at indgå for landet forpligtende traktater med andre stater også uden parlamentets kendskab og godkendelse«⁴.

 1. Born, s. 226.
2. Nevakivi, s. 21-22, 33-34.
3. Tanner, s. 202. Erfurth, s. 244.
4. Rendulic, s. 277.

560
 
Intet kan være mere forkert. Ifølge den finske regeringsform af 1919 skal rigsdagen godkende alliancer og handelsaftaler, ligesom præsidenten i spørgsmål om krig og fred er bundet af rigsdagen.
Mon den udenrigsministerielle ekspertise i Wilhelmstrasse virkelig havde samme opfattelse som Rendulic? Næppe. Men én ting er, hvad man kunne betvivle i Auswärtiges Amt, noget helt andet er, hvad man tænkte og handlede efter i den nazistiske parti- statsledelses top.
Til fordel for Tanners påstand om, at fremgangsmåden var af tysk proveniens, taler hele den nazistiske statsfilosofi og forestillinger om førerprincippet. Hitler og Ribbentrop kunne ud fra deres autoritære forudsætninger ikke forstå det finske folks frihedstraditioner. I diktaturstater havde man ingen respekt for forfatning, love, rigsdag og offentlig opinion. En bevægelse som den finske fredsopposition ville have været utænkelig i Det tredie Rige. Men de var ofre for et selvbedrag: Et stykke papir med et statsoverhoveds underskrift alene var et værdiløst dokument - »Nur ein Läppchen Papier«.
Det kan endvidere fremhæves, at ordlyden i præsidentens løfte er så forsigtigt affattet, at mere end een udlægning med rimelighed er mulig. Tyskerne ville til enhver tid henholde sig til dokumentets ånd, hvorimod finnerne ud fra deres historiske erfaringer ville procedere på dets bogstav. Det er karakteristisk, at de sidstnævnte er mestre i fortolkningen af statens og samfundets retsregler og bestemmelser. Denne specielle interpretationskunst blev højt udviklet i russificeringstiden fra slutningen af forrige århundrede til første verdenskrig. Takket være finsk skarpsindighed på dette område opnåede centralstyret i zartidens Sankt Petersborg aldrig de tilsigtede resultater i datidens Storfyrstendømme Finland.
2. Hvem tilskyndede præsidenten til alene at underskrive aftalen? Den mulighed at præsidenten helt på egen hånd - uden at rådføre sig til nogen side - skulle have taget beslutningen, kan man se helt bort fra. Ryti skildres intetsteds som en stærk og selvstændig natur. Linkomies siger lige ud, at der overhovedet ikke har eksisteret nogen såkaldt »Ryti-politik«. Ryti var totalt passiv og fulgte i almindelighed de beslutninger, der blev taget i regeringen eller i det udenrigspolitiske udvalg.
Jeg anser det for ubestrideligt, at statsministeren i dette tilfælde som ved andre lejligheder var den stærke mand bag præsidenten. Linkomies har lagt stærkt pres på Ryti, og afstemningen i statsrådet peger i samme retning. Det samme gælder Mannerheim, som henviste til den katastrofe, som det finske forsvar stod umiddelbart overfor, hvortil kommer, at forfatningsekspertisen ingen indvendinger havde mod præsidentens handlemåde.
I begyndelsen af juli var der endnu en løbende fortolkningsdebat om det

561
 
sovjetiske kapitulationskrav. I statsminister Linkomies' radiotale den 2. juli blev kravet udlagt som »betingelsesløs kapitulation«. Dagen efter tog det svenske kommunistorgan »Ny Dag« til genmæle og forklarede, at Finlands fredsforhandlere var velkomne i Moskva, såfremt de bragte en principerklæring om, at Finland var beredt til at kapitulere. Kapitulationen skulle altså ikke finde sted først, og den afhang til syvende og sidst af Finlands godkendelse af fredsbetingelserne. »Svenska Dagbladet« gik den 4. juli skarpt i rette med de finske lederes forsømmelse med hensyn til at undersøge kravets indhold, inden de besluttede sig til at godkende Ribbentroppagten. Bladets lederskribent bygger på en forklaring i »Pravda«, der siger, at rygterne om et krav om »betingelsesløs kapitulation« er fuldstændig grundløst¹.
Også de underjordiske nyhedsorganer i Danmark kommenterede Finlands skæbnestund: »Den finske regering kan ikke slutte fred, fordi Finland er økonomisk afhængigt af Tyskland ... London radio oplyser... at tyske tropper er rykket ind i Helsingfors for at hindre den finske rigsdag i at handle uafhængigt af regeringens beslutning om at fortsætte krigen. De finske socialdemokrater, Det svenske Folkeparti og Fremskridtspartiet sætter sig kraftigt imod regeringens afgørelse. Overenskomsten med Ribbentrop kritiseres så skarpt på et lukket møde i rigsdagen, at Ryti besluttede sig til at forelægge rigsdagen en fuldbyrdet kendsgerning ... Rigsudenrigsminister von Ribbentrop har lovet den finske regering så megen tysk hjælp, at Viborg kan tilbageerobres ... I Sverige forlyder det, at Tanner er trådt tilbage ... Keitel er ankommet til Helsinki. En Waffen SS-general ventes ligeledes«².
»Den forbryderiske, herskende klike i Finland, som efter Hitlers krav tilbageviste Sovjetunionens storsindede fredstilbud, har faktisk kastet Finland ud i en militær katastrofe ... De finske eventyreres skamløse løgne er afsløret.
De foregøglede det finske folk, at Den røde Hær ikke ville foretage nogen offensiv. De lullede folket i søvn med historier om tyskernes styrke. De hviskede alle mulige ammestuehistorier om den hjælp, som finnerne ville kunne finde hos amerikanerne, i ørerne på de godtroende. Alt dette sludder er blevet dernenteret af sovjetkanonernes første salver... offensiven har tilintetgjort legenden om forsvarsværkernes uovervindelighed på Det karelske Næs ... Sluttelig rettede finnerne i deres nederlags time bedende blikke mod USA for at tigge om sympati, men de herrer Tanners og Rytis

 1. Marandi, s. 259-60.
2. »Information«, nr. 210 og 211, 29. og 30. juni 1944.

562
 
forskellige masker er revet af dem. Hele deres forbryderiske spil er blevet fuldstændig afsløret. De bedrog med fuldt overlæg, når de bestandig stræbte efter at narre deres folk og den offentlige mening i verden med deres »pacifistiske manøvrer«, men i virkeligheden fortsatte med at tjene Hitler som trofaste hunde ... Tilfældet Procopé karakteriserer udmærket Finlands nuværende lederes eventyrpolitik og viser deres sande ansigt ... de har med uløselige bånd knyttet sig til tyskerne, og de kommer til at dele disses skæbne. Den finske snak om en »isoleret« krig er absurd. Finland er blevet en tysk provins (efter aftalen med Ribbentrop), og de slag, som Den røde Hær retter mod de finske styrker, er samtidig et direkte slag mod Tyskland«¹.

Intet nyt fra østfronten - optakt til ny Stockholm-runde

Ude i kulissen begyndte Paasikivi og andre af hans meningfæller at røre på sig. Urho Kekkonen aflagde den 30. juni besøg hos Paasikivi². Han foreslog, at Stockholm kunne tjene som centrum for en finsk komité, der skulle arbejde for freden ved at give informationer, uafhængigt af den nuværende regering og uden om censuren. Komiteen kunne have tre medlemmer: Paasikivi, en socialdemokrat eller en repræsentant for Det svenske Folkeparti og en industrimand. Paasikivi undslog sig - han mente, at han var for gammel - hvad med Kekkonen selv? Denne mente, at han kunne gøre større nytte i Finland. Paasikivi: »Sagen bør overvejes«.
Paasikivis refleksioner: Den amerikanske og engelske radiopropaganda mod Finland er det rene sludder. Man bebrejder Finland, at det ligesom i 1918 nu har knyttet sig nært til Tyskland. Sammenligningen er helt tåbelig. I 1918 var Rusland slået ud som stormagt, ogTyskland stod foran nederlaget. Men USA og England tør ikke sige noget som helst mod Rusland, som nu er mægtigt'.
Sammenligningen mellem Finlands forhold til Tyskland i 1918 og 1944 synes nu ikke at være helt så tåbelig, som Paasikivi mener. Det vil være naturligt at drage en historisk parallel.
I marts 1918 landede general Rüdiger von der Goltz som chef for den tyske Østersødivision i Hangö. I samarbejde med general Mannerheim, der

 1.»Land og Folk«, udgivet af Danmarks kommunistiske parti, nr. 48, 17. juli 1944.
2. Urho Kekkonen (1900-86), 1936-56 medlem af rigsdagen og formand for Agrar-partiet. Statsminister 1950-53, 1954-56, derefter præsident uafbrudt til 1982. Han er først og frem mest kendt for at have fortsat sin forgængers smidige forhandlingspolitik over for Sovjet unionen.
3. Paasikivi, s. 15-16.

563
 
stod i spidsen for de finske hvide styrker, nedkæmpede de i løbet af et par måneder de røde oprørere og gjorde dermed en ende på den finske borgerkrig, der var begyndt i januar samme år. I Mannerheims tropper indgik tillige 27. prøjsiske jægerbataljon, der var sammensat af finner, som havde fået deres militære uddannelse i Tyskland og vundet kamperfaring på østfronten.
Men tysk deltagelse i borgerkrigen på de hvides side var kun den ene side af sagen. von der Goltz havde langt mere vidtrækkende planer, som gik ud på at rykke ind i Østkarelen og fordrive de britiske styrker, der havde besat Murmanskkysten og dele af det nordlige Rusland. I dette felttog skulle den nyoprettede finske hær deltage med udsigt til at knytte Østkarelen til Finland og skabe et Storfinland.
Den begejstring, der ombølgede de tyske soldater i taknemmelighed fra det borgerlige Finlands side, og det nære finsk-tyske militære samarbejde i kampen mod bolshevismen var baggrunden for den plan, der kunne parallelliseres med Ryti-Ribbentrop-aftalen 26 år senere.
I største hemmelighed drøftedes mulighederne for et militært forbund med Tyskland mellem Pehr Svinhufvud, der i maj 1918 var blevet det selvstændige Finlands rigsforstander, og general von der Goltz. Om aftenen den 21. juli fik Carl Enckell et af Svinhufvud egenhændigt skrevet eksemplar af »Erster Entwurf zum Militärvertrag«, som han skulle medtage til Berlin og forelægge Auswärtiges Amt og Oberste Heeresleitung. (Se bilag 2).
I august rejste rigsforstanderen og udenrigsminister Otto Stenroth incognito selv til Berlin for at forhandle med tyskerne om tre spørgsmål. 1. Valg af en tysk prins til konge af Finland. 2. Militærforbund med Tyskland. 3. Østkarelens indlemmelse i et Storfinland¹.
Forhandlingerne trak imidlertid i langdrag, og da Tysklands nederlag var en kendsgerning, og de allierede ved våbenstilstanden krævede de tyske troppers rømning af Finland, spillede Svinhufvuds tyskorienterede politik fallit. Han måtte gå af som rigsforstander og efterfulgtes af general Mannerheim, der anlagde en mere realistisk holdning til den storpolitiske situation. Den ny rigsforstander fik travlt med at aflægge besøg hos de ledende statsmænd i London og Paris. Her desavouerede han sin forgængers dristige og ubetimelige udspil i Berlin, hvorefter finsk udenrigspolitik kovendte og orienterede sig mod venskab med Ententens sejrherrer i vest¹.
Som den statsmand, der i 1918-19 havde lagt kursen om til gunst for Fin

 1. Enckell, s. 362-63. 2. Stenroth, s. 115ff., 133ff.

564
 
lands internationale position, begyndte marskalk Mannerheim i sommeren 1944 at tone frem som den centrale skikkelse, der var i stand til at redde sit land ud af Tysklands skæbnesvangre favntag. Han var tillige den mand, som madame Kollontáj flere gange tidligere havde peget på, når hun samtidig advarede mod dannelsen af en finsk eksilkomité.
I Stockholm fik Gripenberg, der var kendt for at være vestmagtorienteret, den 10. juli en opfordring om at slutte sig til en sådan eksilkomité. Man henviste til de to danske gesandter Henrik Kauffmann og Eduard Reventlow i henholdsvis Washington og London, der havde brudt med hjemlandets regering og erklæret sig for fritstillet i udenrigspolitisk henseende. Den finske regering var nu lige så ufri som regeringen i København i sin tid havde været det. Men på grund af sin stærke loyalitetsfølelse over for Mannerheim, der tillige var hans slægtning, afslog Gripenberg at deltage i planerne¹.
Omkring midten af juli udviklede den militære situation sig mere og mere ugunstigt for tyskerne. Pskov gik tabt, og Narva blev erobret af sovjethæren. Disse nederlag var skæbnesvangre for finnerne. Når Den finske Bugts sydkyst var under sovjetisk kontrol, ville forsyningslinierne mellem nord og syd blive kappet over. Den 24. juli kapitulerede Rumænien, og en rumænsk våbenstilstandsdelegation, rejste til Moskva.
Den 17. juli havde Paasikivi en samtale med Rolf Törngren². Han aflagde referat om socialdemokraterne Vuoris og Kilps besøg i Stockholm, der havde været ubehageligt. Stemningen i Sverige var yderst fjendtlig mod Finland. Den svenske regering var utilfreds med, at den efter finsk ønske havde forhørt sig om fredsvilkårene i Moskva samtidig med, at finnerne førte forhandlingerne med Ribbentrop. I Sverige havde man været ganske uvidende om den tyske udenrigsministers ophold i Helsingfors og om formålet med hans rejse. Det havde været meget pinligt. Hvis en komité som af Kekkonen foreslået skulle optræde som forhandlingspartnere, måtte en meget autoritativ person være med - for eksempel Paasikivi, hvortil denne svarede, at han kunne ikke rejse; han var for kendt, ingen ville tro, at han blot rejste som turist. Paasikivi mente iøvrigt, at komiteens opgave var ret kompliceret; det var ikke så enkelt som Christmas Møllers rejse til London. Tyskerne ville omgående skride til handling³.
Nogle dage senere kunne Törngren fortælle Paasikivi om en samtale,

 1. GAG, 10.7.44.
2. Rolf Törngren (1899-1961), nationaløkonom, repræsenterede Det svenske Folkeparti i rigsdagen, i opposition til krigspolitikken, efter 1948 diverse ministerposter, direktør for statskontoret (i Danmark = budgetdepartementet, statsgældskontoret og rigsrevisionen).
3. Paasikivi, s. 16-17.

565
 
som Sveriges gesandt Beck-Friis¹ under et besøg i Stockholm havde haft med madame Kollontáj. Hun havde sagt, at Molotov og Stalin havde været meget opbragt over aftalen med Ribbentrop; USSR var dog rede til forhandlinger, men ikke med Ryti eller Tanner. Mannerheim er gammel, men acceptabel, og Paasikivi ansås for pålidelig. Finland havde stadig en chance, men initiativet må komme fra Helsingfors, og vilkårene kan ikke blive bedre end i foråret; der er ikke tale om betingelsesløs kapitulation. Den svenske gesandt havde understreget, at der i Finland herskede mistro til Sovjetunionen, hvilket skyldtes begivenhederne i 1940. Madame Kollontáj havde peget på, at situationen nu var en helt anden. Russerne frygtede et tysk angreb over finsk territorium, og havde de ikke haft ret?, føjede hun til. Hun havde afgivet et løfte til den svenske regering om, at Finland skulle bevares som en selvstændig stat. Beck-Friis anså det for sikkert, at den sovjetiske gesandt udtalte sig i henhold til instrukser fra Moskva, og hendes udtalelser måtte betragtes som autoritative².
Den 21. juli fik Paasikivi refereret et promemoria gennem Beck-Friis vedrørende en samtale, som madame Kollontáj havde haft med Marcus Wallenberg fra det bekendte svenske bank- og finansdynasti:
Kollontáj: En ny (finsk) regering bør umiddelbart i Moskva bede om fred og samtidigt meddele navnene på de personer, som med fuldstændige fuldmagter kan komme til Kreml. Det haster, thi efter en afgørelse på østfronten, vil Sovjetunionen ikke længere være interesseret i en fred med Finland.
Wallenberg: Hvilke personer burde en sådan regering bestå af?
Kollontáj nævnte fire navne, deriblandt Johan Helo³.
Wallenberg: Det er nok bedst, om madame Kollontáj undlader at nævne disse personer, og frem for alt ikke omtale dem i Moskva, thi hvis Sovjetunionen kræver en sådan regering, er en fredelig kontakt mellem Finland og Rusland ikke mulig.
Kollontáj: Måske vil det være det bedste.
Hun kunne intet sige om fredsvilkårene, men de ville i hvert fald ikke blive mildere end i marts.

 1. Hans Beck-Friis (1893-1982), jurist, 1931 chef for utrikesdepartementets politiske afdeling, gesandt i Bern, Rom og 1942-47 i Helsingfors, kabinetssekretær, 1949-56 gesandt i København, pensioneret 1957.
2. Paasikivi, s. 18ff.
3. Johan Helo (1889-1966), fysiker, dr.phil., socialdemokratisk rigsdagsmand, forskellige ministerposter i tiden efter 1926, i opposition til krigspolitikken og fængslet for regeringsfjendtlig virksomhed, i 1944 en af stifterne af partiet Folkedemokraterne, 1946-56 gesandt i Paris, æresdoktor 1957.

566
 
Det fremgik endvidere, at oprettelse af en eksilkomité i Stockholm ikke ville få støtte fra angelsaksisk side¹.
Omkring midten af juli kom Tanner tilbage til hovedstaden fra ferie, hvorefter han havde en samtale med Linkomies, som sagde, at Mannerheim og regeringen var enige om, at tiden ikke endnu var inde til at forsøge fredsforhandlinger med Sovjet. Hæren var nu trukket tilbage til 1940-grænsen ved Luumäki på næsset, og der havde i længere tid stort set været stilstand ved fronten. Tanner mente, det var for sent at foretage sig noget, hvis tyskerne først havde mistet hele Baltikum. Mannerheim anså, at den utilstrækkelige militærhjælp fra Tyskland var et brud på Ribbentrop-aftalen; de selvkørende artilleribrigader, der var lovet Finland, var blevet dirigeret til armégruppe Nord for at støtte den vaklende baltiske front².
Tanner var godt i gang med politisk nytænkning. Han mødtes med Mannerheim i Sockenbacka. Den tyske militærhjælp blev dag for dag indskrænket; tyske fly var blevet overflyttet til Narvafronten. Mannerheim så sort på den militære situation. Den finske front var langt fra blevet stabiliseret. Tanner sagde, at han kunne fremtvinge et regeringsskifte, hvis de socialdemokratiske ministre trak sig ud af regeringen Linkomies. I den nuværende regering var der frygt for den voksende kommunisme³.
Den finske gesandt i Berlin Kivimäki var kaldt hjem til Helsingfors, hvor det blev pålagt ham at klage i Berlin over den mangelfulde tyske militærhjælp. Mannerheim blev kritiseret for sine stemningsomsving. Efter Tanners mening tænkte marskalken for meget på sin egen nekrolog og sit eftermæle i offentligheden⁴.
Den 28. juli blev den 122. tyske division over Hangö udskibet til den betrængte Narvafront, og Mannerheim havde erklæret sig indforstået med denne tilbagetrækning. Efter denne hærafdelings afgang var der i Sydfinland ikke længere noget tysk troppekoncentration, der kunne have støttet en finsk modstandsbevægelse, hvilket Ribbentrop havde haft i tankerne den 22. juni i det tilfælde, at Finland skulle slutte fred. Mannerheim havde lagt vægt på, at udskibningen fandt sted over Hangö i stedet for Helsingfors

 
1. Paasikivi, s. 23-24. 2. Tanner, s. 224-25.
2. Tanner, s.227.
3. Tanner, s. 252. Toivo Kivimäki (1886-1968), jurist, professor i civilret ved Helsingfors universitet 1931, repræsenterede Fremskridtspartiet i rigsdagen, statsminister 1932-36, gesandt i Berlin 1940-44, sluttede i 1940 den finsk-tyske transiteringsaftale af tyske tropper. Under krigsansvarlighedsprocessen hævdede han, at hans officielle indberetninger om tillid til den tyske slutsejr var ostensible, i mere fortrolige skrivelser til Helsingfors havde han udtrykt tvivl om og kritik af den tyske politik samt ønsket fred og venskab med Sverige; idømt fem års fængsel, løsladt 1948, beklædte atter sit professorat til 1956.
 

567
 
af frygt for et tysk militærkup i hovedstaden, hvor det tillige ville gøre et dårligt indtryk, at tyske tropper forlod landet¹.
Dagen før var et afgørende skridt blevet taget. Til et medlem af den finske legation i Stockholm, der var på besøg i Helsingfors, overrakte forsvarsminister Waldén en lukket kuvert, som skulle gives videre til en forretningsmand i Stockholm, der så skulle videreekspedere kuverten til en svensk officer, der så igen skulle sørge for, at Boheman fik budskabet i hænde. Kuverten indeholdt en lap papir uden underskrift og blot med ordene: »Er det rigtigt, at Sovjetunionen stadig er villig til at forhandle med Finland?« Boheman, som fik budskabet klokken 19, satte sig omgående i forbindelse med madame Kollontáj og hun med Moskva. Det sovjetiske svar kom lynhurtigt. Klokken 22 kunne Boheman give Gripenberg svaret: Sovjetunionen var villig til at forhandle, men kun på betingelse af, at der fandt en finsk regeringsomdannelse sted; Sovjet garanterede Finlands selvstændighed. Om aftenen den 29. juli fik Boheman ad samme besynderlige omvej som to dage før en ny lap papir, på hvilket der bare stod: »Ny ledelse ved at blive dannet«, og madame Kollontáj lod omgående denne lakoniske, men betydningsfulde meddelelse gå videre².

Præsidentskifte og ny regering

Fra finsk side måtte den helt nødvendige politik nu rettes mod frigørelse fra den forpligtelse, der var indeholdt i Ribbentrop-Ryti-aftalen.
Paasikivi modtog et brev fra Holger Nysten, administrerende direktør i De finske Papirfabrikker. Nysten havde været i Stockholm og truffet Randolph Higgs, 1. sekretæren ved den amerikanske ambassade i Stockholm, som fortalte om Procopés manglende politiske indsigt i sin gesandttid i Washington, hvor han med forkærlighed havde færdedes i antisovjetiske kredse. Higgs havde sagt, at det var Finlands sidste chance nu; betingelsen var: Ryti ud - Mannerheim ind, og hurtig handling var nødvendig. Det nyttede ikke, at Finland spekulererede i splittelse mellem USSR og vestmagterne. USA.s hovedfjende'var Japan; eventuelt ville amerikanerne få brug for flybaser i Vladivostók, og derfor var et godt forhold til Sovjetunionen påkrævet³.
Over for Tanner erklærede Ryti, at han var rede til at træde tilbage for

1. Heinrichs, s. 384.
2. Boheman, s. 258-59, GAG, 28.7.44.
3. Paasikivi, s. 24.

568
 
ikke at være en hindring for fredsforhandlinger, men først ville han have sikkerhed for, hvem der skulle være hans efterfølger. Ryti, Tanner og Waldén tog til marskalkens landsted i Sairola. Alle tre opfordrede indtrængende Mannerheim til at lade sig vælge til landets præsident. Han udtrykte tvivl, om rigsdagen ville godkende hans - den hvide general fra borgerkrigens dage - kandidatur. Som leder af socialdemokratiet var Tanner ikke i tvivl. Skulle han så vælges som rigsforstander som i 1918 eller som præsident?, spurgte Mannerheim. Som præsident var de tre øvrige herrer enige om; rigsforstanderembedet kunne være en belastning fra fortiden. Mannerheim erklærede derpå, at han følte, det var hans pligt at tømme den bitre kalk til bunds med den opgave at få landet ud af krigen, og når målet var nået, var han fast besluttet på at trække sig tilbage, og han ønskede selv at bestemme tidspunktet. Når Finland skiftede præsident, var det sædvane, at regeringen demissionerede, og hvem skulle så være Linkomies' efterfølger som statsminister?¹.
Statsministeren hævder, at han selv havde tænkt i de samme baner allerede i februar 1944, idet han da havde været af den formening, at såfremt Finland engang ville blive tvunget til at godkende de sovjetiske krav for våbenstilstand eller fred, så var en ny regering nødvendig, hvis chef skulle være Mannerheim, som var den eneste, der kunne lede landet til fred og sikkerhed. Linkomies havde talt med Tanner om sagen og havde senere bedt Waldén forespørge Mannerheim, om han ville være villig til at påtage sig opgaven. Waldén havde haft to samtaler med Mannerheim og forsøgt at overtale ham, men havde hver gang fået kategorisk afslag².
At tidspunktet nu i slutningen af juli var inde til at foretage en ændring i statens øverste politiske ledelse ses tillige af Det svenske Folkepartis leder von Borns udtalelse om, at hans parti var uroligt ved de finske soldaters svigtende kampmoral, og at eksekutioner var nødvendige for at gøre en ende på deserteringer og opretholde disciplinen³.
Ved rygtet om Mannerheims overtagelse af præsidentembedet udtalte den tyske marineattaché von Bonin til general Heinrichs, at han anså det for usandsynligt, at den 77-årige marskal på sit livs aften skulle bryde et våbenbroderskab, der havde sine rødder i den tyske militærhjælps nedkæmpelse af de røde i 1918, for nu at knytte forsoningens bånd med bolshevikkerne uden hensyn til ofrene i de årelange kampe⁴.

 1. Tanner, s. 236. Mannerheim, s. 408.
2. Linkomiehen puolustuspuhe, S. a. II, s. 15.
3. Born, s. 384.
4. Heinrichs, s. 387.

569
 
Den fra USA udviste tidligere gesandt Procopé erfarede, at Finland stod umiddelbart foran præsidentskifte. Han henvendte sig til Linkomies og udtrykte sin bekymring over, at man skulle indlede fredsforhandlinger med Sovjet; man burde tværtimod fortsætte krigen ved Tysklands side. På vejen til Finland havde Procopé gjort ophold i Berlin, hvor han havde haft en samtale med statssekretær von Steengracht, der havde oplyst, at Tyskland just var ved at have 3.000 nye V-2-våben færdigproduceret. Senere opvartede Procopé Mannerheim med den samme historie. Mannerheim var meget misfornøjet med den forhenværende gesandts uskrømtede tyskvenlighed og droppede ham som emne til udenrigsministerposten, hvilken han en overgang havde haft tanker om at tilbyde ham¹.
I et regeringsmøde den 31. juli meddelte Ryti beslutningen om sin afgang. Det besluttedes at fremlægge et særligt lovforslag for rigsdagen om udnævnelse af Mannerheim til præsident uden et normalt valgmandsvalg, som forfatningen ellers krævede det.
Den officielle begrundelse for Rytis tilbagetræden var, at i den kritiske situation, som landet befandt sig i, var det ønskeligt, at den militære og politiske ledelse blev samlet hos én og samme person. Blücher erklærede herom til Ramsay: »En dårlig undskyldning for en så afgørende beslutning«.
Efter at Rytis afgang var blevet godkendt i statsrådet den 1. august, blev det overdraget statsminister Linkomies midlertidigt at varetage præsidenthvervet, til en ny præsident blev valgt.
Samme dag blev en særlov om Mannerheims valg til præsident forelagt rigsdagen, som efter en ekspresbehandling vedtog loven den 4. august, hvorpå den ny præsident aflagde sin embedsed for et rigsdagsplenum².
I anledning af præsidentskiftet skrev socialdemokraten Karl-August Fagerholm i »Arbetarbladet«: Valget vidner om Mannerheims popularitet og den grænseløse tillid, han nyder... i sig selv løser præsidentskiftet dog ingen problemer. Der er ikke grund til blåøjet optimisme, prøvelsernes tid er langt fra forbi ... der venter os bitre skuffelser undervejs«³.
I førerhovedkvarteret vakte Rytis afgang stor uro. General Erfurth send-

 1. Linkomies, s. 305-06.
2. Tanner, s. 243. Valtiopäivät 1944, Pöytäkirjat I, s. 533.
3. 122.D. 1, nr. 348 af 5.8.1944. Karl-August Fagerholm (1901-1984), journalist, socialdemokratisk rigsdagsmand fra 1930, minister i flere perioder, statsminister tre gange efter 1948, præsidentkandidat ved valget i 1956, Fagerholm fik 149, Kekkonen 151 valgmandsstemmer, chefredaktør for »Arbetarbladet«, direktør for det statslige spritmonopol, varm tilhænger af det nordiske samarbejde.

570
 
te et beroligende telegram til OKW i anledning af præsidentskiftet og rygterne om en separatfred: »... ikke desto mindre anser jeg en forsoning mellem marskalken og USSR, hvordan situationen så end måtte udvikle sig, for fuldstændig umulig«¹.
Armégruppe Nords øverstkommanderende general Schoerner blev beordret til Helsingfors for at rapportere til Mannerheim personligt om den militære situation i Baltikum. Russerne var trængt igennem til Mitau, hvorved armégruppen var blevet isoleret. Lufthansa havde suspenderet trafikken mellem Tyskland og Finland, og de direkte telefonforbindelser var afbrudt. Uforknyt forsikrede Schoerner alligevel, at Baltikum ikke var alvorligt truet. Hans hær ville blive forsynet ad luft- og søvejen, og panserstyrker fra Østprøjsen ville genoprette forbindelsen over land².
I »Dagens Nyheter«, Stockholm, fik den afgåede præsident en barsk afskedssalut: Rytis succes som bankdirektør skyldtes gunstige konjunkturer... som politiker har Ryti vist sig som en dårlig menneskekender... han tog Witting som udenrigsminister og lod ham skalte og valte i flere år til skade for landet ... han gjorde den totale middelmådighed Rangell til statsminister... Ryti selv var en passioneret hasardspiller³.
Den ny præsident havde en del vanskeligheder med at få dannet en ny regering, som skulle arbejde på at få Finland ud af krigen. Toivo Kivimäki kom først på tale som ny statsminister. Han blev anset for at have erfaring som tidligere regeringschef, han var en smidig diplomat og en køligt beregnende taktiker, men da han over for Mannerheim lagde lignende synspunkter for dagen som Procopé, gled han ud af billedet. Kivimäki selv nærede ikke noget stærkt ønske om at optræde som »Finlands Badoglio«, endvidere mente han, at Finland også med en ny præsident måtte være bundet af Rytis løfte til Tyskland. Kivimäki afviste tilbuddet med ordene; »Hvordan ville det tage sig ud, hvis jeg kom fra Berlin for at danne en regering, der skulle slutte fred?« Tanner beretter, at præsidenten hertil havde svaret: »Blücher ville i den tilsvarende situation sikkert ikke have nogen betænkeligheder«⁴.
Præsidenten henvendte sig derefter til forsvarsminister Waldén for at

 1. Erfurth, Sota... s. 252.
2. Mannerheim, s. 409.
3.Rolf Witting (1879-1944), geofysiker, direktør for Helsingfors Havforskningsinstitut 191836, adm. direktør for Helsingfors Aktiebank 1936-44, rigsdagsmedlem, valgt af Det svenske Folkeparti, udenrigsminister 1940-43. Johan Rangell (1894-1982), advokat, finansmand, tilhørte Fremskridtspartiet, statsminister 1941-43, adm. direktør for Finlands Bank 1943-44, idømt 6 års fængsel for krigsansvarlighedsprocessen, benådet 1949, formand for Det finske Kulturfond. Paasikivi, s. 27.
4. Linkomies, s. 307, Tanner: Suomen tie rauhaan, s. 352.

572
 
overtale ham til at påtage sig statsministerposten. Men Waldén undslog sig af helbredsgrunde. Mannerheim blev mere og mere irriteret over, at den ene efter den anden gav afslag¹.
Den 5. august ringede præsidenten til Tanner og spurgte: »Hvad med Antti?«. Tanner havde ingen indvendinger. Han talte perfekt russisk og var kendt med forholdene i Sovjet. Hacksell var villig til at forsøge at danne regering og sammensætte en ministerliste. Bortset fra forsvarsminister Waldén blev ingen af de ministre, der havde stået bag Ribbentropaftalen, optaget i den nye regering. Kun ét fremtrædende medlem af fredsoppositionen, friherre Ernst von Born, var som justitsminister kommet med. Udenrigsminister blev Carl Enckell. Den 8. august var regeringskrisen blevet løst².
Borns udnævnelse vakte især »Arbetarbladet«s tilfredshed. Han blev karakteriseret som »rank og retfærdig«. »Uusi Suomi« og »Helsingin Sanomat« var mere forbeholdne: »Ikke nogen klar kursændring«, dog fremhævedes statsministerens og udenrigsministerens særlige ekspertise i russiske forhold³.
Da Mannerheim bevilgede Linkomies afsked som statsminister, holdt han en tale og takkede den afgående regerings medlemmer og udtalte, at de også i fremtiden skulle få lejlighed til at stille deres »anerkendt store evner« til statschefens rådighed. Det løfte holdt præsidenten dog ikke; tværtimod blev Linkomies og hans kolleger holdt borte fra al offentlig virksomhed, og de følte sig helt isoleret fra det politiske livs magtcentrum, tilføjer Linkomies bittert. Efter afskedsceremonien bød præsidenten Linkomies, Waldén og Hacksell på middag i sit særtog. Som han plejede, tømte Mannerheim to svingende glas brændevin, og Hacksell anså det for sin pligt at følge trop, hvilket Linkomies kunne se, at det havde den ny statsminister svært ved. Hans blodtryk var meget højt, og spiritus i større kvanta var for ham den rene gift. Intet under, at Hacksell senere blev offer for en hjerteinfarkt på et katastrofalt tidspunkt⁴.
Regeringens demission var ifølge Linkomies en konsekvens af dens fredsbestræbelser. Præsidentskiftet fandt sted efter en plan, der var modnet og realiseret i regeringens kreds. Regeringen ville gøre plads for en ny regering, som med bedre forudsætninger kunne føre landet

 1. Tanner, s. 245.
2. Tanner: Suomen ... s. 346ff. Antti Hackzell (1881-1946), advokat i St. Petersborg 1911-17, gesandt i Moskva 1922-27, udenrigsminister 1932-36 i Kivimäkis regering, statsminister aug.-septbr. 1944.
3. 122 D. L, nr. 356, 10.8.1944.
4. Linkomies, s. 311.

572
 
ind på fredens vej. Ved at forkaste fredsvilkårene i foråret var min regering umulig som forhandler i Moskva, men vi havde dog tydeligt vist russerne, at der var visse vilkår, vi ikke kunne godtage, hvilket kom vore efterfølgere til gode¹.

Ribbentrop -Ryti-aftalen under afvikling

 
Magtskiftet i Finland i de første augustdage blev indledningen til en politisk kursændring ikke blot i den nærmest kommende periode, men som op til vor tid har dannet grundlaget for den finske udenrigspolitiske orientering.
Det første varsel herom blev afgivet, da feltmarskal Keitel den 17. august aflagde besøg hos præsident Mannerheim i Mikkeli i det finske hovedkvarter. Han begyndte med at lykønske Mannerheim med valget til præsident, men hans egentlige ærinde var at granske den nye præsidents tanker og få oplysninger om hans fremtidsplaner. I drøftelserne deltog også general Heinrichs. Mannerheim understregede, at med Rytis tilbagetræden havde den finske regering genvundet sin fulde handlefrihed. Hvad skulle den så bruges til?, havde Keitel spurgt, og Mannerheim havde svaret, at Finland havde fået frie hænder til at handle, som landets interesser krævede, hvilket Ryti ikke havde haft, og iøvrigt kunne Mannerheim ikke, dele den optimisme med hensyn til Tysklands militære stilling, som Keitel indledningsvis havde lagt for dagen. Paris' befrielse var kun et spørgsmål om få dage, og i Sydfrankrig udviklede den allierede invasion nummer to sig hurtigt til vestmagternes fordel; i Italien var de tyske styrker drevet tilbage til Goterlinien. Sovjethæren stod i Warszawas forstæder. Finlands tab i løbet af sommeren havde kostet 60.000 døde og sårede, og landet tålte ikke en åreladning til i det omfang. Keitel var yderst oprørt efter samtalen med Mannerheim, og han lod sig ikke formilde af marskalkens afskedsgave, en stor kurv med krebs, som ekspres var blevet sendt til flyvepladsen på Malm - måske som gengæld for jernkorset med egeløv, som Keitel havde tildelt Mannerheim2.
Erfurth bekræfter den trykkede stemning under mødet: »Da Keitel sluttede sin lange optimistiske monolog sagde Mannerheim blot elskværdigt: »Jamen, så kan vi vel gå til bords«. Jeg fik det indtryk, at der ikke rigtig var kontakt mellem parterne«³.

 1. Linkomies, s. 323-24. 2.
2. Blücher, s. 395, Mannerheim, s. 410.
3. Erfurth, Sota .... s. 268ff.

573
 
Under et besøg i Helsingfors havde Gripenberg en samtale med Mannerheim, der redegjorde for den tyske feltmarskals besøg den foregående dag. Keitel havde påstået, at Tyskland var parat til at kæmpe videre i mindst 10 år, og Mannerheim havde indvendt, at Tyskland burde gøre sig klart, at så længe kom Finland i hvert fald ikke til at deltage i krigen; det ville være i strid med rigsdagens indstilling. Da Mannerheim erklærede, at han nu og her ville opsige Rytis aftale med Ribbentrop, svarede Keitel køligt, at han var soldat - ikke politiker. Gripenberg spurgte, om Keitel ikke havde noget andet ærinde, og Mannerheim svarede tørt, at han havde modtaget jernkorset med egeløv. Han uddybede sit standpunkt med hensyn til opsigelsen af Ribbentrop-aftalen:
»I Tyskland bliver det nu almindelig kendt, at jeg har opsagt aftalen med Hitler. Indtil videre må vi derfor indtage en afventende holdning. Føreren er hysteriker, og hans forbitrelse kan give sig udslag i voldsomme former, for os meget alvorlige følger«¹.
Mannerheims frygt var dog overdreven. De allieredes panserkiler rullede mod Paris, østfronten vaklede, og både Rumænien og Bulgarien var på sammenbruddets rand, og den tyske reaktion på Finlands frafald udeblev.
I den danske illegale presse udtrykkes både utålmodighed og utilfredshed med den ny finske regering: »Endnu foreligger der intet officielt om, at der er optaget fredsforhandlinger, og det kan ikke forbavse, når man studerer ministerlistens navne. Det er alle folk, som aldrig nogensinde har vist forkærlighed for fred. Det vil næppe være urigtigt snarest at betragte den ny regering som en fortsættelse af Ryti-Tanner-regeringen. Meget tyder på, at den ligesom sin forgænger alene har til formål at trække tiden ud. Generalfeltmarskal Keitels besøg for nylig i Finland og uddeling af høje udmærkelser til Mannerheim m.fl. tyder heller ikke på, at regeringen har vilje til at følge folkets ønsker... Den herskende klike, som har ført landet i ulykke og nu står over for at skulle kapitulere, vil beskytte sig mod folkets vrede ved at forskanse sig bag den gamle marskalk og på forhånd sikre sig mod en forandring af regimet i en række år efter krigen. Finlands herskende klasse synes altså stadig intet at have lært. Det vil vise sig at være værst for dem selv«².
Blücher benyttede den første længere samtale, han havde med den ny udenrigsminister Enckell til at understrege, at den aftale, Ryti havde indgået med Hitler, ubetinget forpligtede efterfølgeren i præsidentembedet. Blücher henviste til almene retsgrundsætninger og folkeretlige normer. Enc-

1. Gripenberg, s. 262-63.
2. »Land og Folk«, nr. 50, 24. august 1944.

574
 
kell forholdt sig ret passiv og undlod at gå nærmere ind på spørgsmålet som han mente måtte høre under Mannerheims kompetence. Enckell afviste kategorisk forlydender om, at Finland gennem svenske mellemmænd søgte kontakt med Moskva - han foretrak i det hele taget mere at drøfte begivenhederne i 1918 og 1919, da Tyskland og det borgerlige Finland havde samarbejdet snævert¹.
Men den tyske gesandt havde åbenbart sine bange anelser.
For at holde et vågent øje med mistænkelige flyafgange fra Helsingfors og Åbo havde Blücher oprettet en efterretningstjeneste på de pågældende flyvepladser, der skulle indberette fremtrædende finske politikeres afrejse med kurs mod Stockholm².
Den 25. august meddelte udenrigsminister Enckell den tyske gesandt, at Mannerheim havde bemyndiget Kivimäki i Berlin til at meddele den tyske rigsregering, at Finland ikke længere betragtede sig bundet af aftalen med Ribbentrop, som var afgivet under pres og uden rigsdagens samtykke. Ribbentrop måtte have været klar over, at Rytis løfte var rent personligt-, for Finland var det nu et spørgsmål om landets fortsatte eksistens, og noget tilsvarende gjaldt ikke for Tysklands vedkommende. Dette var nu Finlands officielle stilling³.
Hackzell, Waldén og Tanner blev indkaldt til konference hos præsidenten. Russiske luftbombardementer havde fremkaldt panik blandt befolkningen. Rumænien og Bulgarien havde allerede taget deres beslutning om at søge fredsforhandlinger med Sovjetunionen. Der var hos mødedeltagerne enighed om, at Finland måtte tage et initiativ og gennem kabinetssekretær Boheman få kontakt med Aleksandra Kollontáj. Når det var opnået, måtte Berlin underrettes om den finske fredsføler. Man diskuterede, hvem der skulle deltage i en delegation til Moskva. Mannerheim foreslog Hacksell som formand, desuden udenrigsminister Carl Enckell, forsvarsminister Waldén, general Oscar Enckell og professor Väinö Vainomaa, rigsdagens formand. Paasikivi var udelukket, omend han formodentlig var villig til hvervet, og Tanner ville virke som en rød klud på mændene i Kreml⁴.
Den 25. august rejste Gripenberg til Stockholm og medbragte et brev fra Enckell til madame Kollontáj med anmodning om, at en finsk delegation måtte blive modtaget i Moskva til forhandling om fred eller våbenstil-

 1. Blücher, s. 393.
2. Erfurth, Sota ... s.278.
3. BIücher, s. 397-98.
4. Tanner, s. 255.

575
 
stand. Mundtligt skulle Gripenberg aflægge rapport om præsidentens udtalelse til feltmarskal Keitel den 17. august samt om instruksen til gesandten i Berlin.
Chefen for det svenske udenrigsdepartements politiske afdeling legationsråd von Post henvendte sig til madame Kollontáj for at forberede hende på Gripenbergs besøg. »Alors, Cest sérieux«, sagde hun, men mødet kunne ikke finde sted i det sovjetiske gesandtskab, ej heller i hendes privatbolig i Saltsjöbaden, hvor der var for mange tyskere, der snusede i nabolaget; hun aftalte med von Post, at mødet kunne finde sted samme dags aften i legationsråd Semjónovs villa ved Klippvägen på Lidingö. Gripenberg kørte med bil til Vasavägens sporvognsendestation og fortsatte til fods efter en kortskitse, han havde medbragt. Han havde gået 10 minutter, da en slank, blond mand trådte frem fra en hæk i mørket. De to mænd kendte ikke hinanden i forvejen. Semjónov præsenterede sig på tysk, og sammen fortsatte de endnu 10 minutter, hvorefter de kravlede under et hegn og gennem et buskads ind til villaen, hvor Kollontáj befandt sig i et halvmørkt værelse. Hun blev siddende, da hun efter et slagtilfælde var delvis lammet. Hun foreslog, at man talte tysk. Gripenberg overbragte sine budskaber fra Helsingfors; Kollontáj oversatte til russisk, og Semjónov noterede. Hun sagde, at det var vigtigt, at den finske regering klart og tydeligt tilkendegav sin faste og alvorlige vilje til fred og undgå lange diskussioner. Hun vidste intet om fredsvilkårene og kendte ikke noget til, hvilke tanker man gjorde sig i Moskva. Men frem for alt måtte man indstille sig på at nå et resultat så hurtigt som muligt; situationen har ændret sig væsentligt siden april, tilføjede hun og henviste til begivenhederne i Rumænien. Gripenberg fandt behag i de to russeres elskværdige tone, men mente iøvrigt ikke, der var megen grund til optimisme. Han blev lodset tilbage ad samme vej, som han var ankommet^{1, 2}.^.
Den 29. august modtog Gripenberg Sovjetunionens officielle svar, som han omgående videresendte til Helsingfors: Finland skulle offentligt erklære, at det afbrød forbindelserne med Tyskland, som i løbet af to uger skulle

 1.Gripenberg, s. 267ff.
2.Vladímir Semjónovich Semjónov, født 1911, faderen jernbanearbejder, eksamen 1937 fra Moskvas institut for historie, filosofi og litteratur, 1939 i diplomatisk tjeneste, 1945 politisk rådgiver for den sovjetiske kontrolkommission i Tyskland, 1954 ambassadør i DDR, viceudenrigsminister 1955, chef for den sovjetiske delegation under SALT-forhandlingerne med USA. - Semjónov er velkendt i den danske besættelseshistorie. En delegation fra Danmarks Frihedsråd fik i Stockholm den 18. april 1944 den første kontakt med den sovjetiske legationsråd for at høre, om den sovjetiske regering ville modtage en repræsentant for den danske modstandsbevægelse; og med ham fortsatte forhandlingerne, til Thomas Døssing blev anerkendt som repræsentant for Det kæmpende Danmark. Dau, s. 23ff.
 

576
 
evakuere sine tropper fra finsk territorium. Den frist skulle regnes fra den dato, den finske regering havde godkendt præliminærkravene, således forstået, at Tyskland senest den 15. september skulle have trukket sine tropper ud af Finland. Såfremt denne betingelse ikke var opfyldt inden den fastsatte termin, skulle tyskerne afvæbnes og behandles som krigsfanger.
Disse krav blev fremsat også på Storbritaniens vegne, og USA var blevet orienteret derom¹.
I Berlin havde Kivimäki i overensstemmelse med sin instruks overrakt den finske regerings note til statssekretær Steengracht i udenrigsministeriet, der havde nedlagt en skarp protest - Rytis underskrift bandt Finland som stat. I Helsingfors kunne den tyske gesandt kun gisne om, hvad der i virkeligheden foregik i den politiske indercirkel. Han kunne blot anstille nogle betragtninger om Mannerheims position.
I tidens løb havde Mannerheim forstået at svække Sovjets mistillid til »den hvide general« fra borgerkrigens tid, hvilket hans slægtning i Stockholm havde bidraget til. Det måtte også antages, at medvirkende til, at Mannerheim trods alt nød en vis goodwill i Moskva, var den kendsgerning, at den finske øverstkommanderende trods kraftige tyske opfordringer havde undladt at trænge frem mod Murmansk-banen for at afskære denne vigtige forsyningsvej for allieret våbenhjælp til fronterne i Rusland. Den finske hær på Det karelske Næs havde ej heller deltaget i de tyske planer om en knibtangsbevægelse for totalt at omringe Leningrad, som aldrig havde været udsat for finske luftbornbardernenter. Mannerheim havde altid haft gode forbindelser i England, som han nærede megen beundring for².

GÅ TIL INDHOLDSFORTEGNELSEN         GÅ TIL DEL 2                GÅ TIL DEL 4    GÅ TIL DET ÅBNE AKADEMIS HJEMMESIDE

Copyright 1998   Henrik Bertelsen. Uddrag fra "HISTORIE" udgivet af Jysk Selskab For Historie, Jyske Samlinger, Ny Række XVI, ISSN 0107-4725, 1985-1987. Publiceret på internettet med tilladelse fra Jysk Selskab for Historie og fra forfatteren.