Indledning¹

Den 22. juni 1941 bekendtgjorde Stortysklands fører og rigskansler Adolf Hitler, at han atter havde lagt rigets skæbne i soldaternes hænder. Klokken halvfire om morgenen var tyske tropper på en front fra østersøen til Sorte havet gået over grænsen til Sovjetunionen. Operation »Barbarossa« var indledt over historiens længste front på årets korteste nat.
I den samme appel erklærede føreren: »I forbund (im Bunde) med finske divisioner står vore kammerater under sejrherren fra Narvik (general Eduard Dietl) ved Det nordlige Ishav. Tyske soldater under kommando af Norges erobrer sammen med de finske frihedshelte under deres marskalk beskytter Finland«. Da proklamationen blev offentliggjort i den finske pres-

1. Under et studieophold i Helsingfors fik jeg værdifuld hjælp og gode råd af kontorchef Heikki Impola, udenrigsministeriet, og stedfortrædende rigsarkivar Juhanni Saarenheimi, som jeg er megen tak skyldig. Det samme gælder i høj grad fil.lic. Marja Vasala-Fleischer, sekretær i Finlands ambassade i København.

 520
 
se var den blevet ændret, så »i forbund med« var blevet erstattet af »side ved side«.
Trods fælles planlægning til det store europæiske korstog mod bolshevismen havde tyskerne nu været lidt for tidligt ude med den bombastiske proklamation. Først den 25. juni meddelte den finske præsident Risto Ryti i et lukket rigsdagsmøde, at Finland samme dag var trådt ind i en ny forsvarskrig.
Da marskal Mannerheim i december 1941 havde afsluttet de offensive operationer, stod de finske tropper dels ved 1939-grænsen på Det karelske Næs, dels på Aunus- og Maaselkånæssene dybt inde i Sovjet-Karelen. På denne frontlinie forblev hæren stort set i stillingskrig de følgende 30 måneder indtil juni 1944.
Den 1. februar 1943 overgav den omringede 6. tyske armé sig ved Stalingrad. To dage senere besluttede Finlands politiske og militære ledelse at forberede landets udtræden af krigen. Et sådant skridt mente man skulle være muligt i kraft af det standpunkt, som man siden 1941 havde stået fast på: At Finland førte en separat krig ved Tysklands og dets forbundsfællers side.
Den 1. marts 1943 udløb Rytis præsidentperiode. Den eneste modkandidat, der kunne komme på tale, var den øverstkommanderende, marskal Mannerheim. Men eftersom forberedelserne til at trække Finland ud af krigen kunne blive langvarige og vanskelige, var det den almindelige opfattelse, at marskallen burde holdes i baghånden til det tidspunkt, da der forelå en realistisk mulighed for fred. Endvidere var det tvivlsomt, om det socialdemokratiske parti ville støtte den »hvide general« fra 1918 som præsidentkandidat. Med 269 valgmandsstemmer ud af 300 blev Ryti så genvalgt¹.
Den hidtidige regering under J. W. Rangells ledelse med Rolf Witting som udenrigsminister savnede som eksponenter for krigspolitikken forudsætning for at lede landet ind på fredssonderingernes vej. Professor Edwin Linkomies fra Samlingspartiet dannede den nye regering; udenrigsminister blev Henrik Ramsay (udtalt Råmse), der var kendt som anglofil med gode forbindelser til vesten².

1. Risto Ryti (1889-1956), juridisk kandidat 1914, medlem af rigsdagen i flere perioder som repræsentant for det liberale Fremskridtsparti, direktør for Finlands Bank 1923-40, 1944-45. Som statsminister sluttede han sammen med Tanner og Paasikivi fred med Sovjetunionen i marts 1940 efter Vinterkrigen. Samme år blev han næsten enstemmigt valgt til præsident for de resterende tre år af præsident Kallios præsidentperiode, da denne på grund af sygdom måtte træde tilbage.
2. Edwin Linkomies, fil. dr. 1923, samme år professor i romersk litteratur, Helsingfors univer-

521
 
Den stat, som kunne føle sig kaldet, var bedst egnet og tillige villig til at gøre et forsøg på at få Finland spændt fra den tyske krigsvogn, var USA, der i modsætning til Storbritanien ikke var i krig med Finland. Følgelig tilbød State Department i marts 1943 gennem diplomatiske kanaler sine bona officia som mægler mellem Helsingfors og Moskva. Inden man fra finsk side accepterede det amerikanske tilbud, rejste udenrigsminister Ramsay til Berlin for at lodde stemningen, hvor han fik den barske sandhed at vide af en meget opbragt rigsudenrigsminister von Ribbentrop: Finsk accept af det amerikanske mæglingstilbud ville af Tyskland blive betragtet som åbenlyst forræderi, og fra tysk side ville man ikke undlade omgående at træffe de nødvendige forholdsregler. Den bitre virkelighed bag Finlands postulerede separatkrig blev brutalt afsløret af de tyske trusler, og Ramsay måtte ydmyget rejse hjem med uforrettet sag¹.
Det stod herefter klart, at en separatfred med Sovjetunionen ville medføre åbent brud med Tyskland, der tilmed kunne resultere i en væbnet konflikt. Endvidere måtte man regne med et tysk forsøg på at etablere et Quislingstyre med støtte fra fascistiske kredse på den yderste højrefløj, som havde stor indflydelse på dele af det finske officerskorps.
Regeringen afviste USA's mæglingstilbud på tysk forlangende og valgte derefter at indtage en afventende, passiv holdning.
Som en påmindelse til regeringen om at indfri sit løfte om at gøre alvor af sin egen erklærede fredspolitik udsendte 33 rigsdagsmænd et åbent brev til præsidenten, hvis hovedpunkter lød: Undertegnede medborgere fra forskellige partier ønsker at udtrykke deres bekymring over Finlands politiske stilling. I december 1941 var vore militære mål nået, idet de i 1940 tabte landområder var genforenet med fædrelandet. Vi har intet ønske om at deltage i stormagternes indbyrdes opgør. Finland er slået ind på en farlig og skæbnesvanger vej. Forholdet til USA er forværret, og den amerikanske gesandt har forladt landet. Det er vor opfattelse, at statens ledelse bør tage de nødvendige skridt til at få landet ud af stormagtskrigen og indlede forhandlinger for at sikre landets frihed, selvstændighed og fred. Mulighederne herfor bør ufortøvet undersøges. Vi tillader os at anmode Dem, som

sitetets rektor 1932-43, fra 1933-45 rigsdagsmedlem for det konservative Samlingsparti, ved krigsansvarlighedsdomstolen idømt fængselsstraf i 1946, løsladt i 1948, fra 1956-62 atter universitetsrektor, fra 1962 til sin død universitetskansler. - Henrik Rarnsay, fil.dr. i kemi 1909, industrimand og skibsreder, tilhørte Det svenske Folkeparti, fra 1941-43 folkeforsyningsminister, idømt fængselsstraf ved krigsansvarlighedsdomstolen, løsladt i 1947.
1. Blücher, s. 362-63. Wipert von Blücher (1883-1963), dr.jur., militærtjeneste under første verdenskrig, i Auswärtiges Amt fra 1918, diplomatisk tjeneste i Stockholm, Buenos Aires, Teheran, gesandt i Helsingfors 1935-44, pensioneret november 1944.

522

leder landets udenrigspolitik at tage disse vore betragtninger op til alvorlig overvejelse. Helsingfors den 4. august 1943. Blandt underskriverne var bl.a.: Ernst von Born, C. 0. Frietsch, Ragnar Furuhjelm, Mauno Pekkala, Yrjö Schildt, Atos Wirtanen, Eirik Hornborg og Laurin Zilliacus. Det var påfaldende, at en stor del af underskriverne var svenskfinner.
Skrivelsen blev overrakt Ryti af tre fremtrædende politikere: Formanden for Det svenske Folkeparti professor Ragnar Furuhjelm, Socialdemokratiets næstformand stadsdirektør J. W. Keto og generaldirektør, senere statsminister Mauno Pekkala.
Det åbne brev fremkaldte en heftig offentlig debat og vakte international opmærksomhed. Socialdemokratiets leder finansminister Väinö Tanner forsøgte i partiets hovedorgan »Suomen Sosialidemokraatti« at imødegå den uro, der var opstået på grund af regeringens politik, men adressens virkning lod sig ikke mane i jorden. Under en udenrigspolitisk debat i rigsdagen kritiserede Atos Wirtanen skarpt regeringens politik, som han karakteriserede som en tyskorienteret, storfinsk erobringskrig, alt mens den selv hævdede, at den førte en separat forsvarskrig. Gennem dette dobbeltspil havde regeringen kompromitteret sin egen og landets anseelse, og man kunne ikke have tillid til præsident Ryti som ærlig fredsstifter. Hvis Finland fortsatte krigen til den bitre ende det vil sige til Tysklands forudsigelige og endelige nederlag, ville Finland gå sin undergang imøde. Tyskland ville som et stort land overleve et nederlag, men for Finland ville det betyde dets udslettelse som en fri og uafhængig nation².

 1. Tanner, s. 71. Blücher, s. 373. Väinö Tanner (1881-1966), 1915-46 generaldirektør for den store kooperative virksomhed Elanto, medlem af landdagen 1907-10 og 1913-16, rigsdagsmand 1919-27, 1930-45, 1951-54, Nyorganiserede i 1919 det finske socialdemokrati og siden en af partiets topfigurer, minister i flere perioder, bl.a. udenrigsminister 1939-40, handelsminister 1941-42, finansminister 1942-44, en af hovedmændene bag den tysk-orienterede politik efter 1941, i 1946 idømt 5½ års fængsel som krigsansvarlig, benådet 1948, partiformand 1957-63.
2. Atos Wirtanen: Mot mórka makter, s. 218ff. Atos Wirtanen (1906-79) arbejdede oprindelig som typograf på »Arbetarbladet«, senere som journalist og sluttelig som redaktør. Efter krigen forlod han socialdemokratiet og blev fra 1948 formand for det til Folkedemokraterne tilsluttede Socialistiske Enhedsparti. 1955 brød han med Folkedemokraterne. Fra 1936 til 1954 var han rigsdagsmand; 1947 til 1953 chefredaktør af »Ny tid«. I 1973 blev han æresdoktor for sit omfattende filosofiske, politiske og skønlitterære forfatterskab.

523

Moskva og Teheran konferencerne i 1943

På efterårets store allierede konferencer kunne det forventes, at Finland problemet ville dukke op under drøftelserne. Fra svensk side ønskede man at fremføre sine synspunkter, og kabinetssekretær Erik Boheman fra udenrigsdepartementet henvendte sig derfor til USA's gesandt i Stockholm. Boheman understregede, at det var i Sveriges interesse, at Finlands selvstændighed blev bevaret, og frem for alt ønskede man, at finsk suverænitet og ret til at afgøre sine egne indre anliggender blev respekteret. I modsat fald ville den offentlige mening i hele Norden reagere så voldsomt, at de nordiske folk ville miste tiltroen til den kommende fredsordning. Iøvrigt var Boheman overbevist om, at finsk udenrigspolitik efter krigen ville få en sovjetvenlig drejning, hvilket Sverige og de andre nordiske lande ville støtte¹.
Det var ikke sandsynligt, at de svenske anbringender ville blive tillagt særlig betydning i Moskva og Teheran. I Moskva bemærkede udenrigsminister Hull til den svenske gesandt Vilhelm Assarsson: »I mange kredse i USA nærer man medfølelse og sympati for det lille, rare land. Men Rusland er vor allierede, og vi kan ikke risikere at spolere de store linier for at hjælpe Finland².
Fra sovjetisk side var der selvsagt heller ikke megen opmuntring at hente. I en finsksproget udsendelse i Moskva radio i efteråret 1943 hed det blandt andet: »De allierede vil fortsætte krigen mod aksemagterne ... indtil disse stater nedlægger våbnene og kapitulerer betingelsesløst. Dette gælder også Finland såvel som de andre aksemagter. Hufvudbladets påstand, om at Finland fører en separatkrig og ikke er nogen aksemagt, er sandt at sige et lån fra Machiavelli, men det er nytteløst nu. Blandt underskriverne (udenrigsminister-konferencen i Moskva oktober 1943) er USA's udenrigs minister Cordell Hull, og ammestuehistorierne om separatkrig, grænseepisoder og forsvarskrig ville ikke redde Mannerheims håndlangere ... Det, Finland nu står overfor, er betingelsesløs kapitulation.

 1. Boheman, s. 170 Erik Boheman (1895-1979) havde en lang diplomatisk karriere bag sig, havde repræsenteret sit land i en række europæiske hovedstæder, senest i Paris og London. Efter krigen blev han svensk ambassadør i Washington til 1958, hvorefter han gik ind i svensk politik, medlem af førstekamret, hvis formand han var fra 1965 til 1970. Som kabinetssekretær virkede han som udenrigsminister Christian Günthers højre hånd, og i den egenskab kom han til at spille en afgørende rolle i de følgende måneders politiske spil om Finlands skæbrie. Han var stedse en varm fortaler for Finlands sag i forholdet til sin med- og modspiller madame Aleksandra Kollontáj, Sovjetunionens gesandt i Sverige.
2. Assarsson, s. 213.

524
 
Overfor den amerikanske chargé d'affaires McClintock udtrykte Ramsay dyb pessimisme ved efterretningerne fra Moskva-konferencen, men McClintock fandt ikke nogen grund til at forsøge at trøste udenrigsministeren. For at lægge pres på Finland blev McClintock kort efter hjemkaldt og erstattet af trediesekretæren fra den amerikanske ambassade i London Ed mund A. Gullion¹.
På Teheran-konferencens sidste dag, den 1. december, blev Finlandsproblemet behandlet som en detalje, efter at de mange, langt vigtigere spørgsmål havde været på dagsordenen. Finland skulle tilbydes en forhandlingsfred uden betingelsesløs kapitulation, og Stalin fremlagde sine krav i seks koncentrerede punkter:

1 . 1940-års-fredens grænser skulle genetableres.
2. Hangö eller Petsamo; sidstnævnte område skulle for stedse forenes med Sovjetunionen.
3. 50 % erstatning for de skader, finnerne havde forvoldt.
4. Afbrydelse af forbindelserne med Tyskland.
5. De tyske tropper skulle drives ud af Finland.
6. Demobilisering af de finske styrker.
 
Præsident Roosevelt kom ind på personspørgsmålet, hvortil Stalin bemærkede, at det havde ingen betydning - »Om det så var Ryti eller djævelen selv, blot finnerne går ind på vore krav«. Derudover var der ingen kommentarer fra vestmagternes side bortset fra, at Churchill gjorde et forsøg på at påvirke Stalin i krigsskadespørgsmålet, og han gjorde gældende, at international erfaring havde vist, at det var temmelig illusorisk at forsøge store erstatningskrav inddrevet. Stalin gjorde det klart, at han med trussel om okkupation af Finland ville insistere på krigserstatning, hvorpå man gik over til næste punkt på dagsordenen².
Det vigtigste militære spørgsmål, der blev drøftet og opnået enighed om i Teheran, var oprettelsen af den anden front i Vesteuropa, og i denne forbindelse ville Finlands stilling komme til at spille en vis rolle. Fra et finsk synspunkt var separatfred et middel til at sikre nationens frihed og selvstændighed - håbede man. Men for de vestallierede var Finlands udtræden af krigen hovedsagen, og hvordan det så skete, og hvordan Finlands fremtid derefter ville forme sig, var af underordnet betydning. Eller sagt på en anden måde: En separat fred - uanset vilkårene for Finland - ville betyde, at

 1. Tanner, s. 134-35.
2. Churchill V. s. 351.

525
 
flere sovjetiske tropper og materiel kunne kastes ind på den for både vest og østallierede magter langt vigtigere front - Baltikum og Hviderusland og på længere sigt Østprøjsen, Polen, Pommeren og Schlesien. Jo mere russerne kunne presse tyskerne på østfronten, jo bedre chancer ville den planlagte operation »Overlord« have for at lykkes og bryde igennem på vestfronten. Eller for at fremstille det endnu grovere: Jo mindre tab af materiel og soldater fra Ohio, Sussex og Ontario ville landgangen i Nord-frankrig koste.
Bohemans mæglerrolle begyndte for alvor den 20. november 1943, da han blev kaldt til møde hos den sovjetiske gesandt i Sverige, madame Kollantáj i hendes hjem i anledning af, at hun fra Moskva havde modtaget et meget vigtigt budskab, hvilket kunne tolkes som en udløber af Teheran-mødet. Hun var stærkt bevæget og fremførte meddelelsen i en blanding af fransk, tysk og gebrokkent svensk-norsk. Hvis Finland ville sende en repræsentant til forhandling, skulle denne være velkommen. Det ville imidlertid være hensigtsmæssigt, hvis man forinden meddelte hende, hvilke anliggender en finsk repræsentant ville få fuldmagt til at forhandle om, for at hun kunne bedømme, om en sådan rejse i det hele taget havde udsigt til at føre til et resultat, og hun fremhævede, at i Moskvas meddelelse var der ikke et ord om betingelsesløs kapitulation. Kollontáj bad Boheman lade dette gå videre til Helsingfors, som hun ikke direkte kunne tage kontakt med, hvorfor et svar fra Finland måtte gå gennem kabinetssekretæren. Til dennes overraskelse tilføjede gesandten, at hun havde indtryk af, at man i Moskva ønskede, at Mannerheim skulle stå bag et finsk ønske om at trække sig ud af krigen, thi ellers ville der ikke blive nogen stabilitet.
I betragtning af den betydningsfulde rolle, som Mannerheim kom til at spille i den senere politiske udvikling, vil det være rimeligt at kaste et til-

 1. Boheman, s. 248ff. Aleksandra Mikhájlovna Kollontáj (1872-1952), som datter af en general opvokset i et højaristiokratisk milieu, gav afkald på sin privilegerede status og blev revolutionær aktivist blandt arbejderklassens kvinder, sluttede sig i 1915 til bolshevikpartiet, medlem af centralkomiteen, folkekommissær for social forsorg, fra 1923 diplomatiske poster i Norge, Mexico, 1930-45 gesandt i Stockholm, forfatter til bøger om kvindespørgsmål og fri kærlighed. Den finske hærs øverstkommanderende friherre marskal Carl Gustaf Mannerheim (1867-1952) nød trods sin baggrund og fortid en vis goodwill i Moskva. Han havde fået en militær uddannelse ved et af zartidens fornemste garderegimenter og havde som russisk officer deltaget i den russisk-japanske krig og i første verdenskrig. Under den finske borgerkrig var han øverstkommanderende for de hvide, borgerlige styrker. Som rigsforstander 1918-19 opnåede han ententemagternes godkendelse af Finlands uafhængighed. I den periode havde Mannerheim været modstander af en for nær tilslutning til Tyskland, som det borgerlige Finland ellers sympatiserede med. I 1930'rne forholdt han sig reserveret over for dem, der begyndte at dyrke protyske og nazistiske forbindelser og nære de storfinske erobringsdrømme.

526
 
bageblik på marskallens holdning og synspunkter under fortsættelseskrigens hidtidige forløb.
Om begivenhederne umiddelbart før den europæiske storkrig i 1939 og om Finlands udsatte stilling skriver Mannerheim: »Den finske statsledelse havde undladt at gribe en oplagt chance og dermed svækket landets position«. (Den chance, Mannerheim omtaler, var gentagne sovjetiske udspil om forhandlinger, som imidlertid blev afvist af daværende statsminister Cajander og udenrigsminister Erkko). Mannerheim fortsætter: »Det var farligt at miste tid, thi den for forhandlinger gunstige periode 1938-39, da Sovjetunionen følte sig svigtet af vestmagterne og truet af Tyskland, skulle ikke blive langvarig ... Efter at Molotov afløste Litvinov den 4. maj 1939, og Kreml havde optaget en hemmelig kontakt med Tyskland, var Finlands chancer forspildt«¹.
Efter Tysklands sejre på kontinentet i 1940/41 faldt Mannerheim en tid som offer for troen på Tysklands styrke og Sovjetunionens svaghed. Men inden året 1941 var til ende, ændrede han standpunkt og ønskede at reducere Finlands krigsdeltagelse på tysk side til en defensiv stillingskrig, efter at de nærmeste strategiske gevinster var indkasseret. Oberst Schildt stod det finske hovedkvarter nær og var tillige rigsdagsmand. Han hørte til de få personer, der vidste noget om marskallens synspunkter, som blandt andet gik ud på, at Amerikas krigsdeltagelse ville betyde tysk nederlag, og at en finsk separatfred med Sovjet før eller senere måtte blive udgangen på krigen for Finlands vedkommende².
I begyndelsen af december 1941 havde Winston Churchill og Mannerheim Mannerheim en brevveksling, hvor Mannerheim på sin side forsikrede, at Finland kun førte en forsvarskrig, og at dets stridskræfter alene sigtede mod at generobre de territorier, der var mistet ved Moskvafreden i marts 1940 efter vinterkrigen³.
Endvidere underrettede det finske udenrigsministerium uofficielt USA om, at det vigtige knudepunkt på Murmansk-barnen Belomórsk ved Hvide havet ikke hørte til Finlands militære mål. Banen var ganske vist længere mod syd blevet afskåret, ligesom det var tilfældet med Hvidehavskanalen også kaldet Stalinkanalen - ved oprettelse af finske brohoveder ved floden Svir og ved Povonéts nord for Onegasøen. Men takket været en nyoprettet sidebane mellem Belomórsk og byen Jemétsk på magistralen Arkhangelsk Vólogda-Moskva var det muligt for russerne at anvende Murmansk som

 1. Mannerheim, s. 86-87.
2. Wirtanen, s. 167.
3. Churchill V, s. 474. Mannerheim, s. 317ff.

527
 
importhavn for de allierede forsyningskonvojer og transportere krigsfornødenheder videre til de centrale krigsskuepladser på østfronten¹.
På egen hånd formåede tyskerne hverken at erobre Leningrad eller afskære Múrmansklinien. Umiddelbart efter Churchill-Mannerheim-korrespondancen - den 6. december 1941 - erklærede Storbritanien Finland krig, hvilket ikke havde noget med de i brevene berørte emner at gøre, men England gav efter for et gentaget sovjetisk krav. I det store perspektiv var den engelske krigserklæring et led i den kæde af indrømmelser til Stalin, der var nødvendige for at styrke og sikre den store alliance mod aksemagterne. Til russernes uhyre lettelse blev Amerika aktivt trukket ind i krigen efter det japanske overfald på Pearl Harbour den 7. december. USA blev dog aldrig krigsførende mod Finland.
 

 Foråret 1944

I januar 1944 redegjorde statsminister Linkomies i et lukket rigsdagsmøde for regeringens opfattelse og dens beslutning om at søge fred med USSR, hvilket blev støttet af Socialdemokraterne, Det svenske Folkeparti og Fremskridtspartiet med 105 stemmer, 78 imod, idet de støttede et ændringsforslag, et medlem stemte blankt, og 15 medlemmer var fraværende.
Moskva indvilgede i at modtage en finsk forhandlingsdelegation med Juho Paasikivi og Carl Enckell som hovedforhandlere². De sovjetiske fredsvilkår, som delegationen bragte med sig hjem fra Moskva, blev forelagt rigsdagen i april. Regeringen mente, at kravene var uopfyldelige, og et flertal i rigsdagen støttede regeringen. Specielt kravene om internering af de tyske styrker på finsk jord inden for en kort termin samt betaling af en krigsskadeserstatning på 600 millioner dollars anså man for at overstige landets formåen.

 1. Langer and Gleason, s. 835. Lundin, s. 256.
2. Juho Paasikivi (1870-1956), tilhørte i sine tidlige år det gammelfinske parti, konservativ landdagsmand 1907-13, som statsminister fra maj 1918 var han indtil Tysklands sammenbrud i november 1918 tilhænger af en tyskorienteret politik, nationalbankdirektør 1914-34, medlem af den finske fredsdelegation i Dorpat 1920, 1936-40 gesandt i Stockholm, sammen med Ryti leder af fredsforhandlingerne i Moskva marts 1940, gesandt i Moskva, trådte tilbage som protest mod den finske regerings stadig tættere samarbejde med det nazistiske Tyskland, 1944-46 statsminister i spidsen for en national samlingsregering, præsident fra 1946 til sin død. Carl Enckell (1876-1959), ingeniør, diplomat. Militæruddannelse i zartiden bl.a. ved det berømte Ismailovskij-regiment. Fra 1907 til 1917 forretningsmand. 1918-19 det selvstændige Finlands første udenrigsminister; i 1919 finsk chefdelegeret ved fredskonferencen i Paris, hvor han som sit lands gesandt forblev til 1927; i 1930'rne bankdirektør. Udenrigsminister 1944-50.

528
 
I svaret til Moskva hed det bl.a.: »Finlands regering har efter nøje over vejelse af USSR's fremsatte vilkår ikke ment, at disse kan opfyldes ... de vil i væsentlig grad undergrave forudsætningerne for såvel Finlands eksistens som selvstændig stat som dets forfatning, og de vil tillige pålægge det finske folk en så uhyre byrde, at det med eksperternes samstemmende redegørelse vil overskride landets bæreevne. Finlands regering har alvorligt bestræbt sig på at genoprette et varigt fredeligt forhold til sin store østlige nabostat, men de vilkår, vi har fået tilbudt, rummer ikke mulighed for, at disse bestræbelser kan virkeliggøres«¹. Det negative svar blev gennem Aleksandra Kollontáj overbragt Moskva, som dermed officielt erklærede, at Finland havde forkastet fredsvilkårene og tilmed undladt at fremsætte egne forslag. Derfor måtte den finske regering alene bære ansvaret for forhandlingernes sammenbrud.
Stærkt medvirkende til det finske afslag var frygten for en voldsom tysk reaktion med en okkupation til følge i lighed med, hvad der samtidig skete i Ungarn.
En desavoueret og bitter Paasikivi nedskrev i september samme år en kommentar i sin dagbog: »Vi har gjort den ene dumhed efter den anden. Det var en stor ulykke, at vi ikke sluttede fred i april. Men dengang troede militæret og regeringen stadig, at Tyskland ville kunne klare sig i krigen. Vi manglede det nødvendige moralske mod. Først nu da verdenskrigen går mod slutningen, kan selv den blinde se, hvordan situationen er. Og her er vi nu havnet som følge af vor egen dumme eventyrpolitik, som militæret bærer hovedansvaret for. Fred havde været opnåelig på bedre betingelser end nu (september 1944). Hvis Mannerheim, Ryti og regeringen havde indtaget det standpunkt, så havde Finlands folk godkendt den, og vi havde ikke haft alle de døde og lemlæstede«².
Et nyt fredsinitiativ blev taget af tre medlemmer af fredskomiteen, hvoriblandt Atos Wirtanen. De ville udgive et nyt blad, der skulle hedde »Selvät Sanat« (Klare Ord); det skulle distribueres til rigsdagsmedlemmer, pressen og til fremtrædende medborgere, der kunne tænkes at have indflydelse på udviklingen. Underhånden fik de tre initiativtagere en advarsel om, at de risikerede anholdelse. Wirtanen havde i tide skaffet sig forskellige dækadresser og gik under jorden.
En dag fik han fra en ven, der havde været i Stockholm, fra Laurin Zilliacus et brev med et besynderligt indhold³.

 1. Linkomiehen ja Ramsayn puolustuspuheet. Sotasyyllisoikeuden asiakirjat II, s. 12ff.
2. Paasikivi, s. 35 og 39.
3. Laurin Zilliacus (1895-1959), født i Yokohama, uddannet som ingeniør i USA, grundlagde den eksperimentelle skole »Svenska Samskola« i Helsingfors, rektor og pædagogisk foregangsmand; udgav under pseudonymet Erkki Jårvinen i august 1942 bogen »Vi vil inte kvävas«, som vakte stor opmærksomhed. Den var et skarpt indlæg mod Finlands nære for bindelse med Tyskland og mod nationalistiske drømme om et Stor-Finland. Efter 1945 var Zilliacus stadig aktiv pædagog bl.a. i forbindelse med FN-opgaver. Han blev æresdoktor ved universitetet i Melbourne. Hans far, Konni Zilliacus, var den bekendte finske patriot antirussisk agitator og revolutionær under zar Nikolaj 11.s russificeringspolitik i Finland. Laurins bror blev en kendt engelsk politiker, mangeårigt underhusmedlem og tilhørte labourpartiets radikale venstrefløj.

529
 
I brevet til Wirtanen foreslog Zilliacus, at ledelsen af fredsoppositionen skulle stationeres i Stockholm som en slags finsk eksilregering, hvorfra den skulle propagere for separatfred med Sovjet. Som leder af denne aktion foreslog Zilliacus Paasikivi. Man havde fremskaffet to millioner kroner samt en hurtiggående motorbåd til »regeringens« hemmelige natlige transport over Bottenhavet fra Björneborg. Alt var klart og velforberedt; Wirtanen fik besked på at opsøge Paasikivi for at indhente dennes samtykke og medvirken i planen. Wirtanen troede ikke meget på planens muligheder, men opsøgte dog Paasikivi, som var dybt pessimistisk angående Finlands muligheder for at undgå sovjetisk okkupation efter rigsdagens afvisning af fredstilbuddet.
Han anså Zilliacus' ideer for eventyrlige, ja dødsensfarlige. Man kunne nok vinde genklang hos hærens menige soldater og hos arbejderne, men de ville til gengæld møde voldsom modstand hos tyskerne i Lapland og blandt de stærke, indflydelsesrige, tyskorienterede kredse i landet. Han tænkte på dele af officerskorpset, det halvfascistiske IKL-parti og de stærkt nationalistiske skyttekorps med ca. 100.000 medlemmer. I Nordfinland stod der mellem 100.000 og 120.000 veludrustede tyske soldater under kommando af general Dietl, der næppe ville betænke sig på at gribe ind og slå igen. Paasiskivi forestillede sig i værste fald en finsk borgerkrig med kamp mellem røde og hvide som i 1918.
På sit følgende møde afviste fredskomiteen ensstemmigt Zilliacus' planer om en eksilregering m.m., og de tre biler, der var bestilt til befordring af Paasikivi med flere til Björneborg, blev afbestilt.
Fra Zilliacus modtog Wirtanen et nyt overraskende brev, hvori han fortalte, at han havde drøftet sagen med madame Kollontáj. Hun havde haft kontakt med Stalin, fra hvem hun havde fået et kategorisk budskab: »lngen regering i Stockholm; fredsoppositionen bør samarbejde med Mannerheim - det er den sikreste og hurtigste vej til fred«¹.
Paasikivis frygt for uro inden for officerskorpset var ikke ubegrundet.

 1. Wirtanen, s. 24ff.

530
 
General Erfurth¹ noterede i sin dagbog, at den finske oberst Melander om talte den bekymring, der rådede ved fronten på grund af hovedkvarterets passivitet, og fornemmelsen af, at en pression fra tysk side ville have en gavnlig virkning.
Ved fronten, fortsatte Melander, kunne man ikke forstå, hvorfor Tyskland alene skulle bære krigens byrder. Et endnu tydeligere vidnesbyrd kom fra generalmajor Vihma, der senere faldt på Det karelske Næs. »Vi frontsoldater kan ikke fatte, hvorfor vi ikke har hjulpet tyskerne ved offensiven mod Leningrad. Hvis vi i rette tid havde angrebet byen nordfra, så havde vi erobret den og kunne spare os alle vore nuværende besværligheder ... De politiske hensyn er lutter sæbebobler, som ingen frontsoldater tror på ... Vi hører sammen med Tyskland i liv og død. Det er en ulykke, at vi har en øverstkommanderende, som er senil og en præsident, som lever i illusionen om en førkrigsverden, der ikke eksisterer længere«. Andre finske officerer håbede på, at tyskerne ville skride hårdt ind mod alt det ævl om fredsfølere og de forrædere, som stod bagved².
Den finske armés nære forbindelser med tyske militærkredse var af gammel dato. Topposter i hæren blev ofte besat med veteraner fra 27. Prøjsiske jægerbataljon, som under første verdenskrig var blevet uddannet i Tyskland, og man havde bevaret kontakten med tyske officerer siden da. I mellemkrigstiden blev de yngre officerer og reserveofficererne i stor udstrækning udtaget blandt medlemmerne af den fascistprægede studenterorganisation AKS.
Da Tyskland i 1938 gennemførte »Anschluss« med Østrig oplyste Blücher, »at en del generaler ikke lagde skjul på deres anerkendelse af den tyske fremgangsmåde og deres beundring for det lynhurtige kup ... mellem det finske officerskorps og den tyske armé råder et så godt, kammeratligt forhold, at regeringen må tage hensyn dertil i sine beslutninger«³
Den indflydelsesrige studenterorganisation ved Helsingfors statsuniversitet AKS (Akateeminen Karjala-Seura) havde i årtier bestandigt slået på sit vældige propagandaapparat for oprettelsen af et Storfinland (Suur Suomi), der mindst skulle omfatte Østkarelen, Kolahalvøen og Ingermanland. Medlemmerne aflagde ed ved den sorte fane, der symboliserede AKS' u-

 1. General Waldemar Erfurth (1879-1971) var under fortsættelseskrigen forbindelsesofficer ved Mannerheims hovedkvarter. Han var filosofidoktor og langt fra typen på den arrogante prøjsiske officer. Han havde skrevet en bog om militær overrumpling, som under krigen nød den hæder at blive oversat til engelsk (»Surprise«, Harrisburg, Pennsylvania 1943). Erfurths krigsdagbog dækker perioden fra november 1943 til september 1944. 
2. Erfurth: Sota ...,s. 40 passim.
3. Blücher, s. 103-04.

531
 
bønhørlige, dybe had til Rusland. »Sort er vort had til dette folk ... vort had er så sort som denne fane« hed det i et af organisationens opråb. Det samme antisovjetiske, antidemokratiske, storfinske program havde IKL-partiet (Isänmaallinen Kansanliike - Den Patriotiske Folkebevægelse), der hentede sine politiske ideer fra Mussolinis Italien og Hitlers Tyskland.
Det var magtfulde organisationer som disse, fredsoppositionen måtte tage kampen op mod, og modsætningerne var skarpe og bitre.
Da den tyske armégruppe Nord havde stabiliseret fronten ved Narva, mente Tyskland at tiden var inde til at lægge pres på Finland for at få det til utvetydigt at slutte op på tysk side. Våbenleverancerne til Finland blev væsentligt reduceret, og general Dietl, øverstkommanderende over de tyske tropper i Lapland, fik instruks om at meddele Mannerheim, at tyske våben ikke ville blive leveret, sålænge der var en mulighed for, at de ville falde i fjendens hænder. Endvidere standsede de tyske kornleverancer til våbenbroderen.
I slutningen af april blev den finske generalstabschef Erik Heinrichs inviteret til førerhovedkvarteret i Berchtesgaden. Efter at feltmarskal Wilhelm Keitel havde taget Heinrichs alvorligt i skole på grund af de finske fredsfølere, anslog general Alfred Jodl en mere forsonlig tone. Heinrichs fik at vide, at det var nødvendigt, at Finland ved en officiel erklæring garanterede, at tysk militærhjælp ikke ville falde i russernes hænder¹.
I maj sendte Mannerheim et personligt brev til Hitler, som imidlertid ikke var tilfreds med dets forsigtige og diplomatiske tone, og våbenembargoen blev ikke ophævet. Den tyske militærledelse frygtede, at en finsk-sovjetisk våbenstilstand efterfulgt af en sovjetisk okkupation af finsk territorium ville true hele den tyske strategi i østersøen; Suursaari og Hangö på russiske hænder ville åbne vejen ud i Den finske Bugt for den sovjetiske østersøflåde, og fra Ålandsøerne kunne russerne true malmtransporten fra Luleå. Desuden kunne tyskerne miste kontrollen over såvel nikkelminerne i Petsamoområdet som de marinebaser, hvorfra de allieredes konvojer til Murmansk kunne angribes. Endelig kunne Sverige tvinges til at tillade transit af sovjetiske tropper i lighed med den tilsvarende tyske trafik i 1941.
I Finland var der en voksende kritik af regeringens censur- og informationsvirksomhed, som man anså for ensidig og for optimistisk, hvilket

 1. Heinrichs, s. 351. Erik Heinrichs (1890-1965), oprindelig journalist, militæruddannet 1915-18 ved 27. prøjsiske jægerbataljon, general 1941, generalstabschef under fortsættelseskrigen, pensioneret 1945, militærsagkyndig under forhandlingerne med Sovjetunionen om venskabs- og bistandpagten i 1948, personalechef i en hovedstadsbank fra 1952.

532
 
kom til udtryk på den finlandssvenske partidag i Gamlakarleby i slutningen af maj 1944, hvor Ernst von Born I understregede Finlands skæbnefællesskab og samhørighed med Sverige. Det svenske Folkepartis fornemste opgave måtte være at gøre landet til det, som Georg Brandes havde kaldt retstankens land. Censuren og krænkelsen af den personlige frihed var gået alt for vidt i Finland; den overhåndtagende statskontrol var fremmed for Finlands frie demokratiske samfundsordning¹.
Den 12. maj 1944 udsendte USA, Storbritanien og USSR en erklæring med fordømmelse af Bulgarien, Finland, Ungarn og Rumænien for deres deltagelse i krigen på tysk side. Jo længere disse lande fortsatte samarbejdet med Hitler, jo hårdere ville fredsbetingelserne blive for dem. Det ville derfor være tilrådeligt for dem at trække sig ud af krigen, mens der endnu var tid. For de nævnte staters vedkommende var der imidlertid ikke tale om betingelsesløs kapitulation, og Storbritanien fremhævede, at Finland endog ikke var tilsluttet aksemagterne.
Nogle dage efter den allierede landgang i Normandiet nedfældede præsident Ryti følgende betragtninger i et promemoria angående den storpolitiske situation:
»Den mest sandsynlige udgang synes på dette tidspunkt at være en sejr for den Anglo Bolshevistiske Alliance. Finland er klemt ved valget mellem total tilintetgørelse af bolshevismen eller skabelsen af »Neuropa« på den anden side. Finland kan selvsagt kun støtte det sidstnævnte alternativ. I tilfælde af bolshevismens sejr bliver Polen, Donau- og Balkanlandene bolsheviseret. Nordfinland og Narvik-, Kirunaområderne er udsat - en udvikling, som England og USA ikke vil være i stand til at hindre. For dem vil alle kræfter være nødvendige i kampen mod Japan, og Sovjet vil få frit spil i Europa. Man bør erindre Stalins afskedsord til den japanske udenrigsminister Matsuoka på Moskvas banegård i april 1941: »Lad os stå sammen; vi er begge asiater«. En sejr for aksemagterne vil betyde tysk dominans over Europas mindre stater og opløsning af Det britiske Imperium – forholdsvis velstand for det europæiske kontinent i kraft af udnyttelse af russiske og afrikanske naturrigdomme. For Finland vil engelsk nederlag betyde tabet af en god ven, med hvem vi har mange kulturelle bånd. Fæstningen Europas tilfredsstillende status m.h.t. råmaterialer, arbejdskraft m.m. sætter

 1. Ernst von Born (1885-1956), godsejer og politiker, overtog 1916 det fædrene gods Sarvlax i Pemå, rigsdagsmand 1919-54, indenrigsminister 1931-32, optrådte med kraft mod Lappobevægelsen, tilhørte fredsoppositionen, justitsminister aug.-nov. 1944, i flere perioder formand for Det svenske Folkepartis rigsdagsgruppe, testamenterede familiegodset Sarvlax til Den svenske Kulturfond, doktor honoris causa 1954.
2. 122. D. L, nr. 277 af 1. juni 1944.

533
 
kontinentet i stand til at udholde en lang belejring, som kan resultere i en kompromisfred«¹.

GÅ TIL INDHOLDSFORTEGNELSEN                        GÅ TIL DEL 2        GÅ TIL DET ÅBNE AKADEMIS HJEMMESIDE

Copyright 1998   Henrik Bertelsen. Uddrag fra "HISTORIE" udgivet af Jysk Selskab For Historie, Jyske Samlinger, Ny Række XVI, ISSN 0107-4725, 1985-1987. Publiceret på internettet med tilladelse fra Jysk Selskab for Historie og fra forfatteren.