Finlands vej til freden
Ribbentrop-Ryti-aftalen - forspil og efterspil
af Henrik Bertelsen

DEL 2/4

Indholdsfortegnelse

De militære operationer
Planer om regeringsomdannelse og de første Stockholm-kontakter
Rigsudenrigsminister Joachim von Ribbentrop i Helsingfors

 

De militære operationer

Præsident Rytis forudsigelse om »den mest sandsynlige udgang ... « kom til at passe. Den sovjetiske storoffensiv - »en stållavine« - på Det karelske Næs blev afgørende for Finlands skæbne. I løbet af efteråret 1943 udarbejdede det sovjetiske hovedkvarter i Moskva de militære planer for det følgende års offensiver. Heri indgik en strategisk angrebsoperation mod Finland på Det karelske Næs med det formål totalt at knuse de finske styrker og én gang for alle sætte Finland ud af spillet.
I februar 1944 vedtog man i forlængelse af hovedkvarterets beslutning fra efteråret de indledende foranstaltninger, og i den følgende måned foretog 13. sovjetiske luftarmé rekognosceringsflyvninger over hele Næsset fra hovedlinien til Viborg. Perspektivfotograferingen af terrænet skete fra en højde af kun 50-70 meter, og på grundlag af disse og supplerende oplysninger indtegnedes målene for bombning i hele det finske forsvarsområdes dybde. Den 28. april gav Stalin ordre om, at sommerens første storoffensiv skulle rettes mod Finland, og den 3. maj havde den øverstbefalende for Leningrads armégruppe generaloberst Leoníd Góvorov sin angrebsplan klar: 21. armé, der bestod af tre armékorps, skulle angribe over et 20 km bredt felt, støttet af tungt artilleri, kystartilleriet, fartøjer fra Østersøflåden samt luftstridskræfter. Efter gennembruddet af hovedlinien skulle 23. armé rulle de finske stillinger op mod nordøst. Hovedmålet skulle være at tilintetgøre den finske hærs 3. og 4. armékorps og støde frem til Viborg i løbet af 9- 10 dage. Den 9. maj godkendte Stalin definitivt angrebsplanerne.
Den 5. maj indledte 21. armé militærøvelserne i Ropshini-distriktet ved Leningrad, hvor terrænet med skove, søer og moser fuldstændigt modsvarede de naturforhold, de sovjetiske tropper skulle operere i under offensiven. Under øvelserne blev der lagt særlig vægt på artilleriets ildføring og præcisionsskydning. Efterretningsvæsenet havde indtegnet 550 mål, der skulle beskydes og ødelægges. Af disse kunne 350 kun effektivt uskadeliggøres med granater af mindst 122 mm.s kaliber. Til rådighed for opgaven var der 3.000 stykker artilleri inklusive granatkastere - d.v.s. ca. 150 stykker tunge våben pr. frontkilometer.

1. R. R. Kokoelma 24, s. 4-6. Jatkosotan aika promemoriat.

534
 
Den 23. maj gav admiral Vladímir Tríbuts ordre til, hvordan enheder af østersøflåden skulle støtte landstridskræfterne. Heri indgik bl.a. slagskibene »Petropavlovsk« og »Oktjábraskaja Revolútsija«, krydserne »Kírov« og »Maksim Gorkij« samt fire minestrygere og fem kanonbåde. Eskadrens artilleristyrke var ialt 175 kanoner - for 90 %'s vedkommende på kaliber fra 130 til 406 mm.
Efter at forstærkninger var trukket til, omfattede flykoncentrationen på Næsset ialt 1.294 stykker bombe- og jagerfly. Selv i tilfælde af indsættelse af tyske fly fra Lapland og Estland til støtte for det svage finske luftvåben ville den sovjetiske flyovervægt være mindst 3-4 gange. Natten mellem den 7. og 8. juni flyttede 21. armé en trediedel af sit artilleri fra opmarchområdet til ildpositionerne bag frontlinien. Samtidig åbne des sluseportene i Siestarjoki (Systerbäcken) for at sænke vandstanden til 1.4 m. Herved blotlagdes fem vadesteder, der muliggjorde anlæg af broer, så 21. armés pansertropper og infanteri hurtigt kunne komme over floden. Natten til den 9. juni flyttedes de resterende to trediedele af artilleriet til udgangspositionerne1.
Inden den sovjetiske generaloffensiv på Det karelske Næs gik i gang den 9. juni, udsendte generaloberst Góvorov en dagsbefaling til sine styrker: »Vi vil give Hitlers finske håndlangere dødsstødet... fordrive angriberne fra sovjetisk jord, hævne deres misgerninger og værne om Lenins ærefulde bys sikkerhed«2.
Luftangrebet satte ind klokken 05.55 om morgenen og efterfulgtes af mere end to timers uophørlig artilleribeskydning. For ikke at afsløre offensivens gennembrudsmål mod Volkeasaari-sektoren blev hele fronten på Næsset lagt under bombardement, hvis koncentration overgik alt, hvad man hidtil havde oplevet på østfronten - selv ved Stalingrad. Inklusive reserverne bag fronten omfattede de sovjetiske styrker ialt 24 divisioner, fire panservognsbrigader, otte panservognsregimenter og otte stormkanon regimenter. Panservognenes og stormkanonernes antal var 628. Heroverfor rådede finnerne inklusive reserver over fem divisioner, en panserdivision og to brigader. Antallet af panservogne og stormkanoner var 188, hvoraf kun 30 var i fuld krigsduelig stand - resten måtte betegnes som skrot3.
Det har været og er fortsat et omstridt spørgsmål, om den sovjetiske

 1. Makela, passim.
2. Bitva .... s. 418. Leonid Aleksándrovich Góvorov (1897-1955), født i en bondefamilie i Kírov-distriktet, kæmpede i borger- og interventionskrigene 1918ff, medlem af kommunistpartiet 1942, militærchef for Leningrads forsvar under belejringen, marskalk af Sovjetunionen 1944, viceforsvarsminister fra 1947.
3. Mäkelä, passim.

535

Image11.gif (72206 bytes)(klik på kortet for fuld størrelse)

Kort over den finske bugt og Leningradområdet med oplysninger om fronterne i første halvår 1944.

536
 
offensiv, der havde karakter af en stållavine, kom som en overraskelse for finnerne. Mannerheim skriver herom: »I løbet af maj måned indløb der rapporter om russiske troppebevægelser, forekomst af nye infanteridivisioner, artilleri- og panserenheder... det plejede at finde sted hvert år i maj med henblik på omgrupperinger og hvile ... det var mest sandsynligt, at russerne forberedte afgørende operationer mod tyskerne i Baltikum ... slutkampen i anden verdenskrig kommer ikke til at stå om Helsingfors, men om Berlin ... Hovedkvarteret og de øverstkommanderende på Næsset delte denne anskuelse«l.
General Oesch har skarpt kritiseret det finske efterretningsvæsen for mangelfulde oplysninger om og fejlbedømmelser af fjendens hensigter2. Ansvaret herfor falder på dets chef oberst Aladar Paasonen, som imidlertid gjorde gældende, at hans advarsler ikke i tilstrækkelig grad blev taget til følge. Han mener, at man i for høj grad stolede på generalløjtnant Airos afvigende fortolkning af de indrapporterede iagttagelser. Så sent som den 5. juni sendte Paasonen til Mannerheim og Waldén en indberetning, som gjorde opmærksom på, at en faretruende situation var under udvikling.
Videre skriver Oesch, at general Erfurths udtalelser i sin bog, om at det russiske angreb kom fuldstændig overraskende og fremkaldte bestyrtelse i det finske hovedkvarter, er et vidnesbyrd om, hvor vildledende efterretningsvæsenets rapporter og deres fortolkning var. Trods det omfattende materiale og de tydelige tegn på en offensivs forberedelse blev der videregivet hypoteser og konklusioner, som snarere tjente til beroligelse end til alarm og advarsel om, hvad der var i gære.
Hvis man med en overrumpling mener, at man ikke i forvejen kender det nøjagtige tidspunkt, dag og klokkeslet, og de præcise angrebsmål, så er ethvert angreb overraskende. Men det var ikke det, det drejede sig om i juni på Det karelske Næs.
Mannerheims beskrivelse af sagen giver anledning til undren. Hvordan i alverden kunne sovjetiske tropper samles på Næsset i årene 1941-44, når Leningrad var omringet og belejret, så alle landforbindelser til Næsset var blokeret af tyskerne. Men Mannerheims ord dækker udmærket den sorgløshed, som i særdeleshed IV armékorps' chef lagde for dagen med hensyn til de markante stedfundne iagttagelser. Det var ligeså evident, at sovjethæ-

 1. Mannerheim, s. 380.
2. Kari Lennart Oesch (1892-1978), sluttede sig til jægerbevægelsen i 1915, deltog i borgerkrigen 1918, generalløjtnant 1935, juni 1944 overkommandoen på Det karelske Næs, 1946 idømt 12 års fængsel for mishandling af krigsfanger, 1947 nedsat til 3 års fængsel, løsladt 1948, ansat i en landbrugskoncern, ærespræsident for Det finske Officersforbund, æresdoktor 1960 ved Turku universitet.
 

537
 
ren ikke var i stand til at gennemføre en offensiv i Baltikum, så længe et ubesejret Finland med fuldt kampberedte finske og tyske divisioner udgjorde en alvorlig flanke- og rygtrussel. Flybombardementer og fredssonderinger havde ikke givet Sovjetunionen den nødvendige magt over Den finske Bugts nordkyst. Nu var derfor tidspunktet kommet, da en storoffensiv var det eneste middel til at uskadeliggøre nordvestflanken.
Oesch slutter sine betragtninger med at understrege, at en af krigsførelsens vigtigste regler er at være garderet mod den værst tænkelige situation, og på dette punkt havde den øverste hærledelse svigtet1.
Det kan være vanskeligt at fastslå, i hvilken grad det sovjetiske angreb den 9. juni kom som en overraskelse for det finske forsvar. Men én ting står imidlertid fast: Storoffensiven, hvis styrke og omfang overgik sovjethærens indsats ved Stalingrad, kom som et frygteligt chok for finnerne. Man havde ikke gjort sig nogen forestillinger om den overvældende angrebskraft, som russerne satte ind.
I løbet af den første angrebsdag havde den sovjetiske 21. armé slået en 20 kilometers bred breche i fjendens forreste forsvarslinie og var trængt 15 km frem2.
For at imødegå det voldsomme sovjetiske pres mod finnernes forsvaringsstilling nummer to, VT-linien (Vammelsuu-Taipale), begyndte Mannerheim at trække forstærkninger til kampskuepladsen på Næsset fra Østkarelen - 4. og 17. division samt 20. brigade. I løbet af juni måned blev Østkarelen på det nærmeste evakueret for finske styrker. Endvidere henvendte han sig til tyskerne om våbenleverancer i form af stukas, panserværnsvåben og ammunition, og fra førerhovedkvarteret indløb et positivt svar3.
Den 12. juni var sovjettropperne næsten overalt trængt frem til VT-linien, og Moskva udtrykte sin tilfredshed med operationernes hidtidige forløb og påskyndede fremrykning mod Viborg. Góvorov analyserede situationen nøje: Det finske forsvar ydede efterhånden en hårdere modstand særlig på VT-liniens centrale afsnit, hvor man fra finsk side ventede den russiske offensivs hovedstyrke sat ind. Derfor besluttede han at sætte gennembrudsangrebet ind på sin venstre fløj ved Kuuterselkä, nærmere Den finske Bugt, hvor det finske forsvar måtte formodes at være svagere. I største hast og i stor hemmelighed blev 21. armé dirige-

 1. Oesch, s. 73ff.
2. Mäkelä, passim.
3. Mannerheim, s. 382ff.

 538
 
ret til venstre fløj, mens 23. armés opgave var at forsvare det vundne terræn og afslå finske modangreb på midtersektoren1. Mannerheim mente, at den alvorlige situation krævede én øverstkommanderende over samtlige finske enheder på Næsset, og valget faldt på generalløjtnant Oesch, som i ekspresfart blev beordret fra Aunus-fronten i Østkarelen til sin nye krævende opgave.
Om morgenen den 14. juni indledtes 90 minutters sovjetisk artilleribeskydning af den finske stilling ved Kuuterselkä med ildstøtte fra flådeenheder. Efter voldsomme kampe erobredes det vigtige støttepunkt, og dermed var VT-stillingen i opløsning; sovjethærens gennembrud blev udvidet til at strække sig over en trediedel af VT-stillingen, og Leningrads armégruppes ledelse beordrede tropperne til at fortsætte angrebet for »hurtigt at erobre Viborg og genforene den store og militært vigtige by med fædrelandet«. Den øverste Sovjet viste sin påskønnelse af den militære indsats: Generaloberst, chef for Leningrads armégruppe Leoníd Góvorov blev udnævnt til marskal af Sovjetunionen, næstkommanderende i armégruppens krigsråd Andréj Zhdánov og chefen for 21. armé Dimitrij Gúsev blev udnævnt til generaloberster2.
Erfurth mente, at udsigterne for at holde VKT-linien (Viborg-Kuparsaari-Taipale) var usikre - den sidste forsvarslinie på Det karelske Næs.
General Heinrichs søgte at berolige den bekymrede tysker. Han mente, at den længere mod vest liggende »Moskva-linie«, der efter Vinterkrigen var blevet udbygget, skulle være nogenlunde pansersikker. Hvis de sovjetiske panservogne alligevel skulle bryde igennem her, så ville de i løbet af få timer kunne støde frem til det finske hovedkvarter i Mikkeli.
Heinrichs stillede to spørgsmål til sin tyske kollega:
1. Er den finske modstand af så afgørende interesse for Tyskland, at det er rede til at yde mere militærhjælp ud over den allerede leverede?
2. Er Tyskland i stand til at stille seks divisioner til rådighed med henblik på at forstærke det sydlige frontafsnit af »Moskva-linien«?
Erfurth lod omgående spørgsmålene, der var blevet stillet på marskalk
Mannerheims vegne, gå videre til OKW3.
Fra general Warlimont i OKW fik Erfurth to telefonopringninger.
Først fik Erfurth oplyst, at Hitler var indstillet på at yde Finland militær-

1. Mäkelä, s. 143.
2. Mäkelä, passim.
3. Erfurth, s. 237. Klink, s. 36.

539
 
hjælp, men var betænkelig ved, at finnerne havde rømmet Østkarelen. Erfurth mente iøvrigt, at situationen i Finland havde udviklet sig sådan, at den finske regering ville være indstillet på at knytte sig nærmere til Tyskland, hvilket Warlimont var meget tilfreds med. I den næste telefonsamtale meddelte Warlimont, at forudsætningen for den tyske militærhjælp ville være, at linien Viborg-Vuoksi kunne holdes. Dette var en absolut betingelse. En indsats af tyske styrker i den tilbagetrukne »Moskva-linie« var helt udelukket, ligesom overførsel af det ønskede antal tyske divisioner måtte afslås.
Men materiel hjælp ville blive leveret. Ombord på to tyske torpedobåde var allerede ankommet 9.000 stykker »Panzerfaust« og 5.000 stykker »Panzerschreck« (Bazookaer) til styrkelse af det finske forsvar, og nu blev flere forsyninger stillet i udsigt. Erfurth mente, at det ville være på sin plads, hvis Mannerheim gav udtryk for sin taknemmelighed, hvilket marskalken så gjorde i form af et takketelegram til Hitler1.
Erfurths bekymring for VKT-liniens modstandskraft var ikke ubegrundet. 70 km's bredde blev den gennembrudt af 21. sovjetiske armé, og i løbet af den 20. juni blev det finske forsvar tromlet ned. Som en lavine rullede to armékorps mod Viborg, der blev erobret ved et stormangreb klokken 18. De enheder, der havde deltaget i aktionen, fik tildelt hædersbetegnelsen »Výborgskij«.
Finnerne blev fuldstændig overrumplet af det sovjetiske lynangreb. Den dårligt udrustede og underbemandede 20. finske brigade under oberst Armas Kemppi kunne intet stille op. Han savnede ganske fronterfaring og blev stillet over for en umulig opgave. Efter sædvane blev han dog senere stillet for en krigsret, idømt en ret mild dom, men døde kort efter som en knækket mand. Også en bataljonschef blev stillet for retten. Han begik selvmord, efter at have fået en hård dom2.
Byen Viborgs fald var et hårdt slag for den finske kampmoral. Det betød tabet af et vigtigt strategisk støttepunkt og et springbræt for fjenden til overgang over Viborgbugten. Det lykkedes dog den 10. og 17. finske division at opbygge en stærk forsvarslinie vest for byen.
Den aktuelle situation på den karelske front blev kommenteret af »Stockholms-Tidningen«: »Den russiske fremstormen på Det karelske Næs ... må have sønderrevet de sidste illusioners. og ønskedrømmes slør, som endnu kan have skjult virkeligheden for de kredse, i hvis hænder den finske nations ledelse har hvilet ... Alle de beregninger, som denne regering

 1. Erfurth, s 238. Klink, s. 38.
2. Mäkelä, s. 182-83.

540
 
og dens forgængere havde bygget deres politik på, er slået fejl. Tesen om Tysklands uovervindelighed, som Finland i 1941 lagde til grund for sin deltagelse i krigen, er tilintetgjort. Den dertil svarende tese om Sovjetunionens indre civile og militære svaghed er modbevist så eftertrykkeligt, som det er muligt. Tilbage står det uhyggelige faktum, at det lille Finland står ensomt i sin kamp mod en gigantisk modstander… Historien vil fælde dom over de mænd, som har stået i spidsen for Finlands politik lige siden sommeren 1941«1.
På baggrund af denne svenske kommentar skal det erindres, at en stærk svensk presseopinion i 1941 bifaldt krigen mod USSR. Man var dengang overbevist om, at kampen ville ende med sejr for.Finland og sikre landets selvstændighed og frihed2.
Dagen efter Viborgs fald gav Stalin ordre til, at offensiven skulle fortsætte med retning mod Kotka og Imatra. Senere udvidedes operationerne med landgangsforsøg på vestbredden af Viborg-bugten. For sovjethæren var terrænet meget ugunstigt på grund af de mange søer og manglen på veje, og den 12. juli besluttede den øverste sovjetiske ledelse at afbryde offensiven.
Stormløbet mod Berlin var vigtigere. Resultatet af mere end tre ugers angreb på Leningradfrontens højre fløj var, at de sovjetiske tropper ikke havde formået at gennemføre de opgaver, som hovedkvarteret havde stillet dem den 21. juni. Ved at føre forstærkninger frem hindrede den finske krigsledelse den sovjetiske offensiv i at trænge ind i det indre Finland. På den anden side var det lykkedes at forskyde fronten 100 km bort fra Leningrad og sikre byen for fremtiden. Desuden stod hele Sydfinland over for en reel trussel. Den sovjetiske flådes operationsområde var blevet væsentligt udvidet. Fronterne i Finland overgik til stillingskrig, og man var i fuld gang med at overføre sovjetiske enheder til vigtigere opgaver3.
Som aftalt på mødet i Teheran startede en sovjetisk storoffensiv i Hviderrusland under kommando af marskal Vasíljevskij. Heeresgruppe Mitte blev knust; de tyske tab var større end ved Stalingrad. En måned senere var de sovjetiske styrker nået frem til Polens og Østprøjsens grænser. Det er betegnende, at tre tyske divisoner blev efterladt til håbløs tilintetgørelse i Vítebsk, blot fordi føreren frygtede, at tabet af denne by ville have en ufordelagtig virkning på finnerne i deres egen fortvivlede kamp på Det karelske Næs4...

1.Marandi, s. 255.
2. Marandi, s. 266.
3. Bitva….,s. 485ff
4. Philippi-Heim, s. 246. 

541
 
Et par dage efter Viborgs erobring havde general Dietl i Obersalzberg en samtale med føreren, hvis indhold generalen samme aften refererede til sin adjudant. Dietl var stærkt foruroliget over den militære udvikling i Finland, og han ville forsøge at overtale Hitler til at sende tyske forstærkninger frem.
Den russiske offensiv kom som et chok for finnerne, der havde undervurderet fjenden. Man byggede på erfaringerne fra vinterkrigen og de hurtige finske erobringer af sovjetisk territorium i løbet af sommeren og efteråret 1941. I Finland havde man overhovedet ikke forstået karakteren af en total krig; på hjemmefronten var der nærmest fredslignende tilstande, og man forsøgte at klare sig gennem krigen med mindst muligt besvær og afsavn. Dietl troede, at i tilfælde af et finsk militært sammenbrud, ville en del af hæren fortsætte kampen ved Tysklands side. Iøvrigt mente han, at den tyske troppefordeling i Europa var helt forkert. Han sagde direkte: »I Danmark, Norge og Finland er der omkring 600.000 mand til rådighed. Vi lader unge soldater tage solbad på Kreta og gå på fiskeri i Det ægæiske Hav, og i mellemtiden marcherer russerne mod Berlin«. Ved denne bemærkning sprang Hitler op, slog i bordet og råbte: »General Dietl, De er en tapper soldat, men De forstår Dem overhovedet ikke på politik«. Med en afsluttende bemærkning om den tyske »Endsieg« blev generalen permitteret. På flyveturen tilbage til Finland styrtede maskinen ned i Alperne ved Semmering, og generalen med flere af hans følge blev dræbt på stedet1.
Den ny chef for 20. Bergsarmee blev general Lothar Rendulic, der som forgængeren opslog sit hovedkvarter i Laplands hovedstad Rovaniemi.
Tyskerne begyndte nu at indfri deres løfte om militærhjælp. Den 122. Division blev overført fra Estland til støtte for de finske tropper på Næsfrontens sydvestfløj.
Hjælpen var imidlertid ikke imponerende hverken med hensyn til kvantitet eller kvalitet. Mannerheim havde kaldt aktionen en dårlig spøg. Men den betød trods alt en stabilisering af fronten; faren var indtil videre afværget, også fordi det sovjetiske angreb var aftaget i intensitet2.
En svensk Helsingfors-korrespondent skrev om de tyske troppers ankomst til Finland: »Sammenskrabet, udmattet mandskab, der blev transporteret i vogne, som var røvet fra polske bondegårde«3.
I den danske illegale presse blev resultatet gjort op således i »Information«: »Finland er i dag i samme situation som for fire år siden: Mannerheimlinien er gennembrudt. Russerne står umiddelbart foran Viborgs for-

 1. Dietl, s. 267ff.
2. Tanner, s. 212.
3. Gripenberg, s. 243.

542
 
stæder, store dele af den finske hær er ved at blive afskåret af russerne, som foretager landgang på den østlige side af næsset. Der er ingen anden mulighed end at søge fredsforhandlinger gennemført. Den finske minister i Stockholm, Gripenberg er kommet tilbage til Stockholm efter en konference. Han går nu i forhandling med russerne ved svensk formidling. Samtidig er der regeringskrise i Helsinki. Man kan vente en regering Paasikivi med Gripenberg som udenrigsminister1.

Planer om regeringsomdannelse og de første Stockholm-kontakter

Juni måneds faretruende militære udvikling på Det karelske Næs samt alarmerende indberetninger fra finske legationer i udlandet fremkaldte politiske reaktioner i Helsingfors, omend det ikke kom til at gå helt så hurtigt og gnidningsløst som meddelt af »Information« i Danmark.
Finlands gesandt i Ankara indberettede, at USA's derværende ambassadør havde udtalt, at USSR var besluttet på at likvidere Finland, inden russerne indledte den storoffensiv på østfronten, som Stalin havde stillet vestmagterne i udsigt på mødet i Teheran, og den skulle finde sted meget snart efter de allieredes landgang på kontinentet. USA-ambassadøren mente, at Den røde Hær ville nå frem til Helsingfors omkring midten af juli; USA ville ikke være i stand til at hindre en sovjetisk okkupation af Finland. Fra det finske gesandtskab i Bern var der indløbet et telegram om, at i diplomatiske kredse i Schweiz' hovedstad var der forlydender om, at det var Sovjetunionens hensigt at okkupere Sydfinland og Ålandsøerne, likvidere general Dietls tropper i Nordfinland og invadere Norge2. Præsident Ryti anså en regeringsomdannelse for nødvendig for at kunne indlede fredsforhandlinger. Mannerheim fik tilbudt statsministerposten, men svarede kategorisk nej; forsvarsminister Waldén afslog af helbredsgrunde. Mannerheim anså iøvrigt ikke en ny regering for ønskelig af hensyn til Tyskland, og det ville endvidere virke skadeligt på moralen i hæren3.
Den 20. juni ringede Mannerheim til statsministeren; han var dybt pessi-

 1 . »Information«, nr. 203, 20. juni 1944.
2. Procopé, s. 170-71.
3. Rudolf Waldén (1878-1946), militæruddannelse, general 1942, forsvarminister fra 1940 til november 1944, fremtrædende industrialist inden for savværks- og papirindustrien, fra 1920 leder af koncernen »Yhtyneet paperitehtaat«, der var en fusionsdannelse af landets største papirfabrikker. Mannerheim, s. 391. 

543
 
mistisk, nærmest panikslagen; nu drejede det sig ikke længere om dage, men om timer. Marskalken tilrådede nu dannelse af en ny regering, der skulle tage et frisk fredsinitiativ. På Ekudden mødtes Ryti, Linkomies, Ramsay og Tanner for at drøfte mulighederne for regeringsskifte. Waldén undslog sig med henvisning til dårligt helbred. Derefter kom Ramsay i forgrunden, selv om han tidligere var blevet anset for uegnet som regeringschef, eftersom han ikke beherskede det finske sprog tilfredsstillende.
Han gik i gang med at undersøge mulighederne; det stod klart, at Tanner ikke kunne komme med i en fredsregering; i Moskva var han den mest forhadte af de finske politikere1..
Med hensyn til en eventuel ny regering under Ramsays ledelse slog Mannerheim pludselig om. Han frarådede at skifte regering, men typisk for ham ønskede han ikke personlig at give udtryk for sin ændrede opfattelse, men brugte Waldén til at vælte planerne, idet denne erklærede, at han ikke under nogen omstændigheder ville fortsætte som forsvarsminister. Ryti, der var nærværende, tabte fatningen, slog i bordet og skreg op om, at det var Waldéns pligt, men han stod fast på sin beslutning. Når Waldén som Mannerheims nærstående tillidsmand nægtede at være med, kunne det kun betyde, at Mannerheim havde skiftet mening. Hvorfor? Linkomies gætter på, at under armeens desperate kamp ville et regeringsskifte svække kampmoralen, og så betydelig var marskalkens indflydelse, at Ramsays forsøg følgelig løb ud i sandet2.
Tanner besværer sig i sine memoirer over, at det er helt umuligt at hemmeligholde vigtige politiske beslutninger, da disse takket være fredsoppositionen meget hurtigt siver ud til offentligheden. Nogle af disse mennesker optræder senere i historien som ledende medlemmer af det kommunistiske parti, føjer Tanner bittert til3.
Tanners bekymringer var ikke ubegrundede, eftersom overvejelserne inden for den finske politiske inderkreds om en regeringsomdannelse var kommet en del af den svenske presse for øre, og rygtevis bekendtgjorde den, at udenrigsminister Ramsay var udset til at afløse Linkomies på statsministerposten. Denne forhastede og urigtige meddelelse gjorde forhandlingerne i Helsingfors endnu mere komplicerede, så meget mere som de følgende dages begivenheder gjorde situationen helt uoverskuelig. (jfr. Ribbentrops besøg, se s. 547ff)4.

 1. Linkomies, s. 276.
2. Linkomies, s. 277.
3. Tanner, s. 191.
4. Klink, s. 39.
 

544
 
Fra finsk side havde man i hele perioden lagt stor vægt på at holde vejen til Washington åben, idet finnerne mente, at der fortsat kunne trækkes på en god portion goodwill i USA, som gik tilbage til vinterkrigens dage, men fra midten af juni forværredes forholdet.
Den finske gesandt i Washington Hjalmar Procopé samt tre legationsråder fik udvisningsordre, og de pågældende blev fra nu af indtil afrejsen fra New Orleans den 22. juni med et spansk skib nøje overvåget af FBI-folk.
Udvisningen blev begrundet med uvenlig, fjendtlig virksomhed. »Sunday Star«, Washington, skrev, at Procopé havde givet udtryk for protyske sympatier og forsøgt at mistænkeliggøre Sovjetunionen i den amerikanske offentlighed. Tre gange tidligere var han blevet advaret på grund af »uvenlig virksomhed«, ligesom han havde ladet ukloge bemærkninger falde i private samtaler. Bestemmelser fra 1942 forbød udenlandsk legationspersonale at fremsætte politiske erklæringer, hvilket Procopé ikke havde taget særlig alvorligt. Han skulle have omtalt russerne, som »vore fælles fjender« og have udtalt sig om »Roosevelts storslåede plan om at udlevere hele Europa til russerne«. Legationsråd Vahervuori havde brugt udtrykket »ham jøden Morgenthau«, og hans kollega Toivola plantede antisovjetiske historier i de aviser, der ville trykke dem, og søgte på den måde at så splid i den allierede lejr. »Evening Star« skrev, at Procopé i indberetninger til Helsingfors havde overdrevet USA.s venlige følelser over for Finland og skulle derved have bidraget til det finske afslag på Moskvas fredstilbud i foråret. State Department havde anmodet Procopé om at tilskynde sin regering til at antage det sovjetiske forslag. Den finske gesandt viderebragte opfordringerne, men lod samtidig sin regering forstå, at det amerikanske folk ikke delte State Departments holdning. Den overstrømmende sympati, der i
Vinterkrigens dage var blevet Finland til del, kunne dog endnu komme til udtryk. Kongresmedlemmerne Knutson, Minnesota, og Vandenberg, Michigan, angreb Roosevelt og udenrigsminister Hull for »den usle behandling af Finland« og antydede, at USA.s regering havde givet efter for sovjetisk pres om »to kick out the Finnish fascists«.
Dagen før Procopé blev erklæret »persona non grata« havde Finland ironisk nok lige indbetalt det ordinære afdrag på sin gæld til USA fra første verdenskrig på 148.445.06 dollars. De diplomatiske forbindelser mellem de to lande var dog ikke definitivt afbrudt. I Washington blev to underordnede legationsfunktionærer tilbage, og i Helsingfors forblev Gullion på sin post. Den finske regering anså det for vigtigere end nogensinde, at USA.s legation i det mindste symbolsk blev opretholdt. Bitterheden mod USA var dog udbredt; »som at slå på en bokser, der allerede var gået i gulvet«, sagde man i den finske hovedstad 123.
 

545

Om aftenen den 21. juni besluttedes det på et møde hos Mannerheim, hvor præsidenten, stats-, udenrigs- og forsvarsministeren deltog, at sondere fredsmulighederne via den finske legation i Stockholm. Formanden for rigsdagens udenrigspolitiske udvalg professor Voionmaa blev orienteret om beslutningen. Samtidig understregede Mannerheim, at mere effektiv hjælp fra Tyskland var nødvendig for at kunne modstå det russiske pres4. Med denne beslutning som udgangspunkt blev de første spinkle tråde spundet, som lidt efter lidt knyttede de tre hovedpersoner Alexandra Kollontáj, Erik Boheman og Georg Gripenberg sammen i et stadig tættere væv5.
Kabinetssekretæren skildrer Gripenberg som en usædvanlig smidig forhandler i en vanskelig situation, en varm tilhænger af de allierede; han nærede afsky for nazisterne og troede ikke et øjeblik på tysk sejr. Ikke mindst derfor måtte man i Sverige tillægge hans informationer om finnernes vanskeligheder stor vægt6.
Den 22. juni sendte Ramsay sin sekretær, daværende kaptajn Andreas Segerkrantz, med fly til Stockholm. Han medbragte en instruks, som Gripenberg omgående skulle lade gå videre til madame Kollontáj via Boheman. Instruksen lød: »Finland rede til forhandling om fred - kan sende delegation til Moskva med fuldmagter«. Af hensyn til risikoen for at instruksen kunne falde i tyskernes hænder, blev intet skrevet ned. Segerkrantz skulle bare lære irkelholdet udenad, og først da flyet nærmede sig Bromma havde han nedskrevet budskabet. Ad den foreskrevne vej nåede det sent om aftenen frem til madame Kollontáj7.

 1 . Hjalmar Procopé (1889-1954), uddannet advokat, i udenrigsministeriets tjeneste fra 1918, handelsminister 1920-21, udenrigsminister 1924-25, 1927-31, gesandt i Washington 1938-44, forsvarsadvokat for Risto Ryti ved krigsansvarlighedsprocessen 1945-46, efter 1946 nærmest betragtet som »persona non grata« i sit hjemland, hvorefter til sin død bosat i Sverige og andetsteds i udlandet.
2. Hjalmar Procopé Kokoelma. 602:121. Lähettiläskaudelta Washingtonissa, Kansian 79, s. - 3. Schwartz, s. 87. Tanner, s. 266.
3. Henry Morgenthau (1891-1967), amerikansk finansminister 1934-45, en af præsident Roosevelts nærmeste rådgivere, ophavsmand til Morgenthauplanen som anbefalede, at Tyskland efter krigen skulle miste al sin industri og minedrift og forvandles til et rent agrarsamfund.
4. Procopé, s. 163.
5. Georg Gripenberg (1890-1975) var født i St. Petersborg, trådte i 1918 i finsk udenrigstjeneste, gesandt i London 1933-41, i Vatikanet 1941-42, i Stockholm 1943-56 og sluttelig Finlands ambassadør ved FN 1956-59.
6. Boheman, s. 247.
7. Som meddelt Jägerskiöld af Andreas Segerkrantz, Jägerskiöld, s. 409-10.

546
 
Den følgende dag blev Gripenberg kaldt til udenrigsdepartementet, hvor Erik Boheman ventede ham med svaret fra Moskva: »Da vi flere gange er blevet bedraget af finnerne, ønsker vi fra den finske regering en erklæring underskrevet af præsidenten og udenrigsministeren om, at Finland er rede til at kapitulere og til at henvende sig til Sovjetregeringen med anmodning om at slutte fred. I så fald er Moskva rede til at modtage en finsk forhandlingsdelegation«. Boheman havde over for madame Kollontáj bemærket, at der forekom en modsigelse mellem »kapitulation« og »forhandling«. Den sovjetiske ambassadør havde svaret, at vægten lå på ordet »rede« til kapitulation - der var intet krav om kapitulation. Boheman: »Kapitulation er et odiøst ord. Betyder det nedlægge våbnene eller slutte krigen?« Kollontáj: »Telegrammet siger udtrykkeligt kapitulation - intet andet udtryk er muligt«1.
Samme dag begyndte rygterne allerede at svirre i den svenske hovedstad. Klokken 14 udkom »Aftonbladet«, der fra en i almindelighed velunderrettet kilde kunne oplyse, hvilke krav Moskva stillede for en våbenstilstand: 1. 1940-årets grænser. 2. Fri gennemmarchret for sovjetiske tropper hvorsomhelst i Finland til bekæmpelse af general Dietls divisioner. 3. Flyvebaser i Østerbotten. 4. Baser på Ålandsøerne. 5. Finland skal for fremtiden bryde med sin nordiske orientering. Klokken 16.30 blev det meddelt, at de bragte oplysninger stammede fra »New York Times«s Stockholm-korrespondent. Klokken 17.20 lovede det svenske udenrigsministeriums pressechef Helsingfors, at morgenbladene i Sverige ikke ville udsende »Aftonbladet«s sensationelle oplysninger, der savnede enhver grund i virkeligheden2.
På det tidspunkt havde begivenhederne i Helsingfors taget fart. Den finske regering var blevet overrumplet af et uforudset, ubehageligt og ubetimeligt intermezzo.

Rigsudenrigsminister Joachim von Ribbentrop i Helsingfors

Natten mellem den 21. og 22. juni indløb til det tyske gesandtskab i Helsingfors et citissime-telegram:
Rigsudenrigsminister von Ribbentrop med en personlig stab på 14 personer ville i løbet af dagen ankomme i fly til Helsingfors. Han ønskede en

 1. Gripenberg, s. 236-37.
2. Vainö Tanner Kokoelma 43, s. 7-8.

547
 
forhandling med præsidenten, og mødet skulle hemmeligholdes. Indkvarterings- og provianteringsspørgsmålet voldte vanskeligheder. Det tyske gesandtskab var bombebeskadiget og kunne ikke beboes. Blücher selv boede 26 km uden for byen, men det lykkedes at få evakueret et hotel i hovedstaden til Ribbentrop og hans følge. På det tidspunkt opholdt Ryti sig i sit sommerhus på Ekudden, hvor han fik underretning om det ret så ubehagelige besøg. Det første møde blev berammet til klokken 20 samme dags aften. På vejen fra flyvepladsen spurgte Ribbentrop den tyske gesandt: »Findes der 1.000 pålidelige mænd til om nødvendigt at tage magten?« Blücher svarede, at ca. 3 % af befolkningen ville måske støtte et sådant kup og et autoritært styre, men deriblandt findes der ikke en eneste med lederegenskaber1.
Hvorfra kom tilskyndelsen til Ribbentrops rejse til Helsingfors? Linkomies antyder, at initiativet kunne være kommet fra Hans Metzger, presseattaché ved den tyske legation. Han talte flydende finsk, havde nær kontakt med IKL.s ledende folk, som uden om regeringen pressede på for at få våbenhjælp fra Tyskland og en nærmere politisk forbindelse med Det tredje Rige. Disse kredse mente, at nu var situationen moden til at opstille politiske krav.
At tyskerne anså dette spørgsmål for at være overordentlig vigtigt fremgår af den kendsgerning, at en stormagts udenrigsminister personlig begav sig til et lille lands hovedstad for at gennemføre denne mission. Ribbentrop kan selv have haft to gode grunde hertil. For det første regnede han med, at en pression i den for Finland katastrofale situation skulle have den af Hitler ønskede politiske effekt, og for det andet ville et positivt resultat have været en personlig prestigegevinst for hans egen vaklende position2. Se også bilag 4.
For finnerne, der var i fuld gang med overvejelser om regeringsskifte og tilløb til fredsforhandlinger med russerne, kom Ribbentrops ankomst højst ubelejligt. Tanners bemærkning om situationen var træffende: »Det var lige det, der manglede! Nu er det den totale forvirring«3.
Den natlige samtale mellem Ribbentrop og Ryti på tomandshånd formede sig først som en optimistisk monolog fra Ribbentrops side. Han udtrykte vished om den endelige tyske sejr, der fandtes store reserver i beredskab, krigsproduktionen var i opsving. Den, var henlagt til underjordiske anlæg og fjerne dalstrøg i Alperne, beskyttet mod fjendtlige flyangreb. Og nye

 1. Blücher, s. 368-69.
2. Linkomies, s. 287.
3. Tanner, s. 274.

548
 
våben var under udvikling. V I og V 2 var gengældelsesvåben, der ville rette et knusende slag mod England. Med enmandsubåde ville krigsførelsen på havet blive meget mere effektiv, samtidig med at der var opfundet et middel mod de allieredes radar, der kunne uskadeliggøres. Ryti indvendte, at de kolde fakta ikke talte til gunst for Tyskland; hvis Estland skulle gå tabt for tyskerne, ville situationen være håbløs for Finland, der ville være udsat for sovjetiske angreb fra luften og ad søvejen. Ribbentrop advarede om, at Finland ville gå sin undergang i møde, hvis det indlod sig i forhandlinger med Sovjet, og i den forbindelse rettede han et skarpt angreb på Paasikivi. Endvidere anså han USA.s gesandtskab i Helsingfors for en utilstedelig spionrede, der var til skade for både Finland og Tyskland. Præsidenten forsvarede sig med at anføre, at det var ikke tilrådeligt for Finland at skaffe sig flere fjender for tiden; USSR var fuldt tilstrækkeligt, og det var overordentlig vigtigt at opretholde diplomatiske forbindelser med USA. Ribbentrop sagde, at føreren ønskede med sikkerhed at vide, hvor Finland stod. Der måtte gives garantier, for at tyske våben ikke faldt i fjendens hænder, og så fremførte han som sin vigtigste mission: En finsk-tysk aftale som udelukkede en finsk separatfred uden tysk samtykke. Ryti mente ikke, at der i Finland ville være en enig opinion for, at landet skulle knytte sig nærmere til Tyskland; dette ville føre til splittelse og virke skadeligt.
Sluttelig spurgte Ryti, hvilken hjælp Tyskland under de nuværende forhold kunne yde Finland, hvis stilling nu var meget anstrengt. Ribbentrop svarede, at Tyskland kunne levere bombefly som Stukas, Jabos, desuden et par Sturmgeschützbrigader, som kunne holde omkring 500 russiske kampvogne i skak. Endvidere stillede han en, måske to infanteridivisioner i udsigt og fremsendelse af andre våben, ammunition m.m. til sikring af de finske fronter. Ryti henviste militære anliggender til nærmere forhandling med marskalk Mannerheim, og Ribbentrop sagde, at han den følgende dag ventede at få en redegørelse for den militære situation af de tyske generaler.
Ud på morgenen ved 2-3-tiden kom Ryti ud fra samtaleværelset, askegrå i ansigtet og fuldstændig udmattet. Ribbentrop virkede lige modsat - veloplagt og oplivet1.
Uafhængigt af hvad der om natten var foregået mellem præsidenten og Ribbentrop holdt det udenrigspolitiske udvalg et møde i Linkomies' embedsbolig den 23. juni, hvor svaret fra Moskva blev drøftet. »Kapitulation« var anstødeligt, og statsministeren og Ramsay var modstandere af, at man forhandlede på de vilkår. Ryti foreslog et kompromis: Man kunne give

 1. Blücher, s. 370. Procopé, s. 164-65. Svensk Tidsskrift, s. 258ff. som meddelt forfatteren personligt af forhenværende præsident Ryti.

549
 
Moskva et svar, som gik ud på, at Finland var rede til at forhandle, hvis landets suverænitet og selvstændighed blev garanteret. Linkomies mente, at et forbehold af den art var alt for alment og uden betydning. Udenrigsudvalget besluttede at undlade at give Sovjet noget svar på udfordringen. Linkomies konstaterede med tilfredshed, at det skyldtes hans holdning, at Finland undgik kapitulation og okkupation. Han mente, at når Sovjetunionen i august/september ikke gentog kravet om kapitulation kunne det skyldes finnernes faste beslutning om ikke at underkaste sig på nåde og unåde samt muligvis også en vis påvirkning på den uforsonlige sovjetiske holdning fra vestmagternes side1.
Ribbentrop og Blücher lod Ramsay forstå, at tysk militærhjælp ville kun blive ydet, hvis Finland gik ind på at slutte en bindende aftale med Tyskland.
Mannerheim ringede til statsministeren og foreslog, at den garanti, som tyskerne krævede, muligvis enten kunne blive vedtaget af rigsdagen med et par stemmers flertal eller ved, at en del af rigsdagens medlemmer afholdt sig fra at stemme, så at det senere kunne påvises, at folkerepræsentationens vilje ikke var kommet til udtryk. En anden mulighed var, at rigsdagen på grund af ukendskab til detaljerne i forslaget henskød afgørelsen til regeringen, som imidlertid ikke bifaldt nogen af Mannerheims forslag.
De tyske forhandlere kunne gå med til et kompromis, hvorved de accepterede en deklaration, der var underskrevet af præsidenten alene2.
Om aftenen den 24. juni blev der afholdt statsrådsmøde. Ramsay fremlagde et udkast til et brev fra præsidenten til Hitler, der ikke indeholdt nogen forpligtelser fra finsk side. Dette blev efter mødet forelagt Ribbentrop, der erklærede, at det var helt utilstrækkeligt. Han forelagde derefter tre aktstykker for Ramsay: 1. Brev fra præsidenten til Hitler. 2. Kommuniqué om forhandlingerne og deres resultat. 3. En offentlig tale, hvori præsidenten til befolkningen skulle fremlægge hovedpunkterne i den indgåede aftale mellem Finland og Tyskland. På Ekudden blev der senere om natten holdt et møde hos præsidenten, hvori deltog Ramsay, Ribbentrop og Altenburg, en af de tyske rådgivere. Efter flere timers drøftelse af Ribbentrops aktstykker blev der imidlertid ikke opnået noget resultat3.
Om eftermiddagen den 25. juni havde Ribbentrop en samtale med Ramsay. Rigsudenrigsministeren havde haft en telefonsamtale med Hitler, som ikke ville acceptere et kompromis. Føreren forlangte en fuldstændig og u-

1. Linkomies, s. 284-85.
2. Tanner, s. 207. Blücher, s. 371.
3. Procopé, s. 167.

550
 
tvetydig »Klarstellung« af Finlands politiske stilling. Fik han ikke det, ville al våbenhjælp blive indstillet. De aktstykker, som Ramsay havde modtaget den foregående dag, var endegyldige. Det udenrigspolitiske udvalg blev herefter orienteret om sagen, og det foreslog, at statsrådet burde finde en løsning under hensyntagen til, at landet befandt sig i en nødsituation. Ryti meddelte, at han ikke kunne skrive under uden rigsdagens samtykke, og at han ikke var i stand til at holde den af tyskerne krævede offentlige tale. I statsrådsmødet stemte ti medlemmer mod fem for, at sagen den følgende dag skulle forelægges rigsdagen, hvor regeringen skulle anbefale en godkendelse af de tyske krav1.
Ribbentrop blev mere og mere utålmodig, og en rådslagning mellem ham og Blücher fik et yderst ubehageligt forløb. Udenrigsministeren bebrejdede gesandten, at han i højere grad repræsenterede de finske interesser end de tyske i så skarpe vendinger og ophidset, som Blücher aldrig havde oplevet tidligere. Ribbentrops nervesystem var på denne tid stærkt rystet. Under besøget i Helsingfors gik han først til sengs omkring klokken tre om morgenen; han fik en dosis homeopatisk sovemiddel af sin sygepasser. Denne og livvagten tilbragte derpå resten af natten uden for deres herres dør2.
I Henrik Ramsays forsvarstale for krigsansvarlighedsdomstolen fremstilles det før nævnte statsrådsmøde således: »Republikkens præsident og udenrigsministeren, for hvem Ribbentrop havde fremlagt de tyske krav, mente, at disse forpligtelser ikke godvilligt kunne accepteres. Men da den militære situation stadig var dårlig, og da militærledelsen understregede behovet for våbenleverancer, besluttede statsrådet i sit møde den 25. Juni med 10 stemmer for og 5 imod at godkende de tyske krav om en alliance. Såfremt de tyske leverancer skulle blive afbrudt ... ville det betyde frontens sammenbrud. Men hvis den finske hær blev sikret en ubrudt strøm af våbenhjælp ... ville forsvaret blive stabiliseret, og landet ville således få en gunstigere udgangsposition for forhandlinger med Sovjetunionen og en fredsslutning«3.
Der synes at herske uklarhed om, hvad statsrådet egentlig stemte om i sit møde den 25. juni. Procopé, der var Rytis forsvarer, siger, at det drejede sig om aftalen med Ribbentrop skulle forelægges rigsdagen eller ej. I sin forsvarstale hævder Ramsay, at spørgsmålet var, om regeringen skulle god kende aftalen. Efter det foreliggende materiale må det antages, at Ramsays

 1. Procopé, s. 167.
2. Blücher, s. 376.
3. Ramsayn poulustuspuhe, Sotasyyllisoikeuden asiakirjat. II, s. 28-29.

551
 
udsagn er mest sandsynligt. På dette fremskredne tidspunkt af forhandlingerne måtte en eventuel rigsdagsbehandling af flere grunde være taget af dagsordenen som helt uigennemførlig. (Se herom også s. 558, Tanners fremstilling).
Ryti havde endvidere en samtale med Mannerheim, der anså aftalen med Tyskland for en nødvendighed, ellers var en militær katastrofe uundgåelig. Nu mente Mannerheim også, at det ikke var tilrådeligt at sagen blev forelagt rigsdagen, da man så var tvunget til at oplyse om alternativet med de russiske fredsbetingelser, hvilke i så fald ville komme til tyskernes kundskab og opmuntre dem til at stramme deres krav. I mellemtiden havde Ramsay foretaget visse modifikationer i Ribbentrops formuleringer, og han lod den tyske udenrigsminister vide, at det var det yderste man fra finsk side kunne strække sig til. Derved havde brevet til Hitler fået en sådan form, at Ryti uden rigsdagens medvirken og uden regeringens kontrasignatur kunne underskrive.
Dr.jur. Erik Castréns juridiske ekspertise antoges at garantere for fremgangsmådens konstituelle lovlighed. Hans responsum har følgende ordlyd: »Ifølge regeringsformen § 33 beslutter præsidenten om krig og fred med rigsdagens godkendelse. Heraf følger, at til selve krigens erklæring og for at kunne slutte fred kræves rigsdagens medvirken ... Præsidenten kan således ikke binde staten eller sine efterfølgere ved at afgive en forsikring til en fremmed magt om, at en igangværende krig skal fortsættes, og at fred ikke skal kunne sluttes undtagen ved fælles overenskomst ... På den anden side kan rigsdagen ikke pålægge - end mindre tvinge - præsidenten til at afslutte en krig og slutte fred. Rigsdagen kan højest med det formål godkende en henstillingsmotion, som imidlertid ikke er bindende for præsidenten. Heraf følger, at præsidenten ved at forholde sig passiv faktisk kan forhindre en fredsslutning. På den måde kan præsidenten uden at overskride sine grundlovsmæssige beføjelser også afgive en erklæring til en udenlandsk magt, hvis han anser, at landets velfærd kræver det, om at han personlig, det vil sige så længe hans embedsperiode varer, ikke vil slutte fred uden i forståelse med nævnte stat. Ligeså bør det anses, at præsidenten alene kan beslutte om almindelig våbenhvile, som bør holdes adskilt fra en egentlig fredsslutning1.
Finlands tvangssituation understregedes yderligere ved den kendsgerning, at en levering af 90.000 ts. såkorn var nødvendig til næste høst; ellers måtte brødrationerne halveres, hvorved befolkningens modstandskraft ville blive undergravet.

 1. Procopé, s. 168-69. Svensk Tidsskrift, s. 266.

552
 
For at pointere situationens alvor meddelte den amerikanske chargé d'affaire over for Ramsay, at USA helt ville afbryde de diplomatiske forbindelser med Finland, hvis man gik ind på Ribbentrops krav1.
For Ryti forelå der nu tre muligheder: 1. Indlede fredsforhandlinger med russerne. Det var uklart, om Moskva forlangte ubetinget kapitulation, men præsidenten forudså en sovjetisk okkupation af Sydfinland, og at Nordfinland ville blive en slagmark mellem tyskerne og de sovjetiske tropper, i hvilken finnerne kunne blive tvunget til at deltage på russisk side mod deres hidtidige våbenbrødre. Linkomies, Ramsay og Waldén var imod kapitulation. 2. At kæmpe videre mod Sovjet alene ville være en håbløs opgave i betragtning af manglen på våben, levnedsmidler og den vaklende kampmoral, selv om man i bedste fald kunne håbe på, at presset mod de finske forsvarslinier ville aftage, når Sovjet havde behov for sine styrker i offensiven i Hviderusland. 3. Alliance med Tyskland, hvilket Finland to gange tidligere havde afslået. Det ville sikre Finland den nødvendige militærhjælp og levnedsmiddelforsyninger, hvorved stillingen ved fronten kunne stabiliseres og dermed skabe en gunstigere udgangsposition for senere forhandlinger med russerne. Hvis en aftale med Tyskland blev forelagt rigsdagen, ville det fremkalde bitre meningsudvekslinger og sandsynligvis en regeringskrise, som var det værst tænkelige i landets situation. Hovedkvarteret mente, at på grund af det påtrængende behov for militærhjælp skulle Finland fortsætte krigen på tysk side. De politiske partier stod delt: Agrarpartiet og Samlingspartiet var for det tyske tilbud; socialdemokraterne, Det svenske Folkeparti og Fremskridtspartiet ville gå ind på USSR.s betingelser2.
Hvis Ryti alene skrev under på aftalen, ville rigsdagen stå frit, hvis forholdene senere skulle vise sig gunstigere for en tilnærmelse til Sovjet. I så tilfælde ville kun præsidentens person være en hindring, som kunne overvindes, hvis statsoverhovedet trak sig tilbage. Og Ryti påtog sig ansvaret alene samme dag, men vejen frem til den position, som Ryti forestillede sig, skulle blive lang og trang.
Præsident Rytis brev til rigskansler Hitler fik følgende afsluttede formulering: »I betragtning af den våbenbroderhjælp, som Tyskland yder Finland i dets nuværende vanskelige situation, erklærer jeg som republikkens præsident, at jeg kun i forståelse med den tyske rigsregering vil slutte fred med Sovjetunionen og ikke vil tillade, at en af mig udnævnt finsk regering eller nogen anden person vil indlede forhandlinger om våbenstilstand eller

 1. Tanner, s. 207.
2. Tanner, s. 194ff.

553
 
fred eller forhandlinger, som tjener disse formål uden i forståelse med den tyske rigsregering«. (Erklæringens fulde ordlyd se bilag 1).
Om morgenen vendte Det tredie Riges udenrigsminister hjem til Berlin med en hårdt tiltrængt politisk triumf i lommen. Det, man i årevis havde stræbt efter fra tysk side, var omsider blevet en realitet. Al den snak om separatfred var nu endelig manet i jorden - våbenbrødrene var blevet forbundsfæller. Ribbentrops afpresning var lykkedes, men han havde overset, at Finlands demokratiske system havde holdt en bagdør åben. Umiddelbart så det fra tysk side ud, som om omkring en halv million veluddannede finske soldater nu uigenkaldeligt kæmpede på tysk side og dermed bandt 50 sovjetiske divisioner i Europas nordøstlige hjørne. At det var Ribbentrops fortjeneste, lagde han ikke selv skjul på.

 

GÅ TIL INDHOLDSFORTEGNELSEN         GÅ TIL DEL 1                GÅ TIL DEL 3    GÅ TIL DET ÅBNE AKADEMIS HJEMMESIDE

Copyright 1998   Henrik Bertelsen. Uddrag fra "HISTORIE" udgivet af Jysk Selskab For Historie, Jyske Samlinger, Ny Række XVI, ISSN 0107-4725, 1985-1987. Publiceret på internettet med tilladelse fra Jysk Selskab for Historie og fra forfatteren.